Gør-det-selv: Kraftigt mikroskop af Lego og smartphone-dele

Skærmbillede fra BetzLabs instruktionsvideo. Illustration: BetzLab

Biofysikere fra Göttingen Universitet har udviklet en opskrift på et kraftigt mikroskop, der er bygget udelukkende af Legoklodser og billige optikdele fra smartphones. Universitets BetzLab forsker i mekaniske processer i cellerne - i grænsefeltet mellem biologi og fysik - og bygningen af mikroskopet skal give skolebørn en bedre forståelse af videnskab på celleniveau.

Opskriften blev i april lagt på GitHub,, så enhver kan gøre det til sommerens byggeprojekt at lave sit eget mikroskop.

Der skal bruges tre forskellige linsetyper til mikroskopet, og de kan købes på eBay, selvom de fleste moderne telefoner faktisk ifølge de tyske forskere har optiske dele, der kan give mikroskopi i høj opløsning. Så bliver man bare nødt til selv at pille en 10-kroners plastiklinse ud af et stykke mange-kroners elektronikudstyr.

Andre forskere har allerede været i gang med at bygge mikroskoper - især har det tiltrukket dem, der i forvejen har adgang til deres egne supermikroskoper i laboratoriet:

Lego-mikroskopet er udviklet til undervisningsbrug og ikke udelukkende til voksenleg. Göttingen-forskerne har også vist, at børn i alderen 9-13 klarede sig bedre i en test af deres viden om mikroskopi og mikroskopiske processer, hvis de havde bygget deres eget mikroskop.

Resultaterne af undervisningsforsøget er netop udgivet som videnskabelig artikel i tidsskriftet The Biophysicist. Ret usædvanligt er en af forfatterne til artiklen kun 10-år gammel.