Grønt er det nye sort: Europæiske energiselskaber har forstået budskabet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Grønt er det nye sort: Europæiske energiselskaber har forstået budskabet

Foto: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

2017 har været et bemærkelsesværdigt år for statens energi­selskab Ørsted, som vi indtil 29. oktober kendte som Dong Energy.

Den 2. februar annoncerede selskabet, at det sidste ton kul bliver skovlet ind i selskabets kraftværker i 2023. 24. maj blev det offentliggjort, at olie- og gasdivisionen bliver solgt til en temmelig ukendt schweizisk kemikoncern.

Og endelig blev navneskiftet meldt ud 2. oktober samtidig med budskabet om, at Ørsted vil være en 100 procent grøn virksomhed, der arbejder for, at hele verden skal køre på vedvarende energi. Forretningsområderne vil primært være off­shore-vind, biomassekraftværker samt salg og distribution af strøm.

Læs også: Dong Energy bliver til ... Ørsted

Også på et andet plan vakte selskabet berettiget international opsigt i 2017: Sammen med en tysk vindmølleudvikler indgav Ørsted i april et bud på at bygge et antal tyske havmølleparker med 0 kroner i tilskud, hvilket betyder, at selskabet tror på, at offshore-vindkraft i 2024 kan konkurrere med fossile elproduk­tionsteknologier.

Strategi- og kommunikationsdirektør Jakob Bøss fra Ørsted mener ikke, at selskabets nye grønne vision skal ses som en politisk udmelding:

»Vi ved, hvad energiteknologi koster i dag, og at de grønne teknologier i projekter, vi bliver tildelt i dag, er konkurrencedygtige med de sorte. Når vi så samtidig har en truende drivhuseffekt og en Parisaftale, som sætter en retning – så synes vi, det er vores pligt at blande os og stille dén viden til rådighed for borgere og beslutningstagere,« siger han.

Klik for at forstørre Foto: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

Jakob Bøss henviser til, at Ørsted faktisk siden 2008 har haft som langsigtet mål at blive et helt grønt energiselskab:

»Fremover vil vi gerne være med til at skubbe udviklingen i en grøn retning – også hos vores kunder og i samfundet generelt,« siger han.

Ørsted er ikke alene

Selvom Ørsted har været tidligt ude og vækker opsigt med sin grønne dedika­tion – også internationalt – så er selskabet langtfra alene om at engagere sig helhjertet i den gigantiske, grønne transformation af Europas energisystem.

Kigger man rundt i Europa, så bekræfter udmeldinger fra både enkeltselskaber (se boks) og fra Eurelectric, der er brancheorganisation for 3.500 europæiske elselskaber, at der er sket usædvanligt meget i 2017. Eurelectric annoncerede i april, at ingen af organisationens medlemmer – med undtagelse af Polen og Grækenland – har tænkt sig at bygge nye kulkraftværker efter 2020.

Læs også: Europæiske lande lover at kvitte investeringer i kulkraft i 2021

Samtidig lovede en enig organisation, at de er klar til at levere CO2-neutral el til hele Europa i 2050 – i tilstrækkelige mængder og til en konkurrencedygtig pris – og i juni offentliggjorde Eurelectric sammen med en række andre organisationer ‘Declaration of Electrification’, som opfordrer til at anerkende elektricitet som den vigtigste energibærer i et fremtidigt effektivt og CO2-neutralt Europa.

En elektrisk revolution

Anders Stouge, der er vicedirektør i de danske energiselskabers brancheforening, Dansk Energi, og sidder i Eurelec­trics bestyrelse, tøver ikke med at kalde de nye signaler fra Eurelectric for »lidt af en revolution«:

»Hvor Eurelectric tidligere repræsenterede en sur og bagudskuende sektor, så har virksomhederne nu indset, at elektrificering af varme- og transportsektoren og omstilling til vedvarende energi er noget, de faktisk kan tjene penge på,« siger han.

Ifølge Anders Stouge har selskaberne i Eurelectric erkendt, at hvis man skal have indflydelse på sin fremtid og sine vilkår, så bliver man nødt til at være en del af løsningen:

Hør interviewet med Sanne Wittrup i podcasten Transformator Special:

»Gigantiske prisfald på teknologier inden for vedvarende energi – der nærmest kommer af sig selv – hjælper jo processen på vej, men den afgørende driver er muligheden for at være en del af fremtiden og dermed kunne få indflydelse på den,« vurderer han.

WWF Verdensnaturfondens seniorrådgiver inden for klima og energi, Hanne Jersild, har fulgt udviklingen i Europa i mange år. Hun kalder de nye toner fra Eurelectric »værd at bide mærke i«:

»Hvis de europæiske energiselskaber virkelig helhjertet går ind i at investere i vedvarende energi, vil det selvfølgelig accelerere den grønne omstilling betydeligt. Men så skal de øgede investeringer i sol og vind også suppleres med konkrete planer for, hvordan selskaberne vil udfase deres kulkraftværker inden 2030. Det har branchen over én kam endnu ikke forpligtet sig til,« siger hun.

Eurelectrics generalsekretær, Kristian Ruby, erkender, at de europæiske energi­selskaber står i et dilemma, fordi de både vil investere i grøn omstilling og begrænse kulkraften – som i dag står for 25 procent af deres strømproduktion og samtidig 'fylder hullerne' i den svingende produktion fra vedvarende energikilder:

Hanne Jersild er WWF Verdens­naturfondens seniorrådgiver inden for klima. Hun har fulgt udviklingen i Europa i mange år og bider mærke i de nye meldinger fra de europæiske el­selskaber. Samtidig fremhæver hun dog, at øgede investeringer i sol og vind skal ledsages af konkrete planer for afvikling af kulkraft. Foto: Jesper Edvardsen

»Vi er meget optagede af at sørge for en rettidig udfasning af kulkraftværkerne. For tidlig udfasning vil skabe behov for en anden backup for den vedvarende energi, da hverken lagringsteknologier eller fleksibelt elforbrug i større målstok er realistisk før efter 2025. Og at bygge nye backup-gaskraftværker vil være en meget dyr løsning,« siger han.

Kristian Ruby tilføjer, at nye gaskraftværker ligeledes vil blive stående i mange år og dermed vanskeliggøre omstillingen til 100 procent vedvarende energi.

Hvem driver hvem?

Ikke desto mindre gik seks store europæiske energiselskaber i november endnu videre end de politisk fastsatte mål og opfordrede EU til at stramme ambitionsniveauet og ændre den gældende målsætning om 27 procent vedvarende energi i 2030 til 35 procent.

De seks virksomheder bag opfordringen var Ørsted samt italienske Enel, spanske Iberdrola, tyske EnBW, skotske SSE og portugisiske EDP, og deres begrundelse var, at det vedtagne mål vil sænke udbygningsraten og ikke »forløse det store potentiale i elektrificering af transport- og varmesektoren ved hjælp af billig, grøn strøm«.

Samtidig vurderede virksomhederne, at de uden skrappere mål vil miste de konkurrencefordele, som de har oparbejdet i de seneste ti år takket være de politiske krav.

Så da mindst 18 lande og regeringer i forbindelse med klima­topmødet i Bonn i november tilsluttede sig 'The Powering Past Coal Alliance' – hvorved de lovede at lukke eksisterende kulkraftværker senest i 2030 og ikke bygge nye værker uden CO2-rens og -lagring – virkede det ikke helt så banebrydende, som det ville have gjort for et par år siden.

Aftalen er dels ikke bindende; dels er den allerede forældet i nogle af de deltagende lande. For eksempel vil Frankrig udfase kullene i 2022, United Kingdom i 2025 og Portugal, Holland og Finland i 2030. Ligesom ejerne af de danske kulkraftværker selv har annonceret, at de vil stoppe med kulfyring senest i 2028.

Peter Karnøe, professor i innovation og bæredygtig omstilling ved Aalborg Universitet, mener dog ikke, at man skal undervurdere de politiske udmeldingers betydning for virksomhederne:

»Exitstrategier som for eksempel en dato for udfasning af kul er til stor hjælp for virksomhederne, fordi de eliminerer usikkerheden om fremtiden og entydigt slår fast, at kulkraft er på vej ud og ikke noget, som selskaberne skal beskæftige sig med mere,« siger han og tilføjer, at virksomhederne dermed for eksempel får mere sikkerhed for, hvad de skal bruge deres forskningsbudgetter på, og det er en stor fordel.

Foto: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

De 18 lande bag kulaftalen er – foruden Canada og United Kingdom – Danmark, Angola, Finland, Italien, Frankrig, Holland, Portugal, Belgien, Schweiz, Østrig, Luxembourg, New Zealand, Etiopien, Mexico, Costa Rica og Marshall Øerne – sammen med flere amerikanske delstater og regioner.

Investorerne rykker på prisfald

Når kursskiftet fra sort til grøn går så hurtigt hos de europæiske energiselskaber, så skal årsagen også findes i de gevaldige og hurtige prisfald på vedvarende energi­kilder og især på solceller, som verden har været vidne til de seneste år.

De faldende priser får investorerne til at rykke over mod de vedvarende energi­kilder og stille nye krav til selskaberne, påpeger WWF Verdensnaturfondens Hanne Jersild:

»Aktionærer og investorer begynder at kræve, at selskaberne forholder sig til, at solceller og vindmøller er blevet konkurrencedygtige alternativer til konventionel elproduktion og til, hvordan deres energimiks i det hele taget flugter med Paris-aftalen,« siger hun.

Bare siden 2010 er prisen på solcelle­kapacitet faldet 70 procent, og ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) voksede den globale solcellekapacitet i 2016 mere end nogen anden elproduktionsteknologi.

Det får IEA til i sin seneste fremskrivning at anslå, at der vil blive etableret 160 GW vedvarende energikapacitet hvert år frem mod 2040, og at to tredjedele af investeringerne i elproduktion i 2040 vil ske inden for sol-, vind- og vandkraft. Og i samme boldgade vurderer konsulenthuset Bloomberg New Energy Finance, at vedvarende energiteknologier vil løbe med hele 72 procent af nyinvesteringerne i el-kapacitet i 2040.

At den virkelige verden peger samme vej, fremgår af et netop overstået teknologineutralt udbud i Mexico, som handlede om leverance af i alt 5,5 TWh strøm. Her lå gennemsnitsprisen for strøm fra de vindende projekter på 13 øre per kWh med et billigste bud på bare 11 øre. Det kom fra det italienske energiselskab Enel, som dermed vandt retten til at bygge fire vindmølleparker på tilsammen 593 MW.

Til sammenligning ligger den danske spotpris på el primo december på 20 øre per kWh – og det vindende bud fra 2016 på at bygge den 600 MW store havmølle­park på Kriegers Flak i Østersøen lød på 37,2 øre per kWh.

Er der nogen der kan forklare hvorfor Polen bliver ved med at bygge kulkraftværker, selv efter at vind og sol er blevet så billigt?

Er det et spørgsmål om forsyningssikkerheden eller arbejde til folk i de sydlige kulrige bjergegne?

De er artikler om at der skal bygges store gasledninger, så det burde være billigere for dem at anvende en kombination af sol, vind og gas...?

  • 0
  • 0