GRAFIK: Skrøbeligt tårndesign fældede Samsø-mølle

GRAFIK: Skrøbeligt tårndesign fældede Samsø-mølle

Siden 2003 har Bonus – nu Siemens – vidst, at tårndesignet haltede på 2,3 MW-møller, opstillet til og med 2003. Også 2 MW- og 1,2 MW-møller er nu i søgelyset – de har samme design.

Lørdag morgen 28. november sidste år knækkede hele mølletoppen af mølle nummer 7 i Paludan Flak-havmølleparken syd for Samsø – en 2,3 MW-mølle fra vindmølleproducenten Bonus, der i 2004 blev købt af Siemens.

Mølletårnet knækkede i svejsningen øverst oppe ved tårnflangen, hvorefter hele nacellen med nav og vinger røg direkte i havet, hvor hele herligheden har ligget siden.

»Et meget usædvanligt havari,« kaldte havariekspert Peggy Friis det kort efter. Og efter endnu et møde med Siemens om årsagen kunne hun berolige andre ejere af den pågældende mølletype:

»Der er kun 14 vindmøller inklusive Samsø-møllerne, der er konstrueret på præcis samme måde, og dem har vi alle fået tjekket efter for revner på det tilsvarende sted og fandt ingen. Så der er ingen grund til, at andre ejere af Bonus 2,3 MW-vindmøller skal være urolige,« sagde Peggy Friis til Ingeniøren 12. december.

Læs også: 13 års tavshed om designfejl: Siemens-selskab kunne have forhindret vindmøllekollaps

Kun visse møller er ordnet

Her godt en måned senere er det så kommet frem, at nok er det korrekt, at kun 14 vindmøller er konstrueret som den havarerede mølle – men det skyldes, at de øvrige 76 danske Bonus 2,3 MW-vindmøller har fået forstærket tårnflangen. Sandsynligvis netop for at undgå en for stor belastning af svejsningen.

Artiklen fortsætter under grafikken

I alt 90 Bonus 2,3 MW-møller er opstillet i Danmark i perioden 2002-2003 – heraf de allerfleste i Nysted Havmøllepark, der blev nettilsluttet 17. juni 2003 og ejes af Dong Energy.

Her fortæller driftsansvarlig for Nysted Havmøllepark Thomas Almegaard fra Dong Energy, at mølletårnene på Bonus’ initiativ fik forstærket tårnflangen, inden møllerne blev sejlet ud til pladsen.

»Forstærkningen blev foretaget på havnen i Nyborg – og uden beregning for os,« fortæller han.

Andre møller i søgelyset

Samtidig er det kommet frem – ifølge teknisk konsulent i Danmarks Vindmølleforening Strange Skriver – at også Bonus’ 2 MW-vindmøller i havmølleparken ud for København har fået udført den samme retrofit i 2003 eller 2004.

2,0 MW-møllerne er en forgænger for 2,3 MW-typen og konstrueret på samme måde.

De syv resterende møller i Danmark af denne type er ifølge Ingeniørens oplysninger ikke forstærket.

Norske Statkraft var ikke så heldig at få forstærket tårntoppene på sine 20 Bonus 2,0 MW-vindmøller, før selskabet selv opdagede en revne i først ét, så flere tårne netop ved tårnflangen. Alle 20 vindmøller er efterfølgende blevet repareret i samarbejde med Siemens, oplyser Statkrafts kommunikationschef.

Sekretariatsleder i Energistyrelsens Godkendelsessekretariat for Vindmøller Peggy Friis følger opklaringsarbejdet og skal godkende en eventuel ombygning. Hun siger i dag:

»Jeg blev ærlig talt noget overrasket over, at Siemens ikke har fortalt om forstærkningerne, og også bekymret for, hvilke problemer vi kan have til gode. Der er trods alt tale om vindmøller, som nu har stået i 12-15 år,« siger hun.

Det sårbare ved konstruktionen er højden på en såkaldt næse på den tykke tårnflange. Næsen er bare 25 mm i højden og har samme gods­tykkelse som tårnet, som den er svejset sammen med.

Omkring 2003/2004 blev designet ændret, så man ifølge Peggy Friis har øget højden på næsen til 100 mm og dermed flyttet det mest belastede sted væk fra svejsningen.

Forstærkningerne på for eksempel Nystedmøllerne består af to ekstra flanger, som det fremgår af grafikken her på siden, hvori der bores det samme antal huller som i selve tårnflangen.

Flange og ringe spændes sammen med krøjelejet, hvilket gør flangen stivere, og dermed mindskes belastningen på selve svejsningen.

»Den løsning ser fornuftig ud, men den skal først certificeres af for eksempel DNV GL, før den kan anvendes som forstærkning på en vindmølle,« påpeger Peggy Friis.

Flere møller i farezonen

Som noget endnu nyere har servicefolk netop opdaget revner ved samme svejsning i to Bonus 1,3 MW-vindmøller; én ved Kolding og én ved Brande:

»Revnen er 80 centimeter lang og sidder lige under svejsningen af tårnflangen. Vi har netop haft et møde med Siemens og venter nu på et tilbud på at få forstærket flangen – sådan som de har gjort det på en vindmølle i Frankrig af tilsvarende fabrikat,« siger Per Hansen fra Uhre Vindmøllelaug ved Brande.

I alt er 33 Bonus 1,3 MW-vindmøller opstillet rundt omkring i Danmark i den pågældende periode – møller, som altså er i farezonen for at udvikle revner i tårnsektionen.

Teknisk konsulent Strange Skriver fra Danmarks Vindmølleforening kalder revner omkring tårnflangen for usædvanlige og alvorlige skader:

»Det er besynderligt, at vi ser tre revner i tårnsvejsninger lige efter hinanden. Det får mig til at tro, at vi kommer til at se mere af det her – for erfaringsmæssigt kommer sådanne generelle fejl i stimer,« siger han.

Han tilføjer, at der nok ikke er tvivl om, at vindmølleejerne selv må betale for en forstærkning af møllerne, men at Danmarks Vindmølleforening vil prøve at få Siemens til at udbedre skaderne til kostpris.

Ingen svar fra Siemens

Siemens købte Bonus i 2004 – altså kort efter, at mange af de omtalte forstærkninger af mølletårnene var blevet udført.

Vi spurgte i fredags Siemens, hvorfor Samsø-vindmøllerne ikke er blevet forstærket ligesom vindmøllerne på Nysted, og hvad virksomheden nu gør for at være sikker på, at det ældre, skrøbelige tårndesign ikke kan true endnu flere vindmøller.

Virksomhedens pressechef, Rasmus Windfeld, oplyste imidlertid, at Siemens ikke kunne frembringe et svar på spørgsmålene før Ingeniørens deadline i onsdags.

Kommentarer (10)

Siemens bør betale
drift tab
opgradering mølle
uden beregning er Siemens et seriøs selskab når de forsøger at snyde deres kunder på denne måde folk bør vel overveje VESTAS næste gang de køber møller
Siemens er efterhånden kendt for bestikkelse i milliardklassen samt snyd overfor deres kunder

  • 2
  • 8