GPS sporer Baggers diamant til 40 millioner kroner

GPS sporer Baggers diamant til 40 millioner kroner

Aprilsnar: GPS-teknologi skal nu sikre kreditorerne adgang til Stein Baggers hemmelige værdiboks. Sporerne fører til Københavns Havn, ikke langt fra Forsvarets Efterretningstjeneste på Kastellet.

Moderne GPS-teknologi er nu taget i brug i bestræbelserne på at opspore den den sidste del af den bedragerisigtede it-direktør Stein Baggers skjulte rigdomme.

I mandags afleverede Stein Baggers hustru, Anette Uttenthal en række kostbare smykker til bagmandspolitiet. Men det fremgår ikke af hendes pressemeddelelse, om den før omtalte, store diamant til 40 millioner kroner er imellem de afleverede smykker, skriver Business.dk. Og ifølge dagbladet Børsen har bagmandspolitiet anmodet det franske politi om hjælp til at finde diamanten.

Ifølge et tysk detektivbureau tog Anette Uttenthal en hurtig taxatur fra lufthavnen ned til Københavns Havn, da hun i julen 2008 kom hjem fra en børnefødselsdag i Monaco. Under fødselsdagen bar hun angiveligt den store diamant, som anslås at have en værdi af cirka 40 millioner kroner. Og hun havde stadig smykket om halsen, da hun steg ind i taxaen i den natmørke morgenstund.

En GPS-tracker som denne blev hemmeligt anbragt i Anette Uttenthals håndtaske, inden hun forlod børnefødselsdagen i Monaco. Men af en eller anden grund virker apparatet ikke, når den er tæt på Kastellet i København. (Foto: Spybase.com)

Da Anette Uttenthal ankom til sit hjem lidt senere - efter den lille omvej til havnen - havde hun imidlertid ikke længere diamantsmykket på, viser en skjult videooptagelse fra familiens indkørsel.

Men gemt i hendes håndtaske var en lille GPS-sender, anbragt af detektivbureauet Heimlische Sachen (HSH) fra Hamburg, som har været engageret til at kortlægge familien Baggers færden, lige siden afsløringen af bedrageriet og Stein Baggers forsvinden i Mellemøsten og USA.

»Vi har udspurgt taxa-chaufføren, som så diamantsmykket om hendes hals. Men da hun steg ud ved familiens villa, var det der ikke længere. Vi tror, hun har taget det af og gemt det på havnen, hvor kreditorerne ikke kan finde det. Og vores GPS-sender skulle have fortalt os hvor,« siger detektivfirmaets direktør, Loof Slirpa.

Der er måske også andre smykker og værdigenstande gemt på et hemmeligt sted, som kan have interesse for kurator Boris Frederiksen, der er i færd med at gøre boet op efter Stein Baggers nu lukkede firma, It-Factory.

Men detektivbureauets GPS-sender svigtede måske i det afgørende øjeblik, mens diamanten blev deponeret i det formodede skjulested.

»Senderen kan have været i radioskygge på grund af høje bygninger, eller fordi hun har opholdt i en parkeringskælder. De store, metalliserede termoruder i Operahuset på den anden side af vandet har også en uheldig virkning på udstyret - sådan noget ved vi af erfaring. Der er tilsyneladende også andre mystiske radiosignaler i nærheden, som forstyrrer. Men dem kan vi mærkeligt nok ikke modtage, selv med vores dyreste udstyr,« siger detektivchefen.

Han opfordrer nu Københavns borgere til at hjælpe med opsporingen af Baggers måske nedgravede værdiboks. For i den sidste ende kommer det både kreditorer og skatteydere til gode, at værdierne kommer frem.

»Den seneste position, vi har fået fra GPS-senderen, var 55 grader 41 minutter 34.31 sekunder Nord og 12 grader 35 minutter og 57,41 sekunder Øst. Men det er lidt ude i vandkanten, så det giver ingen mening,« siger han.

Han mener dog, det er ret sikkert, at diamanten - og med den måske også flere andre værdifulde genstande - kan være skjult ved Københavns Havn. Formentlig inde i en tung genstand eller noget andet, som er svært at flytte.

»Ellers ville Stein Bagger jo ikke kunne stole på, at stedet var urørt, når han engang kommer ud af fængslet,« siger detektivchefen.

Kommentarer (20)

Hvorfor fortælles alt dette monstro før, at diamanten er fundet.
Dette må være 1. April narre-historie !

  • 0
  • 0

Man skal da vente lidt med at afsløre den slags!

Den bedste jeg har set, var nu Kanal 2´om at spare på strømmen ved at nedsætte spændingen fra 220 v til 110v i lysnettet...

Mvh
Tine

  • 0
  • 0