Gotthard-tunnel flytter gods til bane

I alt 152 kilometer ny tunnelforbindelse ved Gotthard Tunnel skal binde Schweiz langt bedre sammen med Sydeuropa.

Sammen med den såkaldte Gotthard Basis Tunnel bygges også Ceneri Base Tunnel, der skal forbedre jernbanetrafikken mellem Schweiz og Italien. Det forventes, at en togtur fra Zürich til Milano fremover kan klares på to timer og 40 minutter, i dag tager samme tur næsten fire timer.

Alex Landex, der er jernbaneekspert og chefkonsulent hos Rambøll, fremhæver Gotthard-forbindelsen som en af Europas vigtigste lige nu.

»Både passagertrafikken og godstrafikken effektiviseres markant takket være de nye tunnelsystemer mellem Schweiz og Italien. Samtidig har regionen enorme problemer på motorvejsnettet, hvor lastbilerne fylder højresporet godt og grundigt ud,« siger han.

Man regner med, at der årligt flyttes godt 20 mio. ton gods på togskinner gennem den nuværende Gotthard-forbindelse. Med en sporudvidelse i 2016 stiger det tal til over 40 mio. ton.

Kigger man bredt ud i Europa, flyttes der i omegnen af 1,7 mio. ton gods over på skinner – og området er i vækst. Fra 2010 til 2011, som er de seneste tal fra Eurostat, er godstrafikken vokset med syv procent.

»Derfor vil det her projekt komme til at stå som et af de vigtigste i nyere tid. Og det vil på mange måder komme til at binde Europa bedre sammen på togfronten,« fremhæver Alex Landex.