Måske lidt mindre polemiske:
https://news.ycombinator.com/item?id=14447393
Læs f.eks. den her opsummeringen af download af dokumenterne, som viser sig at være et SVN checkout:
Anthony Levandowski er en af verdens bedste – hvis ikke den allerbedste ingeniør - til at konstruere de sensorsystemer, som lader førerløse biler sanse deres omgivelser.
En helt essentiel teknologi, når det gælder den autonome revolution af biler, robotter og fly. Men Anthony Levandowskis uovertrufne kvalifikationer batter ikke meget, hvis han er forhindret i at bruge sin viden på grund af en verserende retssag. Læg dertil hvis han samtidig nægter at adlyde instrukser fra sine chefer.
Derfor har it-køretjenesten Uber fået nok. Uber har ifølge The New York Times netop fyret Anthony Levandowski.
Afskedigelsen sker til trods for, at den amerikanske ingeniør var Ubers trumfkort i det kapløb, som selskabet åbent har erklæret vil afgøre Ubers skæbne: nemlig evnen til bedst og billigst at bygge førerløse biler.
Hvis vi tyr til en fodboldanalogi, svarer fyringen af Anthony Levandowski altså nogenlunde til, at Real Madrids cheftræner præsenterer Cristiano Ronaldo for en fyreseddel midt under en Champions League-finale mod FC Barcelona.
Årsagen til Ubers fyring af Anthony Levandowski hænger sammen med en kompliceret retssag. Kort fortalt går retssagen ud på, at Googles førerløse bil-startup Waymo anklager Uber for at bygge deres teknologi til førerløse biler på baggrund af særegne systemer, som Waymo har udviklet.
Anthony Levandowski arbejdede tidligere for Waymo, før han stiftede selskabet Otto, som specialiserede sig at udstyre lastbiler med sensorer og andet isenkram, så de fungerer uden chauffører.
Uber blev imponeret over Otto. De købte hurtigt selskabet og sørgede for, at Anthony Levandowski kom til at stå i spidsen for deres hundredvis af ingeniører dedikeret til at skabe førerløse biler. Men ifølge Waymo skyldes Ottos uovertrufne sensor-teknologi arbejde, som retteligt tilhører Waymo.
For ifølge Waymo skulle Anthony Levandowski ligefrem have installeret speciel software på sin arbejdscomputer for at skjule, at han tilgik Waymos design-servere og hapsede 9,7 gigabyte filer med fortroligt materiale.
Materialet blev overført til en ekstern harddisk, og Levandowski formatterede derefter sin bærbare computer i håbet om, at hans handlinger ikke kunne spores. Herefter sagde han sit job op hos Waymo for at stifte Otto.
Anthony Levandowski står ikke selv anklaget i sagen, da den primært handler om Googles Waymo vs. Uber. Han er dog indblandet i to voldgiftssager med Waymo, men hovedslagsmålet står vel at mærke imellem de to it-giganter.
Uber har ikke afvist, at Levandowski har stjålet dokumenter fra Waymo, men siger, at sådanne dokumenter aldrig har fundet vej ind i Uber eller i deres design på nogen vis.
'Vi er fortsat sikre på vores sag og hilser enhver chance for at tale om vores egenudviklede teknologi i ethvert forum velkommen,' har en talsmand fra Uber forklaret i en e-mail til erhvervsmediet Quartz.
Distriktsdommer William Alsup skal afgøre sagen om Google vs. Uber. Han har flere gange sagt, at han gerne vil tale med den kontroversielle ingeniør for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.
Men Anthony Levandowski har påkaldt sig sin forfatningsgivne ret til ikke at inkriminere sig selv og har altså forholdt sig tavst og nægtet at svare på nogen spørgsmål om de downloadede dokumenter, sit arbejde hos Otto og senere Uber.
Men nu viser det sig, at Uber også i månedsvis har presset på for, at Anthony Levandowski udtaler sig i retssagen. Det har han nægtet, og efter han i denne uge missede en intern tidsfrist hos Uber for at udlevere materiale i sagen, havde Uber fået nok af deres højtlønnede stjerneingeniør.
’I løbet af de seneste måneder har Uber fremlagt væsentlige beviser i retten for at demonstrere, at vores teknologi til selvkørende biler er udviklet helt uafhængigt af andre. I den samme periode har Uber opfordret Anthony til at samarbejde med retten for at få lagt alle fakta på bordet og i sidste ende dermed hjælpe os og styrke vores sag. Vi tager vores forpligtigelser i forbindelse med retssagen yderst alvorligt, og derfor har vi valgt at lade hans (Anthony Levandowski, red.) ansættelse hos Uber ophøre,’ har Ubers leder for ansættelsessager, Angela L. Padilla ifølge The New York Times skrevet i en mail til firmaets medarbejdere.
Miles Ehrlich, Anthony Levandowskis advokat i retssagen, har ikke reageret medierne henvendelser om sagen.
Netmediet The Verge har fået fingrene i opsigelsesbrevet fra Uber til Anthony Levandowski. Har du lyst til at se sådan et, ser det sådan her ud.
Set udefra er fyringen af Levandowski et nyt blodigt kapitel i 2010´ernes måske største teknologiske tvist, og en påmindelse om, at Ubers juridiske slagsmål med det Google-ejede startup Waymo bliver grimmere og i højere grad udstillet for offentligheden.
Imens risikerer vi andre – uanset om vi så hepper på Google, Uber eller er aldeles ligeglade med retssager – at vente længere på de selvkørende biler, end de teknologiske landvindinger ellers tillader.
Og hvilken forretningshemmelighed er det så præcis, som har fået Waymo op i det røde felt? Harmen bunder i én bestemt teknologi til førerløse biler: lidar.
En lidar (Light Detection and Ranging) er kort fortalt en sensor-teknologi beregnet til afstandsmålinger. Den virker ved, at der udsendes laser-pulser med høj frekvens, samtidigt med at de enkelte pulser typisk ved hjælp af et spejl, drejes ud i forskellige retninger. Den tid det tager de enkelte pulser at ramme et objekt og blive reflekteret til laseren bruges til at beregne afstanden.
I relation til selvkørende biler fungerer lidarer altså som bilernes øjne, der gør, at de kan sanse verden og vælge en handling. Tesla og AutoX sværger udelukkende til radar og kameraer, men ellers er brugen af lidarer en integreret og afgørende del af de øvrige bilproducenters forsøg på at fremstille autonome køretøjer.
’Hundredvis af Waymo-ingeniører har brugt tusinder af timer, og vores firma har investeret millioner af dollars på at designe et yderst specialiseret og unikt lidar-system. Waymos ingeniører har formået at reducere prisen på lidarer betragteligt, selvom vi har forbedret både kvaliteten og pålideligheden. Konfigureringen og specifikationerne af vores lidar-sensorer er unikke for Waymo. At frarøve denne teknologi svarer til at stjæle et bryggeri eller læskedriks hemmelige opskrift.’, forklarer Waymo i et indlæg på Medium, hvor de redegør for teknologi-slagsmålet set med deres øjne.
Tvisten begyndte at spidse til i 2016, hvor Uber opkøbte det seks måneder gamle startup Otto.
Bag Otto stod som nævnt den tidligere Waymo-ingeniør Anthony Levandowski. Ottos gode lidar-sensorer udlægges i medierne som selve årsagen til Ubers opkøb.
Men i begyndelsen af dette år modtager Waymo en videresendt e-mail fra en af deres leverandører, som bygger og samler nogle af delene til Waymos lidar-system. I den videresendte e-mail er der vedhæftet en tegning af en lidar, som leverandøren bliver bedt om at bygge. Opdragsgiveren er Uber, og leverandøren synes, at Ubers lidar minder mistænkeligt meget om Waymos.
Læs også: Før var en lysfølsom sensor stor som en elkoger - nu kan den sidde på spidsen af robottens finger
En mistanke som Waymo deler, og selskabet indleder en efterforskning. Den viser ifølge Waymo, at seks uger før, at Anthony Levandowski kvittede sit job hos Waymo, downloadede han 14.000 højst fortrolige og ophavsretligt beskyttede design-filer for forskellige hardwaresystemer udviklet af Waymo. Herunder designet af dets lidar-sensorer og selve kredsløbspladen til lidaren.
Ifølge Waymo har andre af selskabets tidligere ansatte også downloadet fortroligt materiale, som alle kredser om byggeriet af Waymos særlige lidarer. Disse tidligere ansatte er også ansat hos Uber eller Otto i dag.
’Vi tror, at alle disse handlinger er en del af en koordineret plan om at stjæle Waymos forretningshemmeligheder og intellektuelle ejendomme,’ skriver Waymo på Medium.
Distriktsdommer William Alsup har tidligere betonet over for Waymo, at de ganske rigtigt har beviser på, at Levandowski har downloadet dokumenter indeholdende byggestenene til selskabets særegne lidar-sensor. Men der er ingen beviser på, at Levandowski har overdraget dokumenterne til Uber.
Måske lidt mindre polemiske:
https://news.ycombinator.com/item?id=14447393
Læs f.eks. den her opsummeringen af download af dokumenterne, som viser sig at være et SVN checkout:
Det største mysterie er hvorfor fa.... de bruger SVN :)
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard