Ground Zero: Den mest komplicerede byggeopgave i USA's historie

Da World Trade Center for ti år siden blev tilintetgjort, så det ud som en nærmest umulig opgave at få dette stykke jord på Manhattan til at blomstre igen. Men nu er bygherrerne godt på vej til at gøre Ground Zero til et nyt og sikkert handelscenter med rigelig plads til minder og eftertænksomhed.

På ti-årsdagen for 11. september vil første etape blive indviet af, hvad ingeniør og dokumentarist Danny Forster beskriver som det mest komplekse stykke byggearbejde i amerikansk historie. Han har fulgt byggeriet, mens han har været med til at filme Discovery Channels nye fredagsserie om Ground Zero "Rising: Rebuilding Ground Zero".

»Det er enormt. Der er tale om en lille ø, hvor der skal være endnu større skyskrabere end de forrige, og det er svært at få beton og stål derind,« siger han.

Læs også: Video: Se opbygningen af det enorme togknudepunkt under Ground Zero

»Der bliver selvfølgelig bygget skyskrabere over hele verden, men det er svært, når der samtidig skal gøres plads til underjordiske tog,« siger Danny Forster, som især tror, at haven ved mindesmærket og torvet, som vil 'flyde' over en del af transithallen til togene, vil imponere kommende besøgende.

Her vil to store firkantede grunde - hvor de to tvillingetårne tidligere stod - have vandfald hele vejen rundt i kanten og indgraverede navne på alle de omkring 3.000 mennesker, der mistede livet under angrebet den 11. september for ti år siden og under bombeangrebet i 1993.

Derudover bliver to nye tvillingetårne center for forretning sammen med tre mindre tårne, der tilsammen indgår i det nye World Trade Center. Det højeste af de nye tårne - One - vil blive på 102 etager og være 541 meter højt, når det er færdigt, og dermed lidt højere end det gamle tårn 1.

Men der følger en vis symbolik med det nye tårns højde, da 541 meter svarer til 1.776 fod - året for underskrivelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring. Dermed bliver det desuden USA's højeste bygning, mens tårn to bliver 411 meter og med 88 etager. Foreløbig er der bygget over 300 meter af Tårn 1.

Stor fokus på sikkerhed

Især sikkerhedsforanstaltningerne ligger naturligt nok arkitekterne meget på sinde, og derfor vil der blive tale de måske mest stabile skyskrabere i hele USA.

»Hvor mange skyskrabere har du hørt om, der laver hele kernen af bygningen i beton?,« spørger Danny Forster.

»Alle elevatorerne er bag beton, og der er brugt ekstra stærkt glas i byggeriet. Der er store udfordringer med sikkerheden, når stedet har været udsat for to angreb. Selv svejserne skal have så mange certificeringer, at der kun findes 20 af dem i hele New York,« fortæller han.

For at konstruktionen skulle være både smuk og sikker, blev der derfor støbt et betonfundament, som kan klare kraften af en 680 kilogram bombe og hæver sig hele 20 etager i vejret, og hvorpå resten er bygningen bliver opført. Helt præcist bliver der brugt betonet iCrete, som ifølge programdirektøren Lynda Tollner giver den stærkeste konstruktion i hele New York.

Ifølge Discovery Channel kan betonen på New Yorks gaders fortove klare 3.000 psi, mens højhusbeton kan klare 5.000 psi. iCrete skulle kunne klare 14.000 psi. Det er samme beton, der indhyller elevatorerne i bygningernes midte i et metertykt lag, så ikke engang trykluftsbor kan gennemhamre det. På den måde er det heller ikke op til 25 ton ståldragere alene at holde tårnet sikkert oprejst. Selv sprinklerne og ventilationsskakterne bliver beskyttet af beton.

Elevatorerne skal også slå alle rekorder i USA. På fart. 71 elevatorer bliver installeret af Thyssen Krupp Elevator Corporation i det store tårn, som hver skyder en fart af 610 meter i minuttet. Passagererne bruger så et identifikationskort i elevatoren til at blive sat af det rigtige sted, så ingen får mulighed for at vælge etager selv.

Antenne med morseblink

På toppen af tårnet bliver installeret en 124 meter høj antenne, som udgør toppen af de 541 meter, som tårnet rager op. Den vil ligeledes blive sikret og holdt stærk af kraftige kabler. Som en ekstra feature bliver det blinkende signallys i toppen af antennen sat til konstant at blinke at blinke morsekoden for bogstavet N - dvs. et langt efterfulgt af et kort blink - som står for New York.

Den store amerikanske mediekoncern Condé Nast, som bl.a. udgiver modemagasinerne Vanity Fair og Vogue har allerede lejet sig ind på en tredjedel af det første tårns areal - dog har de valgt bundarealet.

Danny Forster mener dog ikke, at højden på bygningerne vil skræmme fremtidige lejere til de øverste etager væk, netop på grund af alle de ekstra foranstaltninger.

Desuden bliver der arbejdet på et stort underjordisk knudepunkt for jernbane- og metrotrafik med en enorm transithal.

Transithallen på grunden til fodgængere, som skal rundt i området, kommer til at ligge mellem tårn 2 og 3. Det er bygget til at kunne femdoble kapaciteten af fodgængere til og fra området fra 50.000 til 250.000 om dagen. Disse mange mennesker kan bruge dette knudepunkt til at komme rundt på WTC-grunden eller fange metrostationer i nærheden.

»Den vil blive mere indflydelsesrig end Grand Central Station,« spår Danny Forster.

Læs mere om byggeriet af det nye World Trade Center i Ingeniøren fredag den 9. september.