menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Mange af os har sikkert set produkter som urtepotter, poser og bestik, der bryster sig af at være bionedbrydelige og dermed miljøvenlige.
Bionedbrydelig vil sige, at produktet nedbrydes til CO2 og H2O ved hjælp af mikroorganismer. Men definitionen siger ikke noget om, hvor længe det vil tage. Ligesom man heller ikke kan se, hvilke forudsætninger, der skal være til stede i miljøet, før produktet bliver nedbrudt. Og i princippet er alt biologisk nedbrydeligt, hvis man venter længe nok.
Nu har seks studerende på DTU udviklet forretningsidéen EcoGrade, der er en mærkningsordning for naturlig bionedbrydelighed, så forbrugerne klart kan se, hvad ordet dækker over.
Market for bionedbrydelige produkter vokser ganske naturligt i disse år, hvor der kommer stadig større interesse for bæredygtighed og cirkulær økonomi.
Læs også: Juiceflasker bør ikke være skrald: Dansk Affaldsforening vil have pant på 156 millioner plastflasker
Lige nu er markedet estimeret til 14,3 millioner US dollars, men det ventes at passere 20,8 millioner US dollars inden for fem år.
»Det store problem er, at der er rigtig mange produkter på markedet, som siger, at de er komposterbare eller bionedbrydelige. Men vi kan se, at de fleste er baseret på en standard for industriel kompostering,« siger Josefine Lange Strandgaard, der har en bachelor i bæredygtigt design og er kandidatstuderende på Design og Innovation.
Det vil sige, at produkterne skal ind i et industrielt miljø, som er over 60 grader.
»Det er meget sjældent, at du møder sådan et miljø i naturen eller ved hjemmekompostering. Så hvis du som forbruger ser produktet, tænker du måske, at det er smart. Men det er, som vi ser det, nærmere at snyde forbrugeren,« siger hun.
Det problem kategoriserer myndighederne i Californien i USA faktisk som greenwashing, fortæller Josefines medstuderende og holdkammerat Dennis Nygaard, der også har læst bæredygtigt design.
»Ordet bionedbrydelighed bliver ofte brugt uden videnskabelig evidens. Man kalder det greenwashing, fordi forbrugerne tror, at produkterne kan smides i naturen og vil bionedbryde,« siger Dennis Nygaard.
En mærkningsordning som EcoGrades vil sådan set heller ikke udelukke, at folk smider affaldet i naturen.
»Men mærkningsordningen skal gerne fortælle forbrugerne, hvordan de skal håndtere de ’bionedbrydelige’ produkter som affald. Og selv om det vil kunne nedbrydes i naturen over et halvt år, så opfordrer vi bestemt ikke til, at man skal gøre det. Vores vision er en ordning, der vejleder forbrugeren til den rigtige håndtering efter brug,« siger Josefine Lange Strandgaard.
EcoGrade-teamet har fået ideen til projektet, fordi DTU sammen med emballagefirmaet EcoXpac lige nu udvikler en biologisk nedbrydelig træfiber-flaske til øl for den danske bryggerigigant Carlsberg.
Man er halvvejs inde i det tre-årige projekt, og målet er, at papiret vil blive nedbrudt, hvis flasken ved et uheld havner i naturen, uden for et pantsystem.
Men selv om ølflasken designmæssigt er tænkt at skille sig væsentligt ud fra andre flasker, kommer den som nævnt i båd med de mange andre bionedbrydelige produkter, selv om den vil være bedre for naturen.
»Som det er i dag vil den ’grønne’ flaske af træfiber kun have ét mærke, der fortæller, at det er bionedbrydelig. Men der er tusindvis af andre produkter, der i dag har det samme label på sig, for vi kan ikke rate dem i forhold til hinanden og vise kunderne, at vores løsning er bedre. Det er derfor, at de studerendes EcoGrade-projekt er vigtigt,« fortæller lektor Thomas Howard fra DTU Mekanik.
I fredags præsenterede teamet EcoGrade-forretningsideen ved den årlige Spin-Out Day på DTU SkyLab, hvor 33 teams gav deres bud på startups inden for innovation og produktudvikling – alle baseret på avanceret teknologi og udviklet over tre måneder.
I EcoGrade har de studerende testet bionedbrydeligheden for 12 produkter, som producenterne selv kalder bionedbrydelige og holdt produkterne op imod referenceprodukter. Det handler blandt andet om plastikposer, komposterbare urtepotter og engangsservice.
