Guds styrende hånd fremmer civilisationer

Guds styrende hånd fremmer civilisationer

Troen på en straffende gud, der ser alt, fremmer samfunds­strukturer på samme måde som love, politi og domstole, viser ny forskning.

‘En stor del af succesen for menneskelige civilisationer kan tilskrives guderne, uanset om de eksisterer eller ej.’

Sådan konkluderer Dominic D. P. Johnson fra University of Oxford i England i Nature på baggrund af et nyt studie gennemført af Benjamin Grant Purzycki fra University of British Columbia i Vancouver Canada i samarbejde med en international forskergruppe med deltagelse af Dimitris Xygalatas fra Aarhus Universitet.

I moderne samfund forlader vi os på love, domstole og politi for at sikre samarbejde mellem mennesker, der ikke kender hinanden, og på at folk, der forbryder sig mod regler, bliver fanget og straffet.

Men før disse systemer måtte civilisationer opretholdes på anden vis, og en hypotese lyder, at en af disse måder har været religion.

Interviews og spil

Purzinsky og co. satte sig for at undersøge denne hypotese gennem interviews og to nøje udtænkte spil blandt 591 personer i otte samfund med meget forskellige religiøse opfattelser, herunder bl.a. buddhisme, islam, kristendom og lokale ånder.

I første spil fik hver person 30 mønter, to skåle i hver sin farve og en sekssidet terning, hvor tre sider var farvet som den ene skål og tre sider som den anden. Forsøgspersonen skulle kaste terningen og derefter placere en mønt i skålen med den farve, terningen viste. Forsøgspersonen havde på forhånd valgt, hvilken skål der skulle gives til en lokal gruppe af samme religiøse opfattelse, og hvilken skål der skulle gives til en fjern gruppe af samme religiøse opfattelse.

Forsøget foregik uden opsyn, så forsøgspersonerne kunne snyde og eksempelvis placere flere mønter i skålen til lokalsamfundet, end terningkastene bestemte.

Uden snyd skulle antallet af mønter følge en binomialfordeling, så der i gennemsnit var 15 mønter i hver skål – men sådan gik det ikke.

Blandt forsøgspersoner, der troede på en alvidende og altseende gud, der ville straffe umoralske handlinger, var der 14,58 mønter i skålen til den fjerne gruppe, mod kun 12,97 blandt dem, der ikke vidste, om deres gud ville straffe.

Næste spil var identisk med det første, bortset fra at forsøgspersonen selv kunne beholde indholdet af den ene skål. Indholdet af den anden skulle stadig gå til en fjern gruppe.

Nu var der 14,53 mønter i skålen til den fjerne gruppe hos forsøgspersoner med en straffende gud, men kun 12,50, hvis forsøgspersonerne ikke vidste, om deres gud straffede.

Otte forsøgspersoner placerede endog alle 30 mønter i lokal-skålen, og ti placerede alle 30 mønter i selv-skålen. Sandsynligheden for, at alle mønter havner i samme skål efter 30 terningkast er 9 x 10-10.

Frygt for straf betyder noget

Forsøgspersonerne var også blevet udspurgt om, hvor straffende en moralistisk gud var, og der var en klar sammenhæng mellem, hvor straffende, de anså deres gud for at være, og hvor mange mønter der endte i skålen til den fjerne gruppe.

Det understøtter hypotesen om, at tro på straffende og alvidende guder fremmer adfærd, der er grundlaget for menneskelige civilisationer, skriver forskerne i Nature.

De gør dog for en god ordens skyld opmærksom på, at der ‘kun’ er tale om korrelationer, og at de ikke har påvist en årsagssammenhæng.

Dominic Johnson skriver dog i sin kommentar, at det nye studie ‘giver det mest direkte bevis for, at tro på en overnaturlig straf har haft betydning for at fremme samarbejde i menneskelige civilisationer.’

Han fremhæver, at religion er en af de mest effektive mekanismer til at binde folk sammen og give dem et fælles mål, men tilføjer, at der stadig udestår et problem med at forklare, hvordan samarbejde og tillid opstår mellem grupper med forskellig religion.

Kommentarer (82)

Forsøget viser vel kun at man er mere ærlig, hvis man tror på at man bliver overvåget og straffet hvis man snydder??? Er det en "fremmende adfærd for civilisationen"?

Hvis de sætter et kamera op og fortæller forsøgspersonerne at de vil blive straffet hvis de snyder, så vil der også være færre der vælger at snyde... Især når det bare er et spil der snydes i...

  • 14
  • 0