For første gang siden etableringen i 2009 investerede FN’s Green Climate Fund i november i grønne projekter og klimatilpasning i udviklingslande.
Annonceringen af medfinansiering af otte projekter er et positivt fremskridt for fonden, som både industri og udviklingslande regner for en central institution i forhold til klimafinansiering. Men klimafonden er fortsat udfordret.
Klimafonden har haft en træg begyndelse. Dens rødder i internationale organisationer fremstår tydeligt og betyder blandt andet en uhensigtsmæssigt langsom beslutningsproces med krav om konsensus, pointerer administrerende direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen. Han sidder i klimafondens rådgivningsgruppe Private Sector Advisory Group.
Torben Möger Pedersen mener, at den grønne fond nu skal fokusere på at leve op til sit ansvar som central aktør.
»Det vigtigste er nu, at momentum holdes, og man får set på, hvordan man yderligere kan begrænse bureaukrati og adgangsbarrierer, så tempoet i investeringerne kan øges – uden at der gås på kompromis med kvaliteten af projekterne og integriteten hos de samarbejdspartnere, fonden vælger. Derudover vil det være hensigtsmæssigt, at fonden bevæger sig opad i projektstørrelse,« siger han.
En andet problem ligger internt i udviklingslandene, hvor investorerne holder igen på grund af lokale projektudviklere.
»Projektudviklerne i mange udviklingslande lever endnu ikke op til de standarder, som GCF, udviklingsbanker og f.eks. institutionelle investorer kræver,« fremhæver Torben Möger Pedersen.
Den Grønne Klimafond adskiller sig fra andre lignende funding-initiativer, ved at udviklingslande og industrilande er lige repræsenteret i bestyrelsen. Det betyder, at udviklingsnationerne har stor indflydelse på fondens investeringer. Af den grund ser en lang række udviklingslande gerne, at en stor del af finansieringen kanaliseres gennem klimafonden.
»Mange ulande vil gerne have, at finansieringen af grøn omstilling og tilpasning til klimaforandringer i udviklingslande går gennem klimafonden, fordi disse lande er bange for, at industrilande primært fokuserer på profitable erhvervsinitiativer,« forklarer klimapolitisk rådgiver hos Greenpeace Jens Mattias Clausen.
Ulande vil under COP21 arbejde for at få de udviklede nationer til at kanalisere flest mulige midler gennem fonden, men modsat vil industrilandene ikke forpligtige sig til konkrete mål for, hvor mange penge fonden skal have efter 2020.
Udviklingsnationernes vægt på den grønne klimafond skyldes især, at fonden fordeler dens investeringer 50/50 mellem finansiering af projekter, der henholdsvis sikrer omstillingen til grøn energi samt støtter udviklingslandene i deres indsats mod klimaforandringer.
Initiativer, som skal hjælpe ulande med at begrænse lokale konsekvenser af klimaændringer, er nemlig ikke særligt attraktive for investorer, da de potentielle økonomiske gevinster er mindre end ved investeringer i grønne teknologier.
Grunden til, at både i- og ulande anser fonden for at være essentiel for klimafinansieringen, er blandt andet, at fonden lægger vægt på at inddrage private investorer.
Institutioner som eksempelvis banker kan søge om tilladelse til at ansøge om støtte gennem fonden. Det betyder, at et en bank som Deutsche Bank, der har fået såkaldt akkreditering, kan ansøge om medfinansiering af projekter, som ellers ikke ville have stor appel til private investorer.
Energieffektivisering er et eksempel på et område, hvor projekter under Den Grønne Klimafond kan samle en række effektiviseringsprojekter, så de får en størrelse, der gør det mere attraktivt at investere for institutionelle investorer – som Den Interamerikanske Udviklingsbank har gjort i Latinamerika, hvor et stort projekt er blevet godkendt af fonden.
Samtidig kan fonden eksempelvis stille bankgarantier for lokale virksomheder. Banker, som ofte er tilbageholdende med at låne penge til energieffektiviseringsprojekter for lokale virksomheder i ulande, kan således udstede lån til lokale små og store virksomheder til investering i grøn teknologi.
Fondens kapital stammer hovedsagligt fra industrilande med få undtagelser som Mexico, Panama og Indonesien. Bidragslandene har samlet leveret løfter om 10,2 milliarder dollars, men omkring 40 pct. mangler endnu officielt at blive indleveret til klimafonden.
Danmark har forpligtiget sig til at give fonden 504 millioner kroner.
Tidligere i november offentliggjorde Green Climate Fund, at bestyrelsen havde godkendt de første otte projekter. Eksempelvis tildeles østaten Maldiverne omkring 165 millioner kroner til at tackle mangel på drikkevand som resultat af klimaforandringer, mens Bangladesh modtager 281 millioner til at forbedre infrastrukturen, så den kan modstå klimaændringer.