Testproceduren har både været i et kontrolleret miljø i en akrylkasse med muld, hvor man har kunnet styre temperatur, fugtighed og sollys, samt i et ukontrollerbart miljø i vandkanten på en strand.
Undervejs i det forholdsvis kortvarige forsøg på 30 dage, var der ingen af produkterne, der blev bionedbrudt.
De ændrede form, konsistens og mistede farve. Og EcoGrade-teamet erkender også, at det vil kræve mindst seks måneders testperiode at lave et egentligt forsøg, der viser bionedbrydelighed.
Men der var her udelukkende tale om en prototypeopstilling, der skulle være med til at illustrere, at selve forretningsideen holder.
Selve projektet er altså overstået, men de studerende fortsætter med udvikling af deres idé til en certificeringsordning for naturlig bionedbrydelighed.
Her kan virksomheder få testet deres produkter og mærket dem ved hjælp af en farvelagt skala i fire trin, der går fra langsomst til hurtigst bionedbrydelighed – hvor den bedste bliver nedbrudt inden
90 dage og den dårligste inden 720 dage – altså inden for to år.
Man opgør det gennem vægtreduceringen, hvor 90 procent af produktets oprindelige vægt skal være forsvundet.
Samtidig vil mærkningsordningen tage hensyn til udledning af giftstoffer og mikroplast til naturen, ligesom man vil teste bionedbrydeligheden i forskellige klimazoner verden over.
Virksomheder skal betale for både test og den label, der rangordner nedbrydeligheden. Og tanken er, at mærkningsordningen ikke udelukker alle nuværende produkter, der kalder sig bionedbrydelige.
Teamet bag EcoGrade tror samtidig, at mærkningsordningen vil gøre det mere attraktivt for andre virksomheder at gøre som Carlsberg og udvikle naturligt bionedbrydelige produkter.
»I dag er der ingen måde, hvorpå virksomheder kan differentiere sig på med bionedbrydelighed. Det kan være bionedbrydeligt efter 1.000 år eller tre måneder. Der er dermed ikke noget incitament for som producent af bionedbrydelige materialer at arbejde på at gøre det endnu bedre,« siger Dennis Nygaard.
»Så der er nødt til at blive lavet en standardiseret metode – et kvalitetsmærke – der viser, at det her klarer sig bedre end størstedelen af andre lignende produkter,« siger han.
Samtidig kan forsøgsopstillingen også anvendes modsat. For lige nu er gruppen ved at teste et surfbræt lavet af et naturmateriale.
»Der vil producenten gerne have tjekket, at det ikke bliver nedbrudt i naturen. Så det faktisk lidt omvendt af det, vi havde forestillet os. Men han kan stadig bruge vores test,« siger Josefine Lange Strandgaard.
Hvis den højeste udmærkelse for bionebrydelighed er at plasten nedbrydes hurtigt (altså når man ikke kan genbruge gaflen mere) til H2O og CO2 uden nytteværdi, hvornår er det så bedre at kompostere den end at omdanne den momentant til H2O og CO2 med energiudnyttelse i et forbrændingsanlæg?? Det første er da ikke mere cirkulært end det andet.
Beskeden til forbrugerne er vel, at når deres bionedbrydelige plast ikke kan genanvendes mere, så skal den til forbrænding. Uanset om den kan komposteres eller ej.
Lige nu satser man massivt på genanvendelse af plast - nærmest for enhver pris.
Men kan bioplast genanvendes i blanding med plast med fossil oprindelse?
Hvis ikke, hvordan sikrer man sig så, at forbrugerne kan skelne mellem typerne?
Måske vil den fremtidige løsning være en ekstra spand med egen indsamling af bioplasten (det er ment sarkastisk)!
Enhver udvikling af nye materialer må indebære overvejelser om, hvordan de skal håndteres, når de ender som affald - og hvilke miljømæssige konsekvenser det vil få, hvis de ikke behandles korrekt.
I dette tilfælde kan bioplasten meget vel tænkes i et eller andet omfang at sabotere genanvendelse af traditionel plast.
Vælger man det sikreste, nemmeste og miljømæssigt billigste, må vi nok satse på affaldsforbrænding!
Så behøver vi ikke skelne.
Plast som ønskes genanvendt kan enkelt og billigt omfattes af et pantsystem.