Gratis DR til Sydeuropa i julen

Der er fri sortsening til alle på DR-satellit frem til nytår. Genåbningen af satellitsignalet til Sydeuropa giver DR2 uden smartcard også i Danmark.

Danskerne på Solkysten kan netop nu bade sig helt gratis i hjemlandets opmærksomhed. Årets julegave til at stimulere udlandsdanskernes hjemve hedder "DR Sydeuropa", og er gratis frem til nytår. Danskere i Sydeuropa har ellers i praksis været berøvet mulighed for at se DR's programmer siden 3. september i år, fordi institutionen standsede udsendelserne på satellitten Eutelsat 707. Siden har udsendelserne kun kunnet ses på satellitten Thor 2 på 0,8 grad vest, hvis hovedstråle kræver en 5-6 meters parabol i Sydspanien.

Det er Nordea Bank S.A. og tre privatpersoner, der har stillet garanti over for DR, så der atter er dansk satellidækning af Sydeuropa fra Eutelsat 707 på 1 grad vest. Den spanske radio "Solymar" sælger programkortene for 261 euro (knap 2.000 kroner) inklusive lokale skatter og afgifter, mens Telenor står for distributionen.

Aftalen er kommet så hurtigt i stand, at der endnu ikke er distribueret smartcards eller CA-moduler. Derfor er udsendelserne gratis frem til nytårsaften, hvor signalet igen vil blive kodet. Ind til da kan alle interesserede i Sydeuropa se DR-signalerne "free-to-air" horisontalt på frekvensen 11,677 MHz vest med en parabol, der ikke behøver at være større end halvanden meter i diameter.

I øvrigt har det svage Thor 2-signal hele tiden været nedtaget ulovligt med store paraboler af en række spanske kabeloperatører, der har distribueret det uden selv at betale. Hjemlige sortseere kan også deltage i festen blot med en billig 65-centimenters parabol, men kun frem til tømmermændene og den sorte skærm igen melder sig den 1. januar 2003.