Gruopvækkende fotos fra Japan spredte sig i slutningen af tresserne som ringe i klodens vande. Billederne viste arbejdere og børn fra fiskerlejet Minamata nær den kemiske fabrik Chisso Corporation.
Fabrikken udledte fra 1932 til 1968 spildevand med kviksølv. Det naturlige metal sank til bunds i havet, hvor bakterierne på bunden omdannede det til det giftige methyl-kviksølv, som så igen blev spist af fisk.
Efterhånden viste effekten sig. Methyl-kviksølv er fedtopløseligt og blev derfor lejret i fedtholdige organer såsom hjernen. En ny generation blev født med blyforgiftning, lammelser og skader i nervesystemet. 1.784 personer døde.
»Man var slet ikke klar over på det tidspunkt, at kviksølv kunne blive omsat på den måde. Så da vi på Grindstedværket hørte om Minamata, tænkte vi: Gud ved, hvordan fiskene i Grindsted Å egentlig har det? Sammen med myndighederne lavede vi så undersøgelser af fisk og forsøgsfisk i Grindsted Å, Holme Å, Varde Å og søen ved Karlsgåde Værket. Og man fandt metyl-kviksølv der,« fortæller John Tøffner-Clausen.
I 1965 blev han ansat som spildevandsingeniør på Grindstedværket. Ene mand skulle han finde ud af, hvordan det giftige affald fra produktionen af organiske kemikalier skulle deponeres. Otte år senere i 1973 skiftede John Tøffner-Clausen job. Da havde han 20-25 mænd under sig til at løse spildevands-opgaven.
Koncentrerede sig om sø og åer
Grinstedværket havde i den periode tilladelse til at lede giftigt materiale ud i naturen. 140 liter spildevand blev hver dag hældt ud enten via Grinsted Å eller læsset på grå tankbiler, som kørte fra Grindstedværket via Varde ud til depotet Kærgård Klitplantage mellem Vejers Strand og Henne Strand ved Nordsøen.
»Problemet med kviksølv i åerne og søen var akut, så derfor koncentrerede vi os om dem. I princippet var der ellers ikke forskel i kviksølvindholdet i det spildevand, som kom ud i Varde Å eller Grinsted Å, og det, som kom til Kærgård Klitplantage. Forskellen var, at det gav problemer for fiskene, hvorfor det kom fiskeforbud, mens Nordsøen så at sige var en mere robust repicient. Hverken vi eller myndighederne skænkende derfor Kærgård Klitplantage en tanke,« erindrer John Tøffner-Clausen, som i dag er 70 år gammel og pensioneret kemi-ingeniør.
Forbavset over manglende fund af kviksølv
Men i dag er myndighederne bekymrede over det kviksølv, som befinder sig i Kærgård Klitplantage. Nye analyser viser, at der ligger over et ton kviksølv under giftdepotet.
Mette Christophersen, civilingeniør fra Region Syddanmark betegner mængden som "betydelig". Og at den overhovedet ligger i undergrunden, kommer bag på dem. Grindstedværket og Danisco, som har i dag ejer værket, har nemlig hidtil benægtet, at spildevandet, som blev deponeret i klitplantage, indeholdt kviksølv.
»Det forbavser ikke mig, at man finder det i nogle sedimenter,« fastslår John Tøffner-Clausen.
I hans tid blev kviksølvet anvendt til elektrolyseceller.
»Det kørte jo videre i systemet i ganske små koncentrationer. De væsker, som ikke måtte komme ud i Grinsted Å, blev samlet op og kørt ud til Kærgård Klitplantage. Der vidste man, at spildevandet havde en smule kviksølv i sig, fordi det havde været i berøring med det under elektrolysen. Det var ikke noget, man tillagde nogen betydning,« siger John Tøffner-Clausen.
*Hvordan kan det så være, at Danisco og Grindstedværket hidtil har benægtet, at der skulle være kviksølv i spildevandet deponeret i Kærgård Klitplantage? *
»Det, de snakker om, er måske, at der ikke har været udledt decideret kviksølv i Kærgård Klitplantage. Det ved jeg ikke noget om. Men indholdet i det sediment, der ligger derude, kan kun komme et sted fra, og det er Grindstedværket. Det ville undre mig mest, hvis man ikke havde fundet kviksølv derude. Det kunne ikke undgås, når man arbejder med kviksølv,« vurderer John Tøffner-Clausen.
»Det har aldrig generet nogen«
Hvor store mængder kviksølv der er tale, har den tidligere leder af spildevandsafdelingen intet skøn på. Men han betegner koncentrationerne i de enkelte ladninger af spildevand som små.
Valget af Kærgård Klitplantage var en god løsning på et tidspunkt, hvor rensningsanlæg og andre deponeringsmuligheder først var ved at blive implementeret, mener han.
»Det har jo aldrig generet nogen. Der er lugtgener, men der er aldrig nogen, som har fundet en død fisk derude. Det er der måske nogen, som har påstået. Men selve fabrikken skulle egentlig have ligget helt ude ved Vesterhavet. Nu lå den så midt inde i landet på det dårligst tænkelige sted for en kemisk virksomhed. Så det, at man kørte spildevand ud til Kærgård Klitplantage, var sådan set det samme, som hvis fabrikken havde ligget ude ved Vesterhavet, og man havde ledt det ud der. Havde man ledt det hele ud i Grindsted A, så var det da gået helt galt,« siger John Tøffner-Clausen.
Er der noget, du ville have gjort anderledes i din tid som leder af spildevandsafdelingen?
»Næ. På det tidspunkt eksisterede der hverken rensningsanlæg eller noget. Det var jo ikke enestående for Grindstedværket. Jeg kan ikke forestille mig, at det er noget specielt problem.
Altså medmindre at kviksølvet ikke længere ligger i bunden form og forsvinder ud i Vesterhavet. Kviksølv er jo ikke kemiske synteser, men noget vor herre har skabt. Det er kun et problem - i gåseøjne - hvis det ligesom i Japan bliver udledt lokalt i store mængder i et lille område, og optages af fisk, som så bliver spist af mennesker. Hvis man bare lader det ligge, sker der formentlig ikke noget,« siger John Tøffner-Clausen.
Et radikalt byrådsmedlem fra Grindsted kræver, at ledelsen skal stå til ansvar, efter det nu er kommet frem, at spildevandet også indeholdt kviksølv. Hvordan har du det med det?
»Hvis man skal drage nogen til ansvar, så skal der jo være påvist en eller anden skade. Man har da gjort skade på naturen, men det er jo ikke specielt med kviksølv.
Vi arbejdede som medarbejdere på en stor kemisk virksomhed, og vi gjorde det bedste for at løse de problemer. Der var ansat 1000 personer. I Grindsted var 3.000-4.000 mennesker afhængige af, at det værk kørte.
Da jeg forlod læreanstalten i 1963, havde jeg ikke hørt så meget som et ord om kemisk affald - og jeg var jo altså kemiingeniør. Det her med forurening var et helt nyt vidensområde, og jeg kan sige med 100 procent sikkerhed, at hverken direktion, bestyrelse eller medarbejdere forsætligt skadede nogen. Vi gjorde det modsatte, samtidig med at man skulle få en stor arbejdsplads til at køre. Det føler jeg ikke nogen dårlig samvittighed over. Tværtimod,« siger John Tøffner-Clausen.
