Grønlands regering i strid med australiere om mine til sjældne jordartsmetaller
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Grønlands regering i strid med australiere om mine til sjældne jordartsmetaller

Det australske Tanbreez-projekt, som på forhånd var udset til en hurtig og uproblematisk realisering i Sydgrønland, er nu genstand for en tilspidset konflikt med Grønlands regering, Naalakkersuisut.

Tanbreez Minings ejer, Greg Barnes, har beskyldt Naalakkersuisut for ineffektivitet og forhaling af selskabets ansøgning om at udnytte de sjældne jordartsmetaller fra forekomsten Kringlerne mellem Narsaq og Qaqortoq.

Men nu tager regeringen handsken op for at ‘korrigere og balancere de mange ukorrekte påstande’, meddeler Naalakkersuisut, der både er utilfreds med at gå glip af 160 arbejdspladser til forarbejdning og med det australske selskabs hullede miljødokumentation.

Giftmålinger mangler

Ifølge regeringen har Tanbreez været for dårlig til at beskrive de miljømæssige konsekvenser af mineprojektet. Eksempelvis mangler målinger af, hvor giftigt affaldet er. De toksikologiske målinger skal sikre, at fiskene i Lakseelv ikke tager skade af deponeringen.

Der mangler også prognoser for støvspredning og for, om man kan bruge vandkraft. Materialet, der heller ikke var afleveret på de korrekte sprog, karakteriseres af Naalakkersuisut som ‘mangelfuldt og fragmenteret’.

Da Tanbreez i februar i fjor som det første mineselskab sendte sin endelige ansøgning til det daværende Råstofdirektoratet (nu Råstofstyrelsen) om at udvinde mineralerne eudialyt og feldspat, så alt endnu godt ud.

Dokumentationsrapporterne var igennem måneder udformet i dialog med myndighederne. I modsætning til naboprojektet i Kvanefjeld var mineralerne ikke forbundet med uran, og stemningen omkring Tanbreez-projektet derfor ikke præget af lokal frygt for de miljømæssige konsekvenser af at bryde uran.

Grønlændere kan bryde sten

Desuden ville Tanbreez formentlig ikke komme til at beskæftige én kineser. Derimod bliver op mod 90 procent af de ansatte efter alt at dømme grønlandsk arbejdskraft og skandinavere for resten, sagde selskabet dengang.

Men lige præcis den lokale beskæftigelse er åbenbart godkendelsens anden anstødssten. Tanbreez har nemlig afvist at oparbejde mineralerne i Grønland og har ikke ‘sagligt dokumenteret, hvorfor dette ikke skulle være muligt’, til trods for, at ‘det er et centralt element i råstofloven, at oparbejdning som udgangspunkt skal foregå i Grønland for at få flest mulige lokale arbejdspladser’, skriver Grønlands regering.

Derimod går mineselskabets udspil ud på at lægge hovedparten, dvs. cirka 160, af arbejdspladserne i udlandet, mens de knap 80 arbejdspladser i Grønland er begrænset til den grundlæggende stenbrydning.

For at komme videre har Naalakkersuisut krævet en VVM, dvs. miljøundersøgelse, af videre mulig forarbejdning i Grønland. Det har Tanbreez afvist, og dét, siger regeringen, er ulovligt. Man må ikke ‘se bort fra de undersøgelser og analyser, som skal sikre en samfunds- og miljømæssigt bæredygtig minedrift’.

Hurtigere end Sverige og Canada

Til anklagen fra Tanbreez om langsommelig sagsbehandling svarer Naalakkersuisut, at det anerkendte canadiske institut Fraiser, der sammenligner minejurisdiktioner, i sin seneste undersøgelse placerer Grønland på en samlet 23. plads ud af 112 minelande. Faktisk er landets administration mere effektiv end canadiske og australske delstater som Ontario og New South Wales, både hvad angår transparens, fair processer, ikkekorrupt administration og rettidighed.

Beskyldninger fra Greg Barnes om, at Grønlands regering forhaler mineselskabets ansøgning, har længe føget gennem luften. (Foto: Tanbreez Mining.) Illustration: tanbreez

Mens sagsbehandlingen i Sverige og Canada f.eks. kan tage 18 og 24 måneder, kan den i Grønland klares på 12 måneder, såfremt alle kriterier er opfyldt i mineselskabets ansøgning, fastslår Grønlands regering, som ‘derfor ikke kender det billede, som Tanbreez tegner af Grønland’.

500.000 ton pr. år

Tanbreez-minen skal anlægges som en overflademine, hvor lagene bliver sprængt af efterhånden. Tanbreez Mining har i først omgang søgt om tilladelse til at bryde 500.000 ton pr. år i ti år og udskibe 200.000 ton feldspat-koncentrat og 100.000 ton eudialyt-koncentrat. Men der er potentiale til mange flere, fordi mineralerne eudialyt og feldspat er overalt i området.

Eudialyt indeholder cirka 10 procent zirconium, 0,4 pct. niobium, 0,2 pct. tantal, 0,3 pct. hafnium og 2 pct. sjældne jordartsmetaller. I forhold til de fleste andre sjældne jordartsmineraler har eudialyt et større indhold af de økonomisk vigtige, tunge sjældne jordarter samt yttrium, hvilket gør mineralet specielt attraktivt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ikke så meget fordi junior-mineselskabet Tanbreez oprindeligt afleverede en ansøgning om udvindingstilladelse i marts 2012, som vitterligt var ’en ommer’. Først 15 måneder senere, august 2013, var selskabet i stand til at aflevere en ansøgning, som opfyldte minimumskriterierne. På det grundlag blev der gennemført en offentlig høringsproces fra september 2013 til januar 2014.

Næh, det mest interessante ligger i, at råstofministeren anfører: 1) at selskabet har afvist at foretage videre oparbejdning af mineralerne i Grønland, 2) at selskabet endnu ikke har fremsendt tilstrækkelig saglig dokumentation for, hvorfor dette ikke skulle være muligt, og 3) at selskabet har afvist at lave en VVM af en videre mulig forarbejdning i Grønland. Ja, ministeren fremhæver ligefrem, at det ikke er lovligt at tilsidesætte lovgivningens krav om samfunds- og miljømæssig bæredygtig minedrift.

Set udefra er det vanskeligt at afgøre, hvorvidt Tanbreez tænker mest på at minimere sit investeringsbehov eller ’bare’ på at maksimere rentabiliteten af sit projekt, eller om selskabet rent faktisk primært ønsker at minimere projektets ’footprint’. Det vil alt andet blive (meget) større, hvis der på siten ved Kringlerne udover brydning, knusning og et par runder separering også skal opføres et REE-’raffinaderi’.

Beslutning om minedrift eller ej er en kompliceret afvejning af mange forhold: Udover tonnage, lødighed og geometri af forekomsten skal man nøje vurdere projektets natur- og miljøpåvirkninger, behovet for investeringer og arbejdskraft, etc. Disse faktorer indvirker på projektets rentabilitet og dermed om man rent faktisk kan få projektet finansieret og altså realiseret.

På den ene side vil ’videre forarbejdning i Grønland’ bl.a. give flere arbejdspladser, men hvor mange af dem kan besættes af grønlandsk arbejdskraft? Det vil også betyde, at evt. værdibaseret royalty vil spytte mere i kassen, fordi man eksporterer produkter, som befinder sig længere oppe i værdikæden. Men på den anden side vil det også føre til et større ’footprint’ i det berørte område. Og kan man finde den rette balance mellem miljø, natur, arbejdspladser, driftsøkonomi og samfundsøkonomi?

Og virker det ikke som ’omvendt bevisbyrde’, når råstofministeren insisterer på, at det er Tanbreez der skal fremlægge saglig dokumentation for, at ’videre forarbejdning’ i Grønland ikke er mulig. Alt er muligt, men kan det betale sig? Hvad er mest samfunds- og miljømæssigt bæredygtigt: At tvinge et mineselskab til at lave et REE-raffinaderi eller lade dem eksportere halvfabrikata til oparbejdning i udlandet?

Det var stigende miljøbevidsthed i vestlige lande inklusive USA, som førte til, at man fra 1985 til 2005 lukkede det ene ’REE-raffinaderi’ efter det andet. Derved ’kom man godt nok til' at forære Kina et de facto monopol, fordi man der havde og stadigvæk har lavere miljøstandarder. Men er det også lavere miljøstandarder, der skal til for at skabe samfundsmæssig bæredygtig udvikling i Grønland? Det lyder selvmodsigende, gør det ikke?

Handler dette i virkeligheden om, at Tanbreez ønsker, at de grønlandske myndigheder maler sig op i hjørnet, så bordet fanger, når der om X år måske skal tages stilling til konceptet for udvikling af en ’multi-mine’ (uran og REE) på Kvanefjeldet? Her har et andet australsk junior-mineselskab, Greenland Minerals and Energy Ltd. (hvor Greg Barnes forresten stadigvæk også er aktionær), foreløbigt lagt op til et koncept med ’minimum footprint’, så der i givet fald skal eksporteres halvfabrikata til fremstilling af ’yellow cake’ udenfor Grønland. Men tænk nu hvis GMEL måske kun har gjort det på skrømt? Fordi man – muligvis ligesom Tanbreez – ønsker at få grønlænderne til at sige: Hvis vi skal have en mine, både på Kvanefjeldet og på Kringlerne, så lad os da få dem med fuld musik!

  • 3
  • 0

Jeg kan muligvis gøre sagen lidt klarer: på Tanbreez oplysningsmøde i Nuuk i efteråret 2013 blev Greg Barens spurgt om muligheden for at videreforarbejde i Grønland her er hvad han sagde:

"It will include a lot of acid, there is icebergs i south greenland, meaning you would have to have a Ice-class, acid-ship - there is not one build - and if you built it, no one would use it since it is much too slow and expensive. Besides in development countries you can sell your side-products, you can use and sell your acid waste. Here (Grønland) you would have to do a lot of depositing - in Greenland you would have to transform it and bury it - since it is to expensive to have it sailed to back to Europe.

  • 3
  • 0

Ansgar, jeg deltog ikke i det møde. Godt at du gjorde.

Jeg undrer mig lidt over det, som du citerer Greg Barnes for at have sagt.

Han burde jo, bedre end de fleste, vide at GMEL, ovre på den anden side af Skovfjorden, i sit (oprindelige, prefeasibility study, maj 2012) koncept for en multi-mine på Kvanefjeldet forestiller sig, at der skal bygges to kemiske anlæg, et til at lave svovlsyre og et andet til at lave en stærk base, natriumhydroxid (NaOH), på basis af importerede råvarer. Der er tale store mængder: 1070 tons svovlsyre og 323 tons NaOH, pr. døgn! Syren skal, i givet fald, bruges til at vriste visse af de interessante mineraler ud af den nedknuste og sorterede malm, og den stærke base skal bruges til at neutralisere tailingen inden deponeringen i søen Taseq. Ergo behøver man ikke nødvendigvis at skulle importere syre i isforstærkede specialtankere, som ingen endnu har bygget.

Men dette med 'to kemi-fabrikker på Kvanefjeldet' undlod GB åbenbart at komme ind på - for ikke at afspore diskussionen om en mere simpel minedrift på Kringlerne.

  • 0
  • 0

Øh, det lyder utroværdigt! - Kan vi (hvis det er rigtigt) få forklaret, hvad så store mængder skal bruges til, og hvorfor det er nødvendigt?
Er der evt. tale om recirkulation, der kan nedbringe mængden?

  • 0
  • 0

Her kommer det relevante afsnit fra prefeasibility study (nederst side 27):

"2.6.2.5 Reagent Supply
Sulphuric acid will be generated onsite from raw sulphur to produce concentrated 98% sulphuric
acid and steam for use in the hydrometallurgical plant. The capacity of the sulphuric acid plant is
1070 tonnes per day at 100% basis.
The process of HCl production commences with a chlor‐alkali plant. A saturated sodium chloride
solution is produced by dissolving salt in a recirculating chloride solution. This solution is
decomposed in banks of electrolytic cells to produce chlorine gas, hydrogen gas and NaOH in the
form of a 32% w/w solution. The NaOH production capacity of the chlor‐alkali plant is 323 t/day
(100% NaOH basis) and will consume approximately 25 MW (drawn power), which represents
approximately 40% of the total electrical power demand."

  • 0
  • 0