Gonzogenetik med Lone Frank

Hvor stor en rolle kan vi egentlig tildele generne, når vi skal forklare kroppens opbygning, helserisici, temperament, adfærd og psyke? Med bogen Mit smukke genom skriver Lone Frank sig lige ind i hjertet på den århundrede gamle debat om arv og miljø.

Svarene på mange af genetik-spørgsmålene mener Lone Frank at kunne give med udgangspunkt i journalistiske samtaler med direktører for privatejede genbanker, og verdens førende forskere i gendiagnostik og genteknologi.

Forfatteren har valgt at skrive Mit smukke genom i en stil, der mest af alt minder om en kriminalroman. Sproget er levende (nogle gange for levende), og historien drives frem af spændingsmomenter (hvad kommer den nyeste gen-test til at sige om Lone Frank?). Det gør bogen let at forstå, og svær at lægge fra sig, hvis man har bare den mindste interesse i naturvidenskab.

Forfatteren har lagt sig selv under luppen, og er på jagt efter den inderste sandhed om sine gener: Hvor langt tilbage er hun egentlig dansker, for var tipoldemor ikke blevet gravid med en af de spanske lejesoldater, der hærgede Jylland under Napoleonskrigene? Hvorfor har hun sådan en benet skikkelse, og hvad med den markante næse? Hvorfor har hun altid været mindre 'venlig' og 'følelsesmæssig' end andre kvinder, og hvordan står det til med udsigten til at dø af arvelige sygdomme?

Lone Frank som motor

På side efter side følger vi, hvordan Lone Frank tilmelder sig gen-test, venter på resultaterne, for bagefter at vende indholdet af sine rapporter med førende genetikere. Senere i bogen - meget senere, ville nogen sige - finder vi ud af, at der også er afsat plads til at diskutere arv og miljø i et større perspektiv. Det går op for os, at 'the name of the game' i den gamle traver om arv og miljø stadig er arv og miljø. Ingen vil fortsat sige, at generne afgør det hele.

Vi finder også ud af, at der ikke er meget nyt at hente i diskussionen om hvordan krop, sind og omgivelser spiller sammen i udformningen af det hele menneske.

Trods fyrre års velfinansieret forskning på området, må forskerne endnu sande, at den menneskelige helhed er for kompleks til at lade sig studere i små gen-sekvenser alene. Udviklingen er nu nået dertil, hvor vi kan kigge på generne, og analysere deres indhold, men vi har endnu ingen metode, der kan skelne årsag fra virkning, og korrelation fra kausalitet.

Genernes hemmeligheder har det altså stadig med at glide bort mellem fingrene på os, og hovedparten af de forskere som interviewes, forholder sig også kritisk reflekteret til udsigterne. De viger tilbage fra at komme med de klokkeklare deterministiske konklusioner, det som journalist er Lone Franks opgave at fiske efter.

Forskningen på området har været i eksplosiv udvikling de sidste tyve år, og således er det tiltrængt med en populærvidenskabelig indføring i nogle af de mange problemstillinger, der vil være med til at sætte morgendagens dagsorden. Og her kommer Mit smukke genom hele raden rundt, fra de bedste forskere i verden, til de succesfulde kommercielle virksomheder, og den rivende udvikling som feltet befinder sig midt i.

Mit smukke genom er således rig på viden i bredden, og det gør bogen til et udmærket oversigtsværk, hvis man er interesseret i at skabe sig et hurtigt overblik over de foreløbige konklusioner på området.

Gonzogenetik på lavvande

Leder man derimod efter en dybdegående og grundig analyse af videnskaben og den tilhørende problematik, er det ikke i Lone Franks bog, man skal kigge. For det er her, bogen bliver problematisk: Lone Frank er selv så begejstret for hele ideen om gendiagnostik, at den parallelle historie om Lone Franks egne gentest kommer til at fylde for meget.

Selvom hun interviewer en perlerække af topforskere på området, og selvom størstedelen forholder sig nuanceret og kritisk til genetikkens foreløbige resultater, så drukner deres indsigelser i forfatteres entusiasme for det genetiske evangelium.

Læseren sidder således tilbage med en følelse af ambivalens: Lone Frank lader os hele tiden forstå, at disse gen-test kan give hende svaret på den inderste sandhed om hendes person, men samtidig refererer hun fra forskere, der forholder sig skeptisk over for netop den udsigt. Og her er vi fremme ved endnu et af bogens problemer: Lone Frank har valgt at fortælle os om genetikken ved at bruge sig selv, og sin personlige erfaring med gen-test som motor. Foruden populærvidenskabelig indføring er bogen en art genetisk gonzojournalistik - og de to dele er ikke altid lige ydmygt blandet op.

Lone Frank har således serveret os en problematisk cocktail, og man kan som læser nemt lade sig lede på vildspor af hendes begejstring for gendiagnostikken, sine gener og sin egen person. Hvis man ikke formår at holde en kritisk vinkel for øje, kan man nemt havne et sted, hvor man tror mere på Lone Frank end på forskerne, og hvor man glemmer, at gendiagnostik i sidste ende handler om sandsynlighed, statistisk, tilfældighed - og tro.

Emner : Genteknologi