Grådige sorte huller får stjerner 'galt i halsen'
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Grådige sorte huller får stjerner 'galt i halsen'

Fra gravitationen fra et stort hul har flået en stjerne i stykker, til den er opslugt, vil stjerneresterne rotere om hullet i en skive. Her kan opstå kollisioner mellem stjerneresterne, der fører til udbrud af elektromagnetiske bølger. Foto: MIT

Ny forskning viser, at et sort hul udsender periodevise udbrud af elektromagnetiske bølger som tegn på 'kvælning'. Fortæringen af stjerneresterne kan simpelthen blive en lidt for stor mundfuld.

Som et afmagret dyr, der frådende kaster sig over sit bytte, kan et 'sultent' sort hul også være ved at blive kvalt i stjernerester.

For når et sort hul ikke har været aktivt i en længere periode og pludselig får en uheldig stjerne inden for sit tyngdefelt, må det løbende holde synkepause i sit ædegilde for ikke at få stjernebidderne galt i halsen. Det skriver MIT News.

Resultatet kommer, efter at forskere fra blandt andet Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Nasa har analyseret mønstrene og sammenhængen i de periodevise udbrud af synligt/ultraviolet lys og røntgenstråling fra et sort hul, hvis tyngdefelt har revet en stjerne i småstykker, som gradvist bliver opslugt.

I en videnskabelig artikel i The Astrophysical Journal Letters beskriver forskerne, hvordan de varierende energiudbrud kan skyldes kollisioner mellem stjernerester.

Læs også: Overraskende data rokker ved teorien om sorte hullers opståen

Det tyder på, at det sorte hul ikke æder stjernen i en jævn proces, men holder pauser undervejs:

»Det, vi ser, er, at stjernematerialet ikke bare bliver fodret kontinuerligt til det sorte hul, men i stedet interagerer med sig selv - stopper og kommer, stopper og kommer. Det fortæller os, at det sorte hul bliver 'kvalt' i den pludselige forsyning af stjernerester,« forklarer Dheeraj Pasham, postdoc på MIT’s Kavli Institute for Astrophysics and Space Research og førsteforfatter på artiklen.

Læs også: Spørg Scientariet: Bliver hele universet på et tidspunkt til et sort hul?

Hakkende rotation giver energiudbrud

Forskerne har nærstuderet udbruddene af elektromagnetiske bølger fra et 'spisende' sort hul i en galakse godt 300 mio. lysår fra Jorden. De har været så heldige at have data fra en periode på 270 dage, fra udbruddene først blev opdaget 11. november 2014 af en række internationale teleskoper og frem.

Her har forskerne observeret et bestemt mønster af udsving i den synlige og ultraviolette del af spektret, mens den iturevne stjerne blev opslugt. Og godt 32 dage senere gentog samme mønster sig, blot med røntgenstråling.

Læs også: Mælkevejens sorte hul er på slankekur

For at forstå disse udsving har forskerne simuleret, hvad der sker, efter at et sorte hul flår en stjerne i stykker med sin gravitationelle energi. Her vil stjerneresterne hvirvle rundt om hullet i en skive med en given radius og vinkelhastighed, mens de gradvist bliver opslugt med en bestemt rate. Med den simulering giver forskerne følgende forklaring på de ensartede periodevise udbrud af elektromagnetiske bølger:

Når stjerneresterne roterer om centret i det sorte hul, opstår der udbrud af optisk og ultraviolet lys, fordi stjernerester kolliderer i en yderliggende omkreds om hullet. Når stjerneresterne cirkulerer tættere på centret af det sorte hul, vil stoffet varmes op og afgiver i stedet udbrud af røntgenstråling under kollisioner.

I begge tilfælde opstår kollisionerne som følge af pauser i det sorte huls fortæring af stjernen, og derfor vil de elektromagnetiske udbrud have samme mønster, uanset hvilken slags bølger der bliver udsendt.

Kommentarer (1)

Det fortæller os, at det sorte hul bliver 'kvalt' i den pludselige forsyning af stjernereste,

Jeg synes ikke artiklen giver nogen plausibel forklaring på, hvilken fysisk proces der skulle ligge bag denne "kvælning".
Jeg tror forklaringen er at gradienten i tyngdekraften, og dermed differentialhastigheden i opsamlingsskiven, bliver så stor, at friktion opvarmer den til ekstreme temperaturer. Det får den til at udsende stråling som beskrevet. Det er faktisk den mest effektive måde at omdanne masse til stråling som overhovedet findes.
Strålingen er så kraftig, at det tryk den udøver, blæser rummet i nærheden rent for gas og støv. Det betyder, at når det stof der er i skiven er spist, så kommer der en pause i æderiet indtil nyt materiale falder ind i den farlige zone tæt på hullet.
Kvælning er en dårlig metafor for den proces - hullet kunne sådan set udmærket blive ved , hvis der var noget at sluge.

  • 2
  • 0