Hackere har stoppet USA’s største olieledning: Derfor er den så afgørende

Illustration: Bigstock/actionsports

Hver dag transporterer Colonial Pipeline 2,5 millioner tønder olie fra Texas til New York gennem en af USA’s største olierørledninger.

Eller sådan plejer det i hvert fald at være, men siden fredag i sidste uge har der været lukket for hanerne.

Årsagen er, at et cyberangreb torsdag ramte rørledningens operatør Colonial Pipeline og tvang virksomheden til at lukke ned for olietransporten. Operatøren har dog meddelt, at de forventer at kunne åbne forbindelsen igen ved udgangen af denne uge.

Ledningen leverer på normal vis næsten halvdelen af den amerikanske østkysts brændstofforsyning, og allerede i de tidligere handelstimer mandag morgen begyndte priserne på oliemarkedet at stige.

Læs også: Brintbiler øger vores afhængighed af fossile brændstoffer

Foreløbigt har prisstigningerne dog landsdækkende begrænset sig til en halv cent fra søndag til mandag, så benzinprisen nu ligger på 2,7 dollars, hvor den i staten New York ligger stabilt på 3 dollars per gallon, skriver The New York Times.

Ifølge Ed Hirs, der er energiøkonom ved University of Houston, er der endnu ikke tale om alarmerende tilstande.

»Det kan potentielt blive ubelejligt, men det er ikke et stort problem, for der er både oplagring i Nordøst, og alle de store olie- og gasselskaber kan omdirigere den maritime olietransport, hvis det bliver nødvendigt,« siger han til The New York Times.

Hackede virksomhedsdata

Angrebet blev ifølge føderale efterforskere udført af den organiserede cyberkriminelle gruppe DarkSide, som tilsyneladende ikke sigtede efter at vinde kontrollen over rørledningen, men derimod at få adgang til virksomhedsdata, der var dårligt beskyttet.

Som en sikkerhedsforanstaltning valgte Colonial Pipeline alligevel at lukke ned for rørledningen, så hackerne ikke kunne beskadige selve systemet.

Historien om den vitale rørledning

Colonial Pipeline har hovedsæde i Alpharetta i Georgia. Forbindelsen kan transportere op mod 2,5 millioner tønder olie om dagen over en strækning på godt 9000 kilometer fra Houston i Texas til New York State. Den tjener de fleste af de sydlige stater og forgrener sig fra Atlanterhavskysten til Tennessee.

Læs også: Dansk Energi: Regeringen har urealistiske forventninger til CO2-fangst

Opførelsen af rørledningen startede i 1961 og var en sammenslutning af nogle af de største olieselskaber, herunder Phillips Petroleum, Sinclair Pipeline og Continental Oil. I dag er Colonial Pipeline privatejet og ejes blandt andet af Royal Dutch Shell, Koch Industries og flere andre investeringsselskaber.

Forbindelsen kom i en tid, hvor der var stor vækst i motorvejskørsel og langdistanceflyrejser, og den dag i dag er mange lufthavne i regionen afhængige af forsyningen, da de kun kan opmagasinere brændstof som rækker til tre til fem dages drift ad gangen.

En stadigt større afhængighed

Hackerangrebet har fremhævet, hvor sårbart det amerikanske energisystem er, mener de føderale efterforskere.

De påpeger især sårbarheden i, at der over de senere år er sket i reduktion i lokale olieraffinaderiers kapacitet på strækningen, og at området i stedet er blevet afhængig af forsyningen fra olieledningen.

I løbet af de sidste to årtier er mindst seks raffinaderier taget ud af drift i New Jersey, Pennsylvania og Virginia, fordi de ikke kunne få enderne til at mødes.

Det har reduceret mængden af råolie, der forarbejdes i regionen, fra 1,5 million til lige over 700.000 tønder om ugen.

Og striben af nedlukninger har haft store konkurrencemæssige fordele for Colonial Pipeline, der er blevet en stadigt mere afgørende forsyningskanal fra raffinaderierne i Texas og Louisiana.

Midtvesten, der er området vest for Appalacherne, nord for Ohiofloden og øst for Rocky Mountains, har sine egne olieledninger fra Golfkysten, og mens flere raffinaderier er lukket langs østkysten, er flere nye anlæg blevet opført i Midtvesten.

Californien og Pacific Nordwest har desuden tilstrækkelige raffinaderier til at behandle råolie produceret i Californien, Alaska og Sydamerika.

Ikke den første nedlukning

Selvom hackerangrebet og den midlertidige nedlukning af rørledningen har skabt et mindre efterskælv i benzinpriserne og givet grund til bekymring i særligt transportsektoren, er forsyningssystemet i det nordøstlige USA fleksibelt og har før håndteret midlertidige stop i olietransporten.

Læs også: Ødelæggende it-angreb understreger: »Det er umuligt at bygge én mur, der beskytter det hele«

En utal af orkaner har før beskadiget rørledninger og raffinaderier og ført til korte og længere nedlukninger, hvilket også er årsagen til, at der lagres millioner af liter af olie i tilfælde af nødsituationer.

Raffinaderierne er også indrettet til at kunne importere olie fra Europa, Canada og Sydamerika. Dette kan dog tage op mod to uger.

Infrastrukturen er sårbar

Ikke desto mindre er hackerangrebene en reel og tidstypisk trussel, både når det kommer til olietransport, elnet, personlige oplysninger og sågar den finansielle sektor.

»Den ufejlbarlige sandhed er, at nutidens infrastruktur er så sårbar, at enhver, der ønsker adgang, får den. Infrastruktur er et let og lukrativt mål for hackere,« siger Dan Schiappa, der er produktchef for det britiske sikkerhedssoftware og hardwarefirma Sophos.

Darkside, der står bag angrebet, er kendt for at låse de hackede data bag krypteringer og har før truet med at frigive dem til offentligheden, hvis ikke der udbetales en løsesum til gruppen.

Det vides dog endnu ikke, om Colonial Pipeline er blevet påkrævet en sådan løsesum, og om de i så fald har betalt eller har til hensigt at betale.