Grønt lys til at flyve med Dreamliners nydesignede lithium-ion-batterier
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Grønt lys til at flyve med Dreamliners nydesignede lithium-ion-batterier

Boeing har nu fået gennemtestet det nye design af lithium-ion-batterierne til 787 Dreamliner, som derfor i princippet skulle kunne være klar til at flyve om en uges tid, skriver Reuters.

Designet, som ifølge nyhedsbureauet består af over 80 ændringer i forhold til det oprindelige, indeholder blandet andet en tre-lags batteribeskyttelse med udluftning.

Læs også: Dreamliner på vej mod genindsættelse i juni

Batterierne er leveret af japanske GS Yuasa Corp., og de består af et cluster med otte individuelle celler, som er pakket sammen i én kasse.

En indkapsling af rustfrit stål skal blandt andet forhindre, at varme, røg og ild kan sprede sig, hvis noget går galt. Batterierne og laderne skal desuden udstyres med nye komponenter, foruden at produktions- og testprocedurerne har fået et løft.

F.eks. skal batterierne nu igennem ti forskellige test på batterifabrikken, og der er blevet sat nye og snævre grænser for, hvor meget og hvor lidt batteriet må være opladet. Laderen vil også blive modificeret, så den stresser batteriet mindre under opladning.

Sådan vil Boeing fikse problemerne med Dreamliner-batterierne. Illustration: Boeing

Anden del af forbedringerne går på at isolere de enkelte battericeller bedre fra hinanden og fra batterikassen. Derfor bliver hver celle pakket ind i et isolerende materiale. Kabler og kabelrør bliver erstattet af nye, der er mindre følsomme over for varme.

Der er også blevet sat en ny lukkemekanisme på den metalplade, som forbinder de otte celler i batteriet. Desuden er der blevet boret små huller i bunden af batterikassen, som kan lede fugt væk, og lidt større huller i siden vil give en eventuelt overophedet celle mulighed for at ventilere.

Læs også: Dreamliner på vingerne for første gang i to måneder

Ifølge en meddelelse på Boeings hjemmeside godkendte de amerikanske luftfartsmyndigheder designet fredag, hvilket betyder, at Boeings amerikanske Dreamlinere er klar, når modificeringerne er på plads.

Det kommer ifølge Boeing til at tage omkring fem dage at udskifte delene i hver af de 50 Dreamlinere, som foreløbig er solgt. Derfor vil de første snart kunne komme på vingerne, men formentlig vil der blive foretaget testflyvninger, før passagerer bliver inviteret med om bord.

Amerikanske United Airlines vil sætte Dreamlineren ind i flyveplanen fra den 31. maj, og en af de første flyvninger bliver fra Denver, Colorado, til Japan først i juni, hvis ellers rettelserne er implementeret.

Hvad angår de fly, der er købt af flyselskaber uden for USA, skal de lokale myndigheder i de lande godkende det nye batteridesign. Japanske flyselskaber har aftaget næsten halvdelen af de producerede Dreamlinere, og lige nu er ti hold Boeing-ingeniører klar til action rundt om i verden.

For to uger siden testfløj Boeing det nye design i omkring to timer med 11 mennesker om bord.

Problemerne for Boeings komposit-fly startede den 7. januar, da et batteri i en amerikanskejet Dreamliner overophedede og brød i brand kort efter landing. Ni dage senere var det japanske Nippon Airways, der sikkerhedslandede et fly på grund af en fejl i batteriet.

Efterfølgende blev samtlige 50 Dreamlinere groundet, og det anslås at have kostet Boeing over tre milliarder kroner allerede på nuværende tidspunkt.

Ifølge avisen Los Angeles Times har Boeing 890 ordrer på Dreamlinere, som hver koster over en milliard kroner. Boeing har endnu ikke sendt de modeller ud til kunderne, som er blevet bygget i 2013, da de først skal opgraderes med det nye design og testes, men Boeing regner ikke med, at batteriproblemerne i sidste ende vil får store økonomiske konsekvenser for virksomheden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

...

F.eks. skal batterierne nu igennem ti forskellige test på batterifabrikken, og der er blevet sat nye og snævre grænser for, hvor meget og hvor lidt batteriet må være opladet. Laderen vil også blive modificeret, så den stresser batteriet mindre under opladning.

Ti mod en på at batterierne er blevet over(op)ladet over længere tid - det er dette, der har ført til nedbrydningen af cellerne og den efterfølgende brand.

Just my $0.02.

  • 1
  • 0

Det tankevækkende er så, hvis det er overopladning der er problemet, at Boeing talsmand har udtalt "It is possible we will never know the root cause.". Er det måske sådan at de helst ikke ønsker at finde fejlen?

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten