menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Der gik ikke mange dage fra den delvise nedlukning af Danmark, til de første røster lød om, at vi nu på ingen måde har råd til at nå vores ambitiøse klimamål. En presset flybranche, transporten og landbruget har bedt regeringen om at udskyde klimakampen, og Dansk Folkeparti taler om at genåbne klimaaftalen og sænke målet fra de aftalte 70 pct.
Sagen er bare, at klimaforandringerne ikke er gået i hjemmekarantæne, og selv om Moder Jord måske nok får luftet lidt ud, mens Jordens befolkning lukker ned for forbruget og lader bilen stå i garagen, så har hun fortsat svært ved at komme af med varmen. Konsekvenserne kender vi allerede i form af ekstrem tørke med vandmangel, fødevarekrise og dræbende skovbrande til følge, vilde, ødelæggende storme og ekstremregn, der fører til oversvømmelser og ødelagt høst. Og det er kun de første symptomer på klimaforandringerne, vi ser nu.
Så selv om en god del af det økonomiske råderum, som var tiltænkt klimaindsatser, i hvert fald på kort sigt ædes op af corona- redningspakker, og selv om de økonomiske konsekvenser viser sig at blive længerevarende med faldende velstand for såvel staten som dens borgere til følge, så har vi ikke råd til at holde pause i klimakampen.
Frem for at bruge corona-krisen som undskyldning for at skrue ned bør vi bruge den som afsæt til at komme i gang. Corona-krisen kan måske ligefrem blotlægge flere af de håndtag, vi skal tage fat i.
Som vi skrev på lederpladsen her, den uge Mette Frederiksen lukkede ned, så har klimaet brug for samme politiske mod og handlekraft, som statsministeren har udvist i den nærværende krise. Siden da har vi kunnet konstatere, at danskerne faktisk både kan og vil gøre, hvad der er nødvendigt for at afbøde en krise – også når det vender dagligdagen fuldstændig på hovedet og kræver endog meget store afsavn. Vi er klar til at ofre vores daglige privilegier, når det virkelig gælder.
Selv om klimaforandringernes konsekvenser nok af mange ikke opleves som en lige så nærværende trussel for den enkelte, så kan vi bruge de erfaringer, vi nu alle har gjort os, til at skubbe på en mere permanent forandring, der går klimaets vej. Både i landets virksomheder, i institutioner og i de private hjem.
Når mange chefer nu har oplevet, at ansatte har leveret en fortræffelig indsats fra hjemmekontoret, er der måske ikke så langt til, at man kan gøre hjemmearbejde til et våben i kampen om at få nedsat CO2-udslippet fra pendlertrafikken. Ligesom øget brug af videomøder kan spare kørsel og erhvervsrelaterede flyvninger hos både private virksomheder og offentlige institutioner.
Når nu forældre har opdaget, at ungerne faktisk får hel del essentielt med sig hjem fra skoler og institutioner i form af samvær og læring, så bliver det måske knap så vigtigt for folk at bekæmpe kødfrie dage i børnehaven.
Og måske har pausen fra lørdagsturene i indkøbscentret lært os, at vi faktisk ikke har behov for at købe nyt hele tiden. Måske har afstanden til bedsteforældre og venner vist os, at det ikke er bøffer, Bali-rejser og tunge biler, der betyder mest for vores velbefindende.
Uanset hvordan vi hver især er ramt af krisen, så er én ting sikker: Vi har været tvunget til at gøre noget andet, end vi plejer. Og det er vi altså ikke døde af – tværtimod har det reddet liv. Den samme gælder klimaindsatsen, og det er nu, vi skal have den fortælling frem og stille krav til os selv og hinanden om at flytte os i retning af mere klimavenlige vaner.
Den økonomiske stilstand, der er fulgt af pandemiens hærgen verden over, kalder også på en ekspansiv finanspolitik, der kan booste økonomi og jobmarked, når covid-19 har sluppet sit tag. Heldigvis har flere partier fra begge sider af Folketinget peget på en række tiltag, der ikke bare skaber arbejdspladser, men også bidrager til at begrænse vores CO2-udslip. Det samme har landets erhvervsorganisationer og IDA. Oplagte områder er energirenovering af den ældre boligmasse, støtte til digitalisering og grøn udvikling hos mindre virksomheder, grønne infrastrukturprojekter og fremskynding af allerede besluttede vindmølleparker.
Selv om disse tiltag i sig selv skruer ned for Danmarks CO2-udledning, er der større perspektiv i dem. I pandemiens skygge har Danmark en enestående chance for at vise andre lande, hvordan økonomisk genoprettelse og klimaindsats kan gå hånd i hånd. 70 pct. af de europæiske hjem er i dag opvarmet med fossile brændsler. Tænk, hvis vores EU-fæller kopierede ideen om energirenovering af boligmassen, når de snart er klar til at åbne deres samfund igen.
Klimarådet påpegede, inden covid-19 stjal dagsordenen, at vi ikke når i mål uden en høj CO2-afgift. Det fik ingen varm modtagelse, men en afgift er ganske givet nødvendig for at hjælpe os til at holde fast i de nye vaner, ligesom den skal skubbe de forskellige sektorer til at investere i bæredygtige løsninger – også når lavkonjunkturerne sætter ind. Det kræver politisk mod, men måske er vi nu lidt mere lydhøre over for nødvendighedens politik.
Men én ting har vi vel alle sammen har lært: Når videnskaben varsler, at noget vil ske, så sker det. Lukker vi ørerne og lader som ingenting, kan det meget vel ende i langt større problemer end dem, vi står med i dag.
/trb
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.
Vi står nu i en helt enestående situation, idet vi kan få testet om der er en sammenhæng imellem vores fossile udledning af CO2 til atmosfæren og den løbende stigning af koncentrationen i atmosfæren. Med en 25% reduktion af udslippet vil udledningen gå fra 36 til 27 millioner ton (Gt) CO2 om året, og da naturens optage-kapacitet er 20 Gt, vil ophobningen falde fra 16 til 7 Gt. Da 1 ppm er 7,81 Gt, skulle det give et fald fra 2,0 til 0,9 ppm. Det burde være til at måle ganske snart, og hvis ikke, hvad betyder det så....? Hvad vi også kan udlede af coronakrisen er, at god rådgivning er et og alt i kriser. Mht klima er jeg overbevist om at regeringen ikke har de bedste rådgivere.
”””Oplagte områder er ......, grønne infrastrukturprojekter og fremskynding af allerede besluttede vindmølleparker.”””
Politikernes både overfladiske og populistiske politik for så vidt angår elforsyningen, og herunder deres forkærlighed til nye havvindmølleparker, kan vise sig unødig dyr for el-forbrugerne/skatteborgerne. Støtteudgiften til (land- + hav-)vind er som udgangspunkt (2019) i forvejen langt højere end summen af støtte til al anden VE-el-produktion til sammen. (Søg evt. på strengen: ”VE-støttefremskrivning ifm. Basisfremskrivning 2019” og se tabel 1).
Skulle nogen tro det modsatte, kan det være, fordi dette faktum – på pinlig måde - er blevet søgt vendt på hovedet af både klimarådet, TV2 og Ingeniørens redaktion. Dette ved anlæggelse af en både "søgt" og fuldstændig uholdbar betragtning, der – mig bekendt - endnu ikke er blevet rettet af nogen af de tre nævnte.
Støtten til ny hav-vind gives desværre fortsat i form af garanterede mindstepriser, dvs. til den del af møllernes produktion, som el-markedsprisen meget tydeligt fortæller, at der er mindst brug for. Alene dette kan ses som et alvorligt bespænd for markedskræfternes evne til at finde frem til det - samlet set – billigste VE-el-system med opretholdt høj forsyningssikkerhed.
Det er også problematisk, at en række ekstraomkostninger, der er en følge af fluktuerende el-produktion, ikke knyttes til denne, men i stedet ”skjules” for markedskræfterne. Her tænker jeg på behovene for; a) nye og kraftigere el-transmissionslinjer, (hvor biokraftvarmeværker i de centrale værkers hidtidige placeringer i højere grad kan benytte det allerede etablerede elnet), b) meget dyr og/eller tabsbehæftet el-til-el -lagring, c) dyr backup-/reservekapacitet på f.eks. bionaturgas (som biokraftvarmeværkerne reducerer behovet for, fordi de jo ikke lukkes ned men snarere kører i kondensdrift og/eller overlast, når det kniber mest), og d) mindre prismæssig fordelagtig el-udveksling med vore nabolande - som ikke giver samme grad af forsyningssikkerhed som regulerbar indenlandsk produktion.
Det hører med i billedet, at udgiften til den støtte, der gives i form af garanterede mindstepriser til endnu en ny havmøllepark er vanskelig at forudse, og at el-prispresset som følge af ny fluktuerende kapacitet må forventes at øge udgiften til tidligere stillede prisgarantier. For øvrigt kan det forøgede prispres, når det blæser, betyde, at tidligere opstillede møller skrottes utidigt, fordi selv mindre reparationer bliver en dårlig forretning.
I mine (ikke helt uvildige) øjne er hovedproblemet dog, at den førte VE-støttepolitik - og herunder også manglende betaling af de centrale værker for standby/backup - for længst har skræmt de potentielle investorer langt væk og således også stoppet igangværende videreudvikling i retning af forgasningsbaserede anlæg, der også kan benytte billige lokale organiske restprodukter som halm, biogasrestfibre, spildevandsslam og en lang række andre kommunale og industrielle restprodukter. Derfor spredes sådanne restprodukter fortsat i stort omfang på landmændenes marker for således at give anledning til emission af ikke blot CO2 men også CH4, ophobning af (ressourcebegrænset og livsvigtig) fosfor i vandmiljøfølsomme områder og spredning/ophobning af bl.a. lugtstoffer, hormonlignende stoffer, medicinrester, mikroplast og tungmetaller. Alt sammen noget der kunne minimeres ved hensigtsmæssig termisk foraskning på landsdelenes større (=økonomisk rationelle) centrale kraftvarmeværker, som nu – til bl.a. vindmøllelobbysisters og ings.dk´s store tilfredshed - i stedet nedlægges.
Flere eksisterende værker har dog midlertidigt ladet sig presse over i levering af primært ”grøn” fjernvarme baseret på capex-lette ombygninger kun til forholdsvis dyre og overvejende importerede træpiller, medens nogle få mindre nye blokke ligeledes fortrinsvis vil producere lavværdig fjernvarme frem for el. Mange politikere finder begge dele kritisable, selvom løsningerne i høj grad er en konsekvens af deres egen VE-politik. Specielt har mange politikere haft travlt med at mistænkeliggøre bæredygtigheden af især importerede bio-brændsler, selvom samme politikere har forsømt at regulere anvendelsen så længe, at værkerne selv har fundet anledning til frivilligt at begrænse sig til anvendelse af certificerede brændsler.
Hvis politikerne nu smøler sig til at stramme op på reglerne for anvendelse af bio-brændsler, kunne der – f.eks. med passende klima-klasseopdelt certificering - samtidig skabes grundlag for at støtte anvendelsen af CO2e-negative bio-brændsler. Disse kan ikke blot være pt. dårligt energiudnyttede lokale/danske organiske restprodukter, men også udenlandske træbrændsler fra skove, der har overskredet deres ”klimaoptimale” alder i en grad så CH4-emissionen er blevet betydelig og netto-kulstofindbindingen næsten gået i stå. - Sidstnævnte også som følge af den med alderen voksende (statistiske) risiko for hurtigt kulstoffrigivende sygdomsangreb, stormfældning og - iskapperne sortsværtende/livstruende - skovbrande.
Endelig ville en CO2e-afgift ”med fortegn” (der således - i tråd med hensigten - også kan være en støtte) kunne befordre den længe diskuterede men pt. endnu ikke støttede mulige langtidsdeponering af kulstof i form af separeret CO2 og/eller (potentielt jordforbedrende og da selvforstærkende) deponering af biokoks.
Alt det nævnte bliver en tand mere umuligt på markedsvilkår, for hver gang elmarkedspriserne presses af politisk forceret (og kun tilsyneladende billigere?) fluktuerende produktion, som el-markedspriserne endnu ikke har "kaldt på".
Hvordan vil det mon gå med elforsyningssikkerheden, hvis udviklingen imod mere fluktuerende og mindre regulerbart bare fortsættes frem imod 100 % VE? Tør el-forbrugerne fortsætte med at støtte op om den vigtige "elektrificering" ved at købe varmepumper og elbiler, samt melde sig til frivillig "brown-out" efter blot nogle få historier i medierne om folk, der står med uopvarmede boliger og el-biler, der ikke er blevet ladet op, - og/eller om stressende/hårrejsende el-regninger som følge af hyppigt "ekstreme" elpriser?
Hvorfor ikke "komme ud over VE- og klima-stepperne" med en - gerne af markedskræfterne velvalgt - god kombination af både det billige men fluktuerende og den capex-mæssigt dyrere og ressourcebegrænsede, men så til gengæld både backup -ydende, potentielt CO2e-negative og på andre måder hensigtsmæssige brændselsbaserede VE?