GRAFIK: Ny granat kan slukke brande i bevaringsværdige huse

GRAFIK: Ny granat kan slukke brande i bevaringsværdige huse

En ny kaliumholdig granat kan holde flammer i skak, indtil brandvæsenet når frem. Sikringsselskabet Vasik introducerer som de første i Danmark granaterne til renoveringsopgaver.

Splitten trækkes, granaten kastes, et kaliumholdigt stof udløses, og ilden dæmpes.

Sådan lyder princippet bag en ny slukningsgranat, der giver brandvæsenet værdifulde ekstra minutter at løbe på, før de når frem til en brand i fredede bygninger. Alt for ofte fører renoveringer af ældre bygninger nemlig til brande, ofte som følge af indendørs svejsning, pudsning eller andre varmekilder fra værktøj.

ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER GRAFIKKEN

Brandvagter bevæbnes med granater

Nu har vagt- og sikringsselskabet Vasik som de første herhjemme indkøbt de nye slukningsgranater. Brand- og redningsspecialister fra flere virksomheder og offentlige institutioner har allerede vist stor interesse for det nye værktøj.

Læs også: Danskere har tre gange så høj risiko for at dø i en brand som tyskere og briter

Vasik er ofte indsat som brandvagter ved ombygning af bevaringsværdige ejendomme. Det er deres brandvagter, der snart 'bevæbnes' med de nye sluknings-granater.

»Når der indendørs svejses eller arbejdes med anden form for 'varmt værktøj og udstyr', er vi til stede og klar til at gribe ind, hvis der blot opstår en mindre brand. Med de nye granater kan vi sørge for, at en brand ikke udvikler sig, og samtidig give slukningskøretøjerne ekstra værdifulde minutter til at nå frem,« siger sikringsleder Bo Larsen fra Vasik i Ballerup i en pressemeddelelse.

Kemien dæmper varmen

Granaten fra amerikanske FirePro dæmper flammerne ved at hæmme kæden af de kemiske reaktioner, der til stede i forbrændingen på molekylært niveau. Efter at granaten er udløst, bliver varmen i rummet øjeblikkeligt reduceret.

Selvom det ikke lykkes at slukke branden fuldstændigt, kan det alligevel give brandmændene de afgørende ekstra minutter, når bevaringsværdige genstande eller konstruktioner er ved at gå tabt.

Læs også: Derfor er tagpapbranchen sat i brand

Granaterne bliver af samme grund fast inventar i Vasiks biler for altid at være bedst muligt forberedt.

»Ved at udstyre vores biler med en kuffert med to granater har vores medarbejdere hele tiden mulighed for hurtigt og effektivt at gribe ind og begrænse en skade, uanset hvor de færdes. Det giver tryghed,« siger Bo Larsen videre.

Slukningsgranaten fra FirePro introduceres på det danske marked af Lotek i Sønderborg, der leverer sikkerheds- og brandbekæmpelsesudstyr.

Kommentarer (3)

når jeg foreslår, at alle som bruger værktøj ved renoveringer af ældre bygninger, bliver uddannet til at udvise fornøden omhu, med forståelse for, hvorfor det inde af gamle bygninger udgør en særlig brandrisiko. Alkoholtest bør måske heller ikke afvises som forebyggelsesmiddel?

"Alt for ofte fører renoveringer af ældre bygninger nemlig til brande, ofte som følge af indendørs svejsning, pudsning eller andre varmekilder fra værktøj."

Den 26. august 1968 udbrød der brand i i tagværket under en restaurering af Margretespiret på Roskilde Domkirke. Hvis jeg husker ret, var det en glemt gryde bly, som forårsagede branden. Et tænd-sluk-ur kunne måske have afværget branden. Rettidig omhu med kontrol af alle varmekilder ved fyraftenstide ville næsten sikkert have forhindret den.

Det oprindelige Margretespir fra o. 1420 og en klokke fra tidlig middelalder gik tabt. Det nuværende Margretespir er fra ca. 1995. Det vil tage 575 år at få et Margretespir af samme alder som det tabte.

  • 0
  • 0