Grønlands råstofplaner er under tidspres

Det er ved at være sidste udkald for at begynde at udvinde de sjældne jordartsmetaller, der er altafgørende for grøn teknologi. Når det sydgrønlandske Kvanefjeldprojekt åbner i 2017, sker det nemlig til et marked, der allerede er knap så sultent efter de strategisk vigtige råstoffer, som det var for bare to år siden, fastslår statsgeolog Karen Hanghøj, der er chef for Geus’ afdeling for petrologi og malmgeologi:

»De sjældne jordartsmetaller er overhovedet ikke sjældne. Inden for de næste fem til syv år har markedet måske plads til, at der bliver åbnet 5-10 nye miner, men over 200 mineprojekter er under forberedelse. Mange steder i verden løber man nu hurtigt for at få dem i produktion. Hvis de alle sammen bliver til noget, falder prisen helt absurd. Så nu gælder det ikke om at have de sjældne jordartsmetaller i jorden, men om at få dem brudt.«

Men det australske mineselskab Greenland Minerals & Energy (GME), som hidtil har investeret en halv milliard af i alt forventede 2,5 milliarder kroner i Kvanefjeld-projektet, har pænt måttet vente på det grønlandske parlament Inatsisartuts beslutning om at ophæve 30 års kutyme for nultolerance over for uran og andre radioaktive mineraler i forbindelse med udvinding af råstoffer fra undergrunden.

Det er nemlig ikke bare teknisk umuligt at udvinde sjældne jordartsmetaller uden at udvinde uran fra Kvanefjeld – de sjældne jordartsmetaller, der i virkeligheden er 17 forskellige grundstoffer, sidder nemlig i samme mineral som de radioaktive grundstoffer uran og thorium. Det australske mineselskab er også afhængig af den biindtægt, som uranen giver.

Den mine, GME vil åbne i 2017, bliver ifølge administrerende direktør Shaun Bunn en af verdens største multiminer for zink, uran og sjældne jordartsmetaller. Ifølge GME’s egne tal er sjældne jordartsmetaller minens økonomiske hovedprodukt og udgør godt 70 procent, mens uran udgør 20-30 procent. Dermed fylder uran nok til, at projektet heller ikke økonomisk kan lade sig gøre uden uran.

Uran giver stabil indtægt

»Det interessante ved uran er, at det – i modsætning til f.eks. guld og kobber, der er afhængig af hastigt svingende markedspriser – typisk forhandles på langtidskontrakter på helt op til ti år. Det giver en meget stabil indtægt,« oplyser Karen Hanghøj fra Geus, der rådgiver både den danske og den grønlandske regering om bl.a. brydning og efterforskning af uran. Får GME en urankontrakt i hus, er husholdningsbudgettet sikret.

Med omkring 575 millioner pund uran udgør Kvanefjeld ifølge den grønlandske råstofstyrelse verdens femtestørste uranreserve. Op til den politiske behandling af at ophæve nultolerancen har der derfor været meget debat om, hvorvidt uran bliver brudt som et hoved- eller et biprodukt. I essensen er der imidlertid ingen forskel. Enten bryder man uran, eller også gør man ikke.

Dagens med spænding imødesete afstemning i Inatsisartut (landstinget) er baseret på en regeringsbestilt ekspertrapport om de sundheds- og sikkerhedsmæssige konsekvenser af at håndtere radioaktive stoffer. Og afstemningen har netop medført en sprængning af regeringskoalitionen, fordi et medlem af det lille parti PI ikke vil stemme for. Eftersom der stadig er to stemmers flertal for at ophæve nultolerancen, ender resultatet formentlig med et ja.

Afstemningen om ophævelsen af nultolerancen har siden åbningen af samlingen 13. februar i år været programsat til i aften dansk tid, og det har været regnet for sikkert, at Naalakkersuisut (selvstyret) ville ophæve uran-nultolerancen. Ikke desto mindre har der til det sidste været protestmarcher imod og fakkeltog for at ophæve nultolerance-politikken, for beslutningen har fået symbolværdi – på den ene side for økonomisk frigørelse fra Danmark og på den anden for rovdrift på naturens rigdomme.

Skarp grønlandsk retorik

Retorikken over for Danmark har været skarp, som når råstofminister Jens-Erik Kirkegaard har slået fast, at Danmark ikke skal blande sig i grønlandsk uraneksport:

»Grønland har overtaget råstofområdet og har suveræn ret over det. Det er ikke som under den kolde krig, hvor frygten for atombomber var stor,« sagde Kirkegaard f.eks. i april til Ingeniøren.

Grønlands udsigt til at blive en betydelig uraneksportør har da også, ifølge Cindy Vestergaard, ph.d. og forsker i forsvars- og sikkerhedspolitik ved DIIS, stillet både Grønland og Danmark over for helt nye udfordringer:

»Hvis man vil producere uran, må Grønland og Danmark sammen udtænke tilsynsmyndighed og et system, der kan regulere sikkerheden omkring udvinding og eksport af uran,« har hun tidligere sagt til Ingeniøren.

Danmarks klare rolle

Derimod betyder det ikke noget for Danmarks tilgang til grønlandsk uraneksport, at GME ikke vil eksportere ren uran, men uranoxid eller 'yellow cake' fra Grønland. For yellow cake er nukleart materiale og som sådan omfattet af alle internationale konventioner. Rettesnoren er nemlig, at uran skal klassificeres som nukleart materiale, når det er kemisk forarbejdet.

Danmarks klare rolle, selv om den p.t. er til voldsom diskussion, er begrundet i, at Danmark på kongerigets vegne har underskrevet diverse konventioner som ikke-spredningsaftalen.

Derfor var essensen i en tre uger gammel rapport fra uranarbejdsgruppen med danske og grønlandske myndigheder da også, at udvinding og eksport af uran kræver en dansk-grønlands samarbejdsaftale om udvinding og eksport af uran. Aftalen skal omfatte gensidig underretning af alle relevante oplysninger for netop at sikre rigets udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser.