Google vil styre din vaskemaskine, ovn og belysning
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Google vil styre din vaskemaskine, ovn og belysning

Mobiltelefoner og tablets med styresystemet Android vil automatisk genkende og kunne kommunikere med eksempelvis intelligente lyspærer, vaskemaskiner og låse, der enten bruger Googles nye styresystem, Brillo, eller kommunikationssystemet Weave. Illustration: Google

Med den samme forretningsfilosofi, som har givet Google en dominerende position på mobilmarkedet, vil internetgiganten nu sætte sig på markedet for internetforbundne enheder (IoT), som i disse år begynder at brede sig i såvel boliger som fabrikker.

»I dag laver folk forbundne enheder, som intelligente lyspærer, men det er virkelig svært for producenterne, som det var i smartphonens første dage. Du ved ikke præcis, hvordan du skal designe din software, og udviklere ved ikke, hvordan de kan skabe noget, der passer til dette behov. Og for brugerne er det virkelig forvirrende at få det hele til at fungere sammen,« forklarede Googles senior vicepræsident for Chrome og App, Sundar Pichai, på Googles udviklerkonference i torsdags.

Google nye styresystem til internetforbundne enheder er både målrettet producenter af forbrugerelektronik og erhvervssegmentet. Programmerne skal gøre det let for brugerne at få enhederne til at tale sammen og give Google en ligeså dominerende position på IoT-markedet som de har på mobile styresystemer og internetsøgning. Illustration: Google

Læs også: Internet of Things gennemsyrer din elektronik som aldrig før

For at imødekomme dette behov har Google udviklet en nedbarberet udgave af styresystemet Android under navnet Brillo, som de håber, at producenter af vaskemaskiner, ovne, termostater, varmepumper, belysning og alarmsystemer vil tage til sig. Systemet er designet til at fylde meget lidt og have et meget lavt strømforbrug, så også batteridrevne enheder kan bruge det.

Brillo vil understøtte kommunikation med wifi, Bluetooth og Thread, som den Google-ejede termostat- og røgalarmsproducent Nest bruger.

Læs også: Internet of Things kobler alt, hvad du ejer, på nettet

Ud over Brillo har Google også udviklet en kommunikationsstandard kaldet Weave, som enhederne kan bruge til at kommunikere med hinanden. Weave kan bruges oven på internetforbundne enheder, uanset om de bruger Brillo eller nogle af de andre styresystemer, der findes på markedet. Weave indeholder også en brugergrænseflade, så private brugere let kan sætte deres enheder op og programmere dem.

For brugerne vil det betyde, at de kan programmere deres forskellige enheder til at reagere på input fra hinanden. Eksempelvis vil man kunne bede sit indeklimaanlæg om at hæve temperaturen og køre persiennerne op, når den registrerer, at en godkendt bruger nærmer sig døren.

Læs også: Danske GreenWave Reality: »Vi skal gøre tingene simple«

Selv om der i dag ikke er mange produkter på markedet, som er forberedt til at kommunikere på nettet, ser det nu ud til, at de store producenter efter mange års snak og hype vil have deres produkter online. Eksempelvis har Samsung for nyligt lovet, at alle deres produkter vil kunne kommunikere over internettet inden for fem års tid.

Produkterne er dog ikke kun rettet mod boliger. Google ser også en mulighed for at komme ind i erhvervslivet som landbrug og transport med deres system. Brillo bliver sluppet fri 3. kvartal, mens Weave først bliver lanceret i 4. kvartal af 2015.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som så meget andet handler det om at opnå en kritisk masse, der gør et system til de facto standard. Google benytter sig af opskriften der hedder semi open source system, hvilket gør at alle kan udvikle apps til det, uden at skulle betale etc. Jeg tror derfor også at det vil lykkedes for dem her.

Jeg lavede en ret stor research omkring, hvordan man skulle lave home automation. Her var det store problem at få designet en brugerflade til sin smartphone, der kunne kommunikerer med alle dimser i sit hjem. Jeg fandt faktisk kun et system der kunne alt hvad man gerne ville og som var open source og Arduino, z-wave, WIFI kompatibelt: www.openhab.org

Men det kræver stadig at man kan en smule kodning. Det vil have været en del lettere bare at kunne hente ting i en app store, hvilket dette her giver forhåbning omkring :)

  • 6
  • 0

Apropos Nest og tingenes internet:
http://d1piko3ylsjhpd.cloudfront.net/uploa...

.12. august 2014, version2.dk: Googles termostater afsløret med gabende sikkerhedshul:
http://www.version2.dk/artikel/googles-ter...
Citat: "...På egen hånd kan en Nest-enhed inficeret med malware bruges til at spionere på husets beboere, for eksempel ved at sende beskeder af sted om, hvornår der er nogen hjemme. Men fordi den er tilsluttet netværket, og koderne til netværket ligger tilgængelige i klartekst, kan en hacker også udnytte en Nest-enhed som en trædesten til angreb på mere traditionelle computere i hjemmet..."

.01.06.14, wired.com: The Internet of Things Is Wildly Insecure — And Often Unpatchable:
http://www.wired.com/2014/01/theres-no-goo...
Citat: "...a researcher looked at thirty home routers and broke into half of them...survey of common home routers found that the software components were four to five years older than the device...To make matters worse, it’s often impossible to patch the software or upgrade...Even when a patch is possible, it’s rarely applied...Last month, Symantec reported on a Linux worm that targets routers, cameras, and other embedded devices...And the Internet of Things will only make this problem worse,...new embedded devices that will be equally poorly maintained and unpatchable..."

Henvisninger er fra:
https://da.wikipedia.org/wiki/Internet_of_...

  • 3
  • 1

Hvis IoT skal være "fremtidssikker" skal man kræve grænseflade understøttelse af:
* IEEE 1451 https://da.wikipedia.org/wiki/IEEE_1451
* BACnet https://da.wikipedia.org/wiki/BACnet

Men: Hvordan sikres mod IoT dag-nul sårbarheder?

Hvis der er en ny opdatering til fx vaskemaskinen, hvem garanterer så at vaskemaskinen virker efter opdateringen?

Og - prøv at lede efter opdateringer til "no-name" routere, der er fx mere end to år gamle? Fx mod Heartbleed, Shellshock og POODLE osv.

December 9, 2014, Infographic: Heartbleed, Shellshock and POODLE top the list of major web vulnerabilities:
http://www.fierceitsecurity.com/story/info...

  • 2
  • 0

Der er ingen tvivl om at Google er smarte, de har jo gjort så mange ting nemme for os igennem tiden og hjulpet os med en masse.

Lad mig nævne:
-Smartere søgninger
-Mail hvor du ikke løbende skal slette mails for at plads til nye
-Android, behøver jeg at sige mere her
Og meget, meget andet...

Jeg er helt sikker på at det her kommer til at være lige så revolutionerende som de andre ting som google har gjort muligt eller forbedret. Og dette vil helt sikkert gøre vores verden meget bedre på flere måder.

Men til hvilken pris? Dine søgninger bliver lagret og kørt igennem en masse big data algoritmer, det samme gør dine mails og det meste du foretager dig med din smartphone incl hvor du befinder dig.

Syntes ikke google er lige så åbne omkring de data de samler om dig og mig uden din og min viden, som de påstår fx i videoen at de er med de data de indeksere på nettet og som gør min søgning mulig. Fx gør google det først muligt at styre hvilke informationer mine aps skal have adgang til nu, efter stort pres. Forleden da jeg analyserede min internettrafik fandt jeg ud af at min Chromecast kontakter google analytics ca en gang i minuttet og min telefon sender et større databurst hver gang jeg tænder skærmen.

Så er det her endnu et sugerør ned i dit og mit privatliv?

PS.: Jeg kan godt lige google og bruger rigtig mange af deres services, men jeg er urolig ang alle de oplysninger de indsamler samt de oplysninger de gør det muligt for andre indsamle om os alle.

  • 5
  • 0

Er det vigtigt?
Jeg mener, vaskemaskinen skal stadig fyldes og tømmes ligesom ovnen og andre af vores hjælpemidler.
Er det vildt fantastisk, at du efter at have fyldt vaskemaskinen kan starte den over internettet, hvorefter du måske får besked om at den er færdig, så du kan hænge tøjet til tørre?
Der skal ikke meget til at imponere den opvoksende generation.

  • 4
  • 4

Svend nu er mulighederne meget større end det du lige nævner med vaskemaskinen. Fx kunne jeg godt bruge lys der ændre farve efter døgnrytmen og som automatisk tænder og slukker i div rum, varmestyring der er mere smart end de digitale ventiler jeg har pt, køleskab der laver en indkøbsliste til mig eller bare selv bestiller nyt mad til udbringning på et tidspunkt som passer ind i mine daglige gøremål kørt op mod min kalender og vaner, robot køkken der sørger for madlavningen, fjernsyn der tænder og skifter kanal/skifter til det indhold jeg ser alt efter hvor jeg går rundt i huset/lejligheden. Jeg er helt sikker på at jeg kunne blive ved og ved her.

Tilbage til det med vaskemaskinen, systemet kan starte den midt om natten når prisen på strøm er den rigtige (kræver ændring af afgiftssystemet i dk) hvis din vaskemaskine også har indbygget tørretumbler har du frisk og tørt tøj til næste morgen, det kan også fortælle dig hvornår det er tid til at fylde nyt sæbe i vaskemaskinen (du ved de der nye maskiner der selv tilsætter sæbe til vasken), vaskemaskinen kan selv finde kalkindholdet i vandet på vandværkets hjemmeside så den kan tilsætte lige præcis den rette mængde sæbe, vaske tøjet forskellig alt efter hvad du har lavet den pågældende dag fordi den ved om du har siddet stille eller løbet og været ude i naturen, trække varmt vand alt efter om din varme buffertank til det solfangeranlæg er er fyldt eller ej osv osv... Alt dette sætter systemet næsten op automatisk således at du kun behøver at sætte nogle få fluehakker eller trække nogle linjer imellem nogle systemer på et grafisk interface. Altså du behøver ikke at kode noget som helst og have problemer med proprietære standarder og protokoller.
Eller sagt på en anden måde, det her system åbner så mange muligheder for at gøre hverdagen lettere eller mere miljøvenlig som mennesket har fantasi til.

  • 3
  • 2

Hele ideen er jo at kunne styre sit hjem på en måde hvor det reagerer automatisk til ens interaktion med hjemmet. Jeg er dybt begravet i hjemmeautomationscommunitiet og der er store debatter om hvad det skal kunne, men for mig er det absolut no-go at internettet skal have adgang til mit hus! En ting er at google kan logge stort set alt jeg gør på min PC, men hvis de også skal kunne registrerer bevægelsesmønstre, hvornår man kommer hjem, hvor meget lys man bruger, hvad man ser i tv osv. osv. så begynder det straks at blive utroligt invasivt.

Det første spørgsmål jeg får når nogen kommer hjem til mig for første gang og ser hvordan lyset opfører sig er ALTID "kan du så styre det hele fra din telefon"? Øhh ja - men hvorfor skulle jeg det? Mit system er sat op så jeg som udgangspunkt ikke skal tænde noget lys overhovedet når jeg går rundt i huset. Og hvorfor skulle jeg sidde og tænde og slukke lys når jeg er på Gran Canaria?! Det giver ikke mening. Jamen det er da smart at lyset kan tænde og du kan tænde for varmen en halv time før du er hjemme... Ja ja, men sådan fungerer verden jo ikke vel - for hvordan skal systemet vide at jeg er en halv time fra at være hjemme - og om det er tid nok til at nå en behagelig temperatur? Dem med et velisoleret hus vil formentlig give mig ret i at sådan varmethrotlling ikke fungerer. Og desuden er en telefon bare ikke det smarteste udstyr til geofencing og fjernstyring da det ikke er specielt intuitivt at finde telefonen frem, låse den op, finde den rigtige app, finde den rigtige lampe og så tænde den, når alt hvad man vil bare er at komme ud og slå en streg kl. 2 om natten. Og hvorfor skulle jeg tænde lyset en halv time før jeg er hjemme?

Hele ideen er at det man laver skal være smartere end en vægkontakt. Hvis det involverer flere forskellige interaktioner og at man skal finde en telefon frem hver gang, så er stikkontakten smartere. Men gør man det for smart, så bliver det ubrugeligt.

Jeg er stor fan af hjemmeautomation - og som en af de få, så har jeg en bedre halvdel der giver mig ret - selvom hun var meget skeptisk i starten... Fordi det ikke har alle mulige smarte funktioner som ikke giver mening alligevel. Når hun går i køkkenet, så tænder lyset på lige det rigtige niveau - og det forbliver tændt til hun går ud igen - hun skal ikke røre noget, det gør det bare... DET er smart!

For mig ville det give meget mere mening hvis man samlede krafterne om at bygge en robust hjemmeautomationshub, der kan samle alle trådene, men som er gemt sikkert bag en firewall. Man skal have en fysisk server, med UPS i sit hjem for at det giver god mening. Der findes allerede ganske gode opensource produkter på markedet. Eneste ulempe er at de stadig appelerer til nørd-segmentet og det er den udfordring der skal løftes - og her kan Brillo og Weave muligvis være et skridt på vejen - men Cloud baseret... Absolut No no. Når først der er styr på det og hjemmeautomation er blevet "wife-friendly", så står verden åben.

