GPS under huden er til næsehorn - ikke til mennesker
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

GPS under huden er til næsehorn - ikke til mennesker

Illustration: Wikimedia

Sundheds- og omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune sendte i sidste uge et brev til to ministre, hvor de anmodede om lov til at operere GPS-chips ind under huden på ældre borgere, der lider af demens. Det har affødt en diskussion den seneste uges tid, hvor personer i medierne skiftevis er blevet skræmte eller fascinerede af teknologiens muligheder.

Læs også: NFC-baseret hjælp til demente indstillet til Produktprisen

Men er det overhovedet muligt at operere GPS-implantater under huden på mennesker? Nej, det er det ikke, mener Jowan Österlund, stifter og direktør af den svenske virksomhed Biohax, der er specialister i implantater af ‘biochips’.

»Man kan roligt spare skattekronerne på lovgivning, for formentlig vil det aldrig komme til at blive muligt. Det er simpelthen ikke realistisk,« siger Jowan Österlund.

Ligningen går ikke op

Biohax har på idé-niveau tidligere arbejdet på sporings-implantater til dyr som næsehorn og elefanter til bekæmpelse af krybskytter. Mennesker og især ældre er dog en anden sag. Mens det bestemt er en væsentlig udfordring, at demente ikke altid bærer deres GPS-enhed, så mener Jowan Österlund, at listen over uoverstigelige udfordringer med at indoperere sporingsteknologi simpelthen er for lang.

»Strømforsyningen, størrelsen og fysiologien. Med dagens teknologi går ligningen simpelthen ikke op. Jeg ville ønske at skabe sådan en løsning, men udfordringerne er simpelthen for store,« siger Jowan Österlund.

Chip-implantater har eksisteret længe, og for 1.500 svenske kroner kan Biohax operere et RFID-tag, der benytter nærfeltskommunikation og er på størrelse med et riskorn, ind i hånden på teknologi-drømmere. Tagget rummer data, har en lille antenne og kan bruges som adgangskort, visitkort, billet og meget andet.

Læs også: USA-firma vil have mikrochips i de ansatte

Teknologien går under navnet passiv RFID (radiofrekvens identifikation), og helt centralt for de her tags, der findes i alt fra dankort til cykler, er, at de benytter eksterne strømkilder i form af elektromagnetisk energi fra en læser til at udsende signaler. Derfor egner de sig som implantater.

Strømforsyningen driller

Sporingsteknologi som GPS og andre aktive enheder kræver derimod egen strømforsyning, hvilket sammen med antennens størrelse udgør den største udfordring på området.

»Der er en milliard problemer med at skulle indoperere aktive enheder i ældre, og de findes simpelthen ikke,« siger Jowan Österlund.

Biohax har overvejet at lave en løsning med et passivt RFID-implantat til ældre og demente, der skulle hjælpe med medicin og hukommelsen. Sporing med sådan et RFID-tag kan dog helt udelukkes, da tagget ikke kan læses på en afstand over to cm.

Radiopejling med aktiv RFID

Hvert år går omkring 1.500 demente hjemmefra, og mens de fleste bliver fundet igen i god behold, så dør omkring ti til femten årligt. Brug af GPS-enheder i for eksempel armbånd, sko eller jakkelommer har formentligt afværget mange ubehagelige udfald, men når enhederne bliver fjernet, tabt eller glemt af de demente, svinder mulighederne for at finde dem.

Læs også: Smartphone-spil speeder forskning i alzheimer op

Sporingsteknologi kan laves i mindre størrelse end GPS-enheder. Den danske virksomhed SafeCall, der laver sporingsteknologi til demente, arbejder på at reducere størrelsen på teknologien så meget som muligt, så den lettere kan indgå i de dementes hverdag som wearables.

De har udviklet en aktiv RFID-enhed, der kan ligge i skosålen, og på samme måde som ARVA-systemet til lavineramte skiløbere bruger radiopejling. Den sender et radiosignal ud hvert andet sekund, og kan komme ned på størrelse med »tre to-kroner placeret oven på hinanden,« fortæller direktør for virksomheden Tommy Rasmussen. Rækkevidden er dog begrænset.

»Vi har lavet nogle forsøg med nogle antenner, der kan pejle, men vi kan kun komme op på fire kilometer, og så er det også nogenlunde det,« siger Tommy Rasmussen.

Udover, at enhedens begrænsede rækkevidde ville give en ‘falsk tryghed', så mener Tommy Rasmussen også, at størrelsen og behovet for strømforsyningen, gør idéer om indoperering fuldstændig urealistiske.

Endeløse muligheder i fremtiden

Han bakkes op af den britiske opfinder og stifter af virksomheden Bioteq, Steve Northam, der mener, at nutidens batterier udelukker løsningen.

Læs også: Iværksætterkontor bruger indopererede chips som adgangskort

»Der er ingen aktive RFID-implantater på markedet, da de kræver en strømforsyning, og det er ekstremt risikofyldt at indoperere en batteri-enhed i menneskekroppen, hvis ikke proceduren er blevet gennemtestet,« skriver han i en mail til Ingeniøren.

I fremtiden er der dog mange muligheder, mener Jowan Östersund. Afhængigt af investeringer i teknologien, forventer han, at denne form for aktive implantater vil findes til privat køb på lille skala inden for ti år. Går man længere frem i tiden, sætter kun fantasien grænser.

»Når jeg bliver gammel, så forventer jeg at have et aktivt implantat. Det vil kunne fortælle mig eller mine børn, om jeg har forvildet mig udenfor og er på vej mod en sø, eller om jeg har glemt at tage min medicin. Implantatet kunne endda give mig min medicin. Mulighederne i fremtiden er endeløse, men i dag eksisterer de altså ikke,« siger Jowan Österlund.

"[...] for formentlig vil det aldrig komme til at blive muligt."

Ro på. Jeg vil gætte på at det i allerhøjeste grad bliver muligt, endda inden for de næste ti år.

Hvis jeg har lært noget i løbet af mit liv, så er det at forudsigelse om teknologisk kunnen som folk ryster på hovedet af i dag, ser vi prototyper på om fem år, kan købes af de fleste om ti år, og bruges af alle med største selvfølgelighed femten år efter.

'Aldrig' passer vist kun på tidsrejser...

  • 7
  • 3

Hvad skal lovgivningen omhandle? Hvorvidt en pårørende kan påtvinge den ældre sporingsudstyr? Eller hvorvidt andre end den ældre selv skal betale?

  • 0
  • 3

Kunne være praktisk hvis man i en tidlig alder, kunne give tilladelse til at man må spores hvis man bliver dement. Lidt ala tilladelse til organdonation.

  • 5
  • 0

Idéen er vel, at de demente gerne skulle have en GPS på sig hele tiden.

Hvad er der i vejen med en fodlænke med GPS, som man bruger til fanger? Altså - hvis man nu ikke lige kalder det en lænke, men bare det der er - altså et sporingsværktøj.

Man kan vel sagtens lave en GPS med GPRS sender, der kan sidder rundt om benet, som man ikke som dement bare kan tage af eller tabe. At begynde at operere folk for det virker tosset. Alle indgreb af den slags udgør en risiko, ikke mindst hos ældre folk. Så at gøre det, når der ikke er nogen positiv helbredseffekt ved det virker tåbeligt. Måske om 10-20 år, hvis man lige kan sprøjte en kapsel ind, men i dag er det bare dumt.

  • 8
  • 1

Hvad er der i vejen med en fodlænke med GPS, som man bruger til fanger?

Der er nok ikke noget galt med fodlænken, men den demente ---

Jeg kunne sagtens forestille mig at en person trods (eller på grund af) demens bliver så frustreret over at have en "dingenot" siddende og vil have den af. Eller føler at han/hun bliver overvåget af fjendtlige personer.

Nogle demente ser også dyr hele tiden, eller føler at der er mider på/omkring dem.

Jeg tror derfor at for nogle demente vil forsøge at blive fri for en fodlænke, også selv om den bliver udformet som et smart smykke til at bære om håndleddet.

  • 1
  • 0

Stik dem en telefon med enten iOS eller Android installeret, så er den klaret. Hvis folk forsvinder, så ring til Æblefirmaet, onkel Goolge eller NSA.

Ærligt talt - det er en interessant og måske lidt falsk debat at man harcelerer over en metode hvormed man kan spore hjælpeløse mennesker, medens vi alle render rundt med et device i lommen der sporer både position og adfærd på nettet.

Debatten om implanterede sporingsenheder er ikke på nogen måde uinteressant, men hvad med at udbrede debatten så den omfatter os alle? Sat lidt på spidsen, så er de eneste der ikke bliver sporet lige nu vel nærmest ældre uden smartphone.

  • 4
  • 1

Hvorfor i det hele taget indoperere trackeren?
Der er utallige muligheder for at putte enheden i armbånd, ure, hårbånd, halskæde, andre smykker, tøjet, sko osv osv.......
Nogle gange ligger de nemme løsninger lige for, og kompliceres uhensigtsmæssigt for teknologiens egen skyld.

  • 0
  • 0

Hvorfor i det hele taget indoperere trackeren?
Der er utallige muligheder for at putte enheden i armbånd, ure, hårbånd, halskæde, andre smykker, tøjet, sko osv osv.......

Af ubehagelig personlig erfaring, som pårørende til en (nu afdød) dement: alt, hvad der kan tages af, blive væk, gemmes, eller på anden måde ikke komme med ud ad døren, vil ikke give nogen sikkerhed. Min far havde chip i skoene - det hjalp ikke da han forsvandt i bare tæer en kold nat.

"Fodlænken" tror jeg heller ikke på. Med mine (erkendtlig begrænsede) erfaringer, så kan en alvorligt dement se sig rasende på de mærkeligste ting, og så kan man ikke bruge tvang til fx at sørge for, at de SKAL gå med noget bestemt.

Ét ikke-teknologisk tiltag, som jeg personligt tror på kunne hjælpe (men ikke eliminere problemet) var mere personale. Jeg er fuld af beundring for de dygtige, ansvarlige, tålmodige og venlige SOSU'er og andre på min fars demensafsnit, men én enkelt person på nattevagt kan ikke realistisk både pleje og holde øje med 20-30 beboere.

/Bo

  • 3
  • 0

GPS kunne også erstattes af persongenkendelsessystemer til åbning af døre osv. Alarm på når bestemte personer forlader en matrikel osv.
Eksisterende teknologi kan sagtens dække behovet, og er kun et spørgsmål om lovgivning og vilje.

  • 1
  • 0

Der er masser af teknik til at spore mennesker der vil spores, men som Bo Christensen fortæller, så mangler der blandt tekniknørderne viden om dementes liv og verdensopfattelse.

  • 0
  • 1

så mangler der blandt tekniknørderne viden om dementes liv og verdensopfattelse

Nope!
Tjente under mit studie penge som rengøringsmedarbejder på Augustenborg sygehus (nu lukket) og kom i den sammenhæng i relativ tæt kontakt med demente over længere tidsperioder.

Lidt OT, men det er min fornemmelse, at der udenfor teknikernes verden er en lidt afsporet opfattelse af at teknikere i almindelighed og ingeniører i særdeleshed er en flok afstumpede autistisk orienterede nørder.
Intet kunne være mere forkert: uden stærke sociale relationer kan man ikke fungere som ingeniør på en moderne arbejdsplads. Ikke nok med vi har god teknisk indsigt - vi har også sociale kompetancer og samfundsforståelse der som minimum er on-par med hvad du finder i alle andre brancher.

  • 2
  • 0

Jeg arbejder på sygehuset i Svendborg, hvor der blev fremsat ønske om en bedre overvågning af dørsøgende demente personer. Alt for ofte havde patienter forladt den afdeling, hvor de var indlagt. På en sygehusafdeling som den omtalte, bliver døre brugt meget af logistik-opgaver mm, hvorved selve afdelingen er en meget "åben" afdeling. Opgaven var, at få en alarm, når den demente ville passere én af de tre ind/udgangsdøre, som afdelingen har. Man var blevet tilbudt en løsning med RFID-brik fra et firma med erfaring med patientkaldeanlæg. RFID-brik skulle ilægges patientens sko, og denne brik kunne aftastes op til 20cm over gulvniveau. Dette var en uholdbar løsning, da man ikke kunne garantere, at patienten ville tage sit fodtøj på altid.
Vi valgte at arbejde videre med en egen ide, og fandt en løsning med passive RFID-tags. Selve ideen udsprang af motionløb, hvor passive RFID-tags, er monteret i løbsnumre.
Vi valgte en løsning med et festivals-lignende arm/ankelbånd, som kunne monteres af personale, men ikke fjernes af den demente, uden brug af saks eller lignende. Arm/ankelbånd skulle være behagelige samt kunne tages med i bad osv. Selve monteringen skulle foregå på en måde, således den demente ikke kunne "stramme" sit armbånd yderligere efter det var monteret af personalet, hvilket var sikkerheden for, at obstruktion af blodtilførsel til hånd eller ankel ikke vil kunne forekomme.
RFID-modtager sender et signal til det allerede eksisterende patientkaldeanlæg, hvis en dement forsøger at forlade afdelingen. Signalet i patientkaldeanlæg har fået høj prioritet med lyd samt kald på afdelingens personsøgere.
Anlæg har nu været i drift ca. 5 måneder, og ser ud til at have den ønskede funktion.

  • 0
  • 0