Guldpartikler gør diagnose af diabetes 1 mulig med mikrochip

Stadig flere mennesker får konstateret diabetes, hvor blodets indhold af sukkerstoffet glukose er højere end normalt. Diabetes findes i to varianter, og det er vigtigt at kunne skelne mellem type 1 og type 2 for at kunne give den helt rigtige behandling.

Når diabetes konstateres hos voksne mennesker, går lægerne ofte ud fra, at der er tale om diabetes 2, og så kan man risikere at få den forkerte behandling, hvis der rent faktisk er tale om diabetes 1. Blandt andet derfor er en let tilgængelig test ønskværdig.

Nu har amerikanske forskere fra Stanford University udviklet en metode, som gør det muligt at diagnosticere diabetes 1 på en nem, hurtig og billig måde. Den nye test kan afløse de langsommelige og dyre laboratorietests, der bruges i dag.

En glasplade belagt med guldpartikler i nanostørrelse er udgangspunktet for den nye diabetes-test. (Foto: Norbert von der Groeben/Stanford School of Medicine) Illustration: Norbert von der Groeben/Stanford School of Medicine

Læs også: Nyt molekyle kan revolutionere behandling af diabetes

Diabetes 1 er en autoimmun sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber og ødelægger insulinproducerende celler i bugspytkirtlen.

Diagnosticeringen af sygdommen kræver, at man påviser tilstedeværelsen af særlige antistoffer i kroppen, og det er denne opgave, som forskerne har løst på en ny måde.

Antistofferne påvises ved hjælp af fluorescens - på mikrochippen giver tilstedeværelsen af antistofferne anledningen til udsendelse af et infrarødt signal, der kan detekteres i en lille skanner.

Problemet har været, at det fluorescerende signal ikke har været kraftigt nok til at tillade en sikker detektering, men de amerikanske forskerne har fundet ud af, at guldpartikler i nanostørrelse kan forstærke det infrarøde signal, så det bliver til at genkende.

Læs også: Nyt hormon kan gøre diabetes-forskernes drøm til virkelighed

Chippen kræver blot to mikroliter blod. Det kan man få fra et lille prik i en finger, så man slipper for at få taget en større blodprøve fra en vene, som det ellers har været nødvendigt.

Forskerne regner med, at en mikrochip kan fremstilles for 20 dollar, og den samme chip kan bruges op til 15 gange, fremgår det af en pressemeddelelse fra Stanford.

Fremover kan lægerne altså teste for diabetes 1 ude i konsultationerne, og så kan sygdommen opdages tidligt, så der kan igangsættes en behandling.

Den nye testmetode beskrives i en artikel i Nature Medicine.

Emner : Sygdomme