Guldtip fra graven: Fokusér kun på de 80 procent af helheden
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Guldtip fra graven: Fokusér kun på de 80 procent af helheden

Svenske Hans Rosling udmærkede sig ved at vise udviklingstendenser på ny og rokke ved mediernes billede af klodens tilstand. Illustration: Stefan Nilsson

Du er ansvarlig for et omfattende entreprenørprojekt i milliardklassen og i gevaldig tidsnød.

Kunden vil have byggeriet i gang med det samme. Din direktør kræver indenfor 24 timer at få en afklaring på, hvorvidt budgettet holder. Talmængderne er gebommerlige, og der er overhovedet ikke tid til at tjekke alle størrelsesordener ordentligt igennem.

Du skyder genvej. Du tyr til Hans Roslings 80/20-regel. Du opdager uoverensstemmelser og retter op på risikoen for kuldsejlede prioriteringer i projektet. Alt sammen med en ret simpel løsning.

»Hver gang jeg skal sammenligne mange tal og finde ud af, hvilke af tallene der er de vigtigste, bruger jeg alle tiders enkle tænkeredskab. Jeg leder efter de største tal,« lyder rådet fra Hans Rosling i en ny bogudgivelse.

Hans Rosling døde sidste år af kræft, men nåede at afslutte et bogprojekt og er nu aktuel med udgivelsen Factfulness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror.

Heri optræder 80/20-reglen, opfundet af Hans Rosling, der studerede medicin og statistik og som professor ved Karolinska Instituttet i Stokholm fokuserede sin forskning på forbindelserne mellem økonomisk og teknologisk udvikling, landbrug, fattigdom og sundhed. Særligt kendt blev han for et stykke statistisk visualiseringssoftware solgt til Google, samt for sine YouTube-videoer, der er blevet set over 35 millioner gange. Videoerne forklarer, hvordan vi ofte misforstår statistik og talstørrelser.

Læs også: Farvel til en elsket statistiker: Her er hans bedste videoer

Hans Rosling arbejdede tillige som rådgiver for internationale sundhedsorganisationer, FN og som oplægsholder for en række af klodens største investeringsselskaber. I bogen gennemgår Rosling ti mentale benspænd, som forhindrer os i at se verden, som den i virkeligheden er – til trods for at vi har alskens opdaterede tal ved hånden.

Forvrængende perspektiv

Et af disse benspænd kalder Hans Rosling for størrelses-instinktet, og det går ud på, at vi mennesker er tilbøjelige til at fordreje proportionerne.

»Vi kigger instinktivt på et isoleret tal og fejlvurderer dets betydning,« skriver Hans Rosling.

En nem løsning er ifølge den svenske professor hans selvopfundne 80/20-regel. Den bygger på, at vi er tilbøjelige til at gå ud fra, at alle ting på en liste er lige vigtige, men som regel er der nogle få af dem, som er vigtigere end alle de andre tilsammen.

»Hvad enten det handler om dødsfald eller sager på et budget, koncentrerer jeg mig simpelthen om først at forstå de fænomener, som udgør 80 procent af helheden,« skriver Hans Rosling i bogen Factfulness.

Læs også: Software visualiserer verdens sundhedsproblemer

I hans rolle som rådgiver eller eksempelvis konsulent, der skulle stoppe ebola-udbruddet i 2013-2016, undlod Hans Rosling at koncentrere sig om mindre sager. Først spurgte han sig selv: Hvor er de 80 procent? Hvorfor er de tal så store? Hvad indebærer det?

Som et eksempel nævner Hans Rosling klodens globale energikilder opstillet i alfabetisk orden.

Altså atomenergi, biobrændsel, gas, geoenergi, hydroenergi, kul, olie, sol og vind.

Når man umiddelbart ser sådan en liste eller opstilling, kommer man til at tillægge dem nogenlunde samme betydning. Men hvis vi i stedet sorterer dem efter, hvor mange energienheder de skaber, er der tre, som overgår alle de andre. Eller som vist grafisk her i den seneste energiopgørelse fra BP:

Illustration: BP

Hans Roslings erfaring fra sit lange arbejdsliv var, at 80/20-mønstret ofte dukkede op forskellige sammenhænge. Og i dette tilfælde fortæller den os, at kul + olie + gas leverer mere end 80 procent af vores energi. Helt præcist 87 procent.

Det manglende decimaltegn

Selv indså den svenske professor første gang værdien af 80/20-reglen, da han begyndte at evaluere hjælpeprojekter for den svenske regering. Her opdagede han, at i de fleste budgetter udgør omkring 20 procent af linjerne mere end 80 procent af helheden.

»Man kan spare mange penge, hvis man sørger for at forstå disse linjer først,« lyder rådet fra Hans Rosling i den posthume publikation.

Han opdagede eksempelvis, at halvdelen af budgettet for et lillebitte sundhedscenter i en landsby i Vietnam var ved at blive brugt på 2.000 ubrugelige operationsknive. Han opdagede, at der ville blive sendt 100 gange for meget – det vil sige fire millioner liter – mælkeerstatning til en flygtningelejr i Algeriet. Han fik sat en stopper for, at der blev sendt 20.000 testikelproteser til en lille ungdomsklinik i Nicaragua.

I hvert af tilfældene ledte den svenske professor efter de største enkelte punkter, som optog 80 procent af budgetterne, og så kiggede han grundigt på de ting, der virkede usædvanlige.

»I alle tilfælde var problemet simpelthen et spørgsmål om forveksling eller en lillebitte fejl såsom et manglende decimaltegn. 80/20-reglen er lige så nem at bruge, som den lyder. Du skal huske at bruge den,« skriver Hans Rosling i Factfulness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror.

Jeg tror ikke jeg er den eneste som også har for vane at kigge efter de største tal og afvigelser.
Det er dog fint at få det sat på skrift.

At finde de største tal er nemt.
At finde afvigelserne er nok det svære.

Det er nemt at finde de største udgiftsposter i et budget.
Men hvis problemet nu er at indtægterne er for små!!!

  • 0
  • 0

Hans Roslings agenda er nogenlunde den samme som Bjørn Lomborgs! Men, Hans Rosling mødes nok ikke af samme auto-bashing-fænomen, som er blevet Lomborg til del.
Jeg har læst "Factfullness" og anbefaler alle at gøre det samme.

I afsnittet om "Nødvendigheds-instinktet" omtaler Rosling sit samarbejde med Al Gore.
Al Gore siger "We need to create fear", for at få folk med! Dét var Rosling ikke med på.

  • 4
  • 0

Ja, Bjarne! Det afsnit studsede jeg også meget over. Tror nærmest at Hans Rosing har bestræbt sig på at nedtone en del uenigheder han havde med Al Gore, om hvordan man skaber apati eller motiverer publikum.
Mvh Mads

  • 5
  • 0