Grønland mister 375 kubikkilometer is om året

Nye forskningsresultater viser, at 375 kubikkilometer is smelter årligt i Grønland. Sammenlagt med den smeltende is i Antarktis flyder der nu 500 kubikkilometer is ud i verdenshavene på årlig basis, skriver BBC.com

Det er en fordobling siden 2009, lyder det fra Angelika Humbert fra det tyske Alfred Wegener Institut. Hun er en del af det forskerhold, der har kortlagt den smeltende is i Grønland.

Forskerne har ikke beregninger af, hvor meget den smeltende is får vandstanden til at stige, men estimerer alligevel, at det må være omkring en millimeter om året.

Undersøgelserne af den smeltende is er gennemført med data fra den europæiske satellit CryoSat. Den blev sendt i kredsløb i 2010 med radarudstyr, det gør det muligt at måle formen på polarisen.

Med to års dataindsamling lykkedes det forskerne at opbygge en digital model af Grønland og Antarktis. Modellen over Grønland består af 14 millioner individuelle højdemålinger, mens der er 200 millioner punkter i Antarktis-modellen.

Forskerne har derefter sammenlignet deres model med lignende data fra et amerikansk projekt, der fandt sted mellem 2003 og 2009. På den måde var det muligt at beregne, hvor meget is der er forsvundet.

Her oplever Grønland det største tab af is på 375 kubikkilometer om året med en usikkerhed på 24 kubikkilometer. Størstedelen af afsmeltningen sker i det vestlige og sydlige Grønland.

I Antarktis smelter der omkring 128 kubikkilometer is om året med en usikkerhed på 83 kubikkilometer.

Et forskerhold fra Storbritannien har for nylig fundet frem til lignende resultater. Det samme gør sig gældende for den amerikanske Grace-mission, som bruger en anden type satellit.

Kilde bbc.com