"Conquer the house wifes, and you'll conquer the world" :)

  • 6
  • 0

Der skal ikke meget til at imponere den opvoksende generation.

Eller også har vi bare en generation bag os der nægter at imødegå fremtiden - "Hvad skal jeg med en vaskemaskine der kan fjernstyres? Det klarer konen"

Hvis du nogensinde selv har tømt en vaskemaskine, så vil du formentlig også vide at det kan være en ret dårlig idé at vaske tøj om aftenen og så lade det ligge til næste morgen. Jeg har sat mit hjemmeautomation op således at den starter og kører hele sin cyklus igennem således at det er vasket og tørretumblet (WHAT en kombineret vaske/tørretumbler - jo jo fagre nye verden - men hvad skal man med det, man har jo en kone) til når vi står op om morgenen.

Lyset i vores hjem tænder automatisk når du går ind i et rum (hvis der ikke er nok naturligt lys forstås) og slukker igen automatisk når du har forladt det (og i modsætning til mange industriinstallationer, så forbliver det rent faktisk tændt når du går ind). Hvis man sætter støvsugerslangen til et udtag, så skifter lysene farvetone og lysstyrke så lyset giver bedre arbejdsforhold i det rum man støvsuger i. Når støvsugeren tages fra går lyset tilbage til sin oprindelige indstilling.
Når jeg går i seng, så tænder natlamperne og resten af huset (undtagen badeværelset) slukker langsomt ned. St.by apparater slukker og brugsvandscirkulationspumpen stoppes.
Står man op kl 2 om natten (lytter du efter nu, det er her det bliver interessant for den ældre generation) fordi man skal lade vandet (Det sker jo når man kommer op i årene), så kan man blot tænde sin natlampe. Den ved at din bedre halvdel ligger og sover ved siden af dig, så den tænder på ganske lavt blus - så du heller ikke selv bliver blændet. Men ikke nok med det, den tænder også et ganske svagt lys i gangen og på badeværelset, således at du kan lede strålen i den rette retning uden at blive blændet af elpærer på fulde drøn - så du ikke kommer i unåde over manglende sigteevne i natlige lysforhold eller fordi man føler sig blændet som en hare i forlygterne.
Når min bedre halvdel mener at nu skal der luftes ud, men ikke forstår at en termostat ikke nødvendigvis forstår sig på den slags - så er det ikke noget problem, for vinduet fortæller det er åbent så termostaten kan lukke sig. Når hun lukker igen, så åbner termostaten helt af sig selv.

Samtidig fungerer mængden af bevægelsesfølere og magnetkontakter også som et ganske effektivt værn mod suspekte typer der er på udkig efter let bytte, da det sekunderer som et yderst effektivt alarmsystem.

Selvom min serverløsning koster 15W på elregningen, så er vores elregning faldet med 20% efter jeg gik i gang med at automatisere. Samtidig har jeg skåret tilsvarende 20% af varmeregningen blot ved at indføre nogle simple varmealgoritmer. Dertil kommer en helt anden komfort i hjemmet.

Så selvom den ældre generation ved bedre og ikke lader sig imponerer af den slags nymodens stads, men for os i den letpåvirkelige ungdom, så er den slags nu altså smart.
Bare fordi man er ved at komme op i årene, Svend, så er det ikke for sent at omfagne fremtiden.

  • 4
  • 0

Hele ideen er jo at kunne styre sit hjem på en måde hvor det reagerer automatisk til ens interaktion med hjemmet .....

Jeg kunne ikke være mere enig i dit indlæg. Prøv lige at kikke ind på www.max-i.org og se mit bud på fremtidens system, der nok vil falde i din smag - et 20 Vdc net med kommunikation. Det giver alle muligheder fra simpel betjening fra knapper på væggen til betjening fra en mobiltelefon, en PC eller fra Raspberry pi'en (kræver kun en UART med break understøttelse), du bestemmer selv, om der skal etableres forbindelse til internettet, det er let at logge alt, hvad der sendes, de fleste produkter incl. LED belysning bliver billigere og sikrere, da man sparer 230 V konverteren, der ofte er i tvivlsom kvalitet med deraf følgende brandrisiko, og så slipper husets frue også af med det stærkt stigende kaos af ladere og strømforsyningsbokse med tilhørende stikkontaktdåser og kabelspaghetti.

Evt. kommentarer modtages meget gerne.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten