Grundfos vil afsløre parasitter i drikkevand med ny teknologi

Langsommelige analyseprocesser med manuelt laboratoriearbejde vil i fremtiden kunne afløses af onlinemålinger ved brug af helt nye
sensorteknologier.

Grundfos, Unisensor, DTU og Københavns Universitet har med støtte fra Højteknologifonden udviklet en sensorteknologi, som kan spore forekomster af de to parasitter Cryptosporidium og Giardia i drikkevand.

Efter Højteknologifondprojektets afslutning har Grundfos sammen med Unisensor besluttet at gå videre med teknologien.

Postdoc ved DTU Veterinærinstituttet Mohammad Nafi Al-Sabi ved at teste en funktionsmodel af det parasitanalyseapparat, som er blevet udviklet i et højteknologifondsprojekt. Illustration: Tom Ingvardsen/DTU Veterinærinstituttet

Læs også: 'Problematisk' og 'bekymrende' at vandværker kan sende beskidt vand ud

Parasitterne står årligt bag talrige sygdomstilfælde verden over. I Danmark er parasitterne knap så stort et problem som andre steder, da vi har meget rent grundvand, men i lande som f.eks. England, Sverige og Norge, hvor der bruges overfladevand, er interessen for sådanne teknologier meget stor.

»En af udfordringerne med de to parasitter i drikkevandet er, at de er tolerante over for klor, som man bruger mange steder i verden til at sikre vandkvaliteten. Vi forventer derfor en stor interesse for at kunne monitorere mængden af parasitter,« fortæller forskningschef i Grundfos Ebbe Kruse Vestergaard.

Han kan dog ikke love, at varen er at finde på hylderne i den nærmeste fremtid.

»Der er tale om et projekt, der er meget tidligt i sin udvikling, men tanken er, at sådanne teknologier vil være en del af vore fremtidige løsninger,« siger Ebbe Kruse Vestergaard.

»I dag er vi et pumpefirma, men på længere sigt har vi en vision om, at vi vil se på andet end transporten af vandet og også sikre, at vandet, vi pumper, har den rette kvalitet. Dette giver os et behov for at kigge på fremtidens innovative løsninger både inden for sensorik og inden for vandrensningsteknologier,« siger han.

Sensorteknologien er så følsom, at den kan opfange en enkelt parasit i en liter vand.

»Sensoren, som er baseret på patenteret teknologi ejet af Grundfos og Unisensor, kan placeres forskellige steder i rensningsprocesser eller i distributionssystemer, hvor sensorerne kan registrere en eventuel forekomst af parasitterne, så forureningen kan inddæmmes. Det vigtigste parameter for os har været, at man skulle kunne detektere små koncentrationer hurtigt nok til at kunne slå alarm, inden folk bliver syge,« forklarer forskningschefen.

Identifikation af de forskellige parasitter er dog ikke helt fri for udfordringer, hvilket også har været en vigtig detalje for Grundfos, så forekomsten af falske positive kan undgås.

»Derfor har en vigtig del af projektet været udviklingen af en parasit-opkoncentreringsenhed, som kan frasortere enkelte parasitter fra mange liter vand, før en lille vandprøve sendes ind i sensoren,« uddyber Ebbe Kruse Vestergaard.

Dokumentation

DTU: Ny opfindelse sikrer drikkevand mod parasitter