Grønland hæver sig
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Grønland hæver sig

Grønland, Skandinavien og mange andre områder omkring Arktis hæver sig med nogle centimeter om året. Det har de gjort, siden istiden sluttede for over 10.000 år siden. Men hvor denne hævning generelt klinger af, så accelererede den i 2004 pludselig i Sydøstgrønland. Året før hævede området omkring lufthavnen Kulusuk sig 0,5 centimeter, men i 2004 blev det til 1,5 centimeter. Sådan har det været hvert år lige siden - og ikke bare ved Kulusuk. En 400 kilometer lang kyststrækning syd for lufthavnen viste sig kort efter at have hævet sig omkring fire centimeter i 2004, mod mindre end en centimeter året før.

Den korte forklaring er, at kystens indlandsis i 2004 på grund af den globale opvarmning mistede omkring 250 kubikkilometer is og sne - svarende til en halv millimeter dybere hav verden over. Og når man fjerner det, der tynger Grønland, så svupper landet op.

Overraskede forskere

Abbas Shfaqat Khan er geodæt ved Space Center i København og ankermand på undersøgelserne af den bratte landhævning. »Lige præcis ved kysten hæver landet sig med over fire centimeter om året, og jo længere du kommer væk, jo mindre bliver landhævningen,« forklarer han.

»På østkysten sker massetabet langs en 400 kilometer lang kyst, og her kan man måle hævningen op til 400 kilometer ude i havet og inde i landet.«

Præcis hvor stort løftet inde i landet er, hvor hurtigt hele indlandsisen forsvinder og mange andre detaljer, tør Abbas ikke komme ind på, for forskerne er endnu ved at analysere de første års data. Tallene skal renses, sammenkøres og publiceres, før de giver et samlet billede. Men rammen er tydelig. Isen forsvinder med stigende hast, for stadig flere mekanismer træder til og nogle af dem tænder igen nye og forstærker andre.

Tilsyneladende flyder isen ud i havet frem for at smelte og strømme bort, og i dag er fænomenet begrænset til Sydgrønlands østkyst. Men radarinterferometriske undersøgelser tyder på, at fænomenet spreder sig mod nord langs kysten. På Grønlands vestkyst ligger isen derimod højere oppe på fjeldene, så der slår atmosfæretemperaturen ikke igennem i dag.

Tropisk varme

»Der er to faktorer, som bidrager til, at polerne modtager så meget varme, når Jordens atmosfære varmer op,« forklarer Eigil Kaas forsigtigt. Han er professor ved Niels Bohr Institutet i København. »Den, man oftest hører om, er, at Arktis og Antarktis er dækket af is og sne, og når det smelter stadigt tidligere om foråret, ændrer jorden og vandet farve, så der bliver absorberet mere sollys i løbet af året. Det hedder is-albedo feedback.«

»Men der er en anden faktor, som bidrager lige så meget. Stiger temperaturen med en grad, så stiger det maksimale vanddampindhold i den med 6-7 procent. Da den arktiske atmosfære generelt indeholder langt mindre vanddamp end tropernes varme atmosfære, vil en stigning på 6-7 procent give en stigning i vanddampindholdet, som er meget større i troperne end på høje breddegrader.«

»Den forøgede forskel i koncentration medfører, at de almindelige vejrsystemer transporterer mere vanddamp mod Arktis, end de gør i dagens klima. Og når dampen kondenserer i Arktis, frigiver den varmen igen.«

Smurt is strømmer bort

Den varme atmosfære rammer indlandsisen via dens overflade, for her stiger afsmeltningen fra indlandsisens randområder. Det får gletscherne i Sydøstgrønland til at accelerere, men præcis hvordan det sker, undrer Christine Hvidberg sig over.

Hun er lektor på Niels Bohr Institutets afdeling for Is og Klima og arbejder med NordGRIP boringen og indlandsisens reaktion på klimaændringerne, og hun er sikker på, at smeltevandet må være nøglen.

»De ret hurtige ændringer i randen af indlandsisen kommer fra klimaændringerne, men hvis varmen fra atmosfæren selv skulle trænge ned i isen, ville det tage flere tusinde år,« forklarer hun entusiastisk. »Så når isen reagerer så hurtigt, så skyldes det smeltevandet. Man har faktisk målt isens hastighed med GPS i 2002, og man så, at hastigheden voksede et par dage efter en stor smelteevent på overfladen.«

»Så smeltevandet når formentlig en til to kilometer ned i isen, og nede ved bunden sænker det friktionen, så isen kan bevæge sig hurtigere. Isens hastighed kan øges op til fire gange, men vi ved endnu ikke, hvor stor betydning denne effekt har for indlandsisen på længere sigt,« beklager hun. Samtidig er hun åben for, at smeltevandet kan sætte andre mekanismer i gang.

Den opdagelse fik forskerne til at ændre det gamle billede af indlandsisen som en træg isklump, der er vokset fast til grundfjeldet nedenunder. I dag regner de den for et dynamisk skjold, der har vand ved en del af grænsen til jorden nedenunder, og som reagerer på klimaet omkring sig. Faktisk fandt Christine Hvidberg og kollegerne is fra forrige istid nederst i NordGRIP-boringen, og samtidig var der vand neden under det - selv her inde midt på Grønland.

»Formentlig stammer i hvertfald halvdelen af indlandsisens årlige massetab fra, at gletscherne kælver, men det hele er så nyt, at vi ikke bare kan putte det ind i en ismodel,« siger hun.

Begejstringen over det jomfruelige forskningsområde stråler ud af hende. Men det er alligevel tydeligt for hende, at det massetab, som i dag hæver Grønland, er resultatet af, at atmosfærens varme sender smeltevand ned i indlandsisen og på en eller anden måde speeder den op.

Elastiske klipper

At landet hæver sig, når isen forsvinder, er en kombination af to mekanismer, som tilsammen hedder 'viscoelastic flow'. Den hurtigste mekanisme består i simpel, elastisk deformation af klipperne, og den virker omgående. Princippet er som sålen under en gummisko. Når man tager et skridt, bliver sålen først højere og smallere, fordi kroppens vægt forsvinder, og derefter bliver den atter fladere og bredere, fordi vægten vender tilbage. I tilfældet på Grønland er det klipperne under Grønland og Nordatlanten, som ændrer formen lidt, nu hvor isen forsvinder. For klipper fra alle retninger bliver deformeret ind imod kystlinjen, hvor der er forsvundet nogle centimeter indlandsis.

Men klipper er ikke mere elastiske end som så, især ikke de kolde helt oppe ved overfladen. Så det er et meget stort område omkring kysten, som reelt bliver trykket med op. Derfor registrerer forskerne den ekstra hævning helt ud til 400 kilometer fra isranden.

Flydende undergrund

Den anden mekanisme i viscoelastic flow er i princippet den samme type væskestrømning, som får et isbjerg til altid at have ca. en tiendedel af sit volumen over havoverfladen. For hvis man skærer den oversøiske del af et isbjerg, så strømmer havvandet ind under det, fordi trykket her blev lavere, da den oversøiske top holdt op med at tynge. Og vandet strømmer til, ind til bjerget atter har skudt en passende top op over overfladen.

På helt tilsvarende vis ligger Jordens sprøde skorpe med sine kontinenter og flyder oven på sin hede, tunge kappe. Så når man fjerner toppen af et bjerg eller toppen af Grønlands indlandsis, så falder trykket ved grænsen imellem skorpen og kappen, og kappens klipper flyder derfor til.

Nu flyder klipperne i kappen ikke som vand. Der er mere tale om en langsom deformation eller krybning, så denne mekanisme er langsom. Faktisk er det en sådan flydning i kappen, som gør, at Grønland, Skandinavien og mange andre områder stadig hæver sig nogle centimeter om året efter sidste istid, selv om den sluttede for over 10.000 år siden. Denne flydning er uelastisk, så hvis man lægger isen tilbage, så springer klipperne ikke bare på plads. De flyder blot langsommeligt bort igen.

At Grønland hæver sig op af Nordatlanten giver ganske vist land på lang sigt, men ikke så hurtigt, at Grønland kan gøre krav på ekstra ressourcer på havbunden. Kravene skal nemlig være rejst senest i 2014, og der er ikke meget håb i de mellemliggende 24 centimeter.

Til gengæld giver det alverdens klima- og miljøministre et nyt spektakulært udflugtsmål. For ud over at området demonstrerer endnu en uventet konsekvens af klimaforandringerne, så viser det også et alvorligere problem meget tydeligt. Selv om vi har undersøgt indlandsisen grundigt i mange år og har rigtig gode modeller for dens bevægelser, så duer de modeller ikke nødvendigvis, når forholdene ændrer sig.

Derfor kan forskerne blive nødt til at tage nye midler i brug. For eksempel har forskere fra Nasas Jet Propulsion Laboratory her i efteråret sat 90 gule badeænder fri inde på Jakobshavn Isbræ, mærket med en e-mail adresse samt ordene 'videnskabeligt eksperiment' og 'dusør' på engelsk, dansk og grønlandsk. Håbet er at blive kontaktet af, hvem der nu måtte finde ænderne, og ad den vej få nye data til en ismodel for indlandsisen i en varmere æra.