Gode råd om materialeforskning på topklasseanlæg bliver gratis
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Gode råd om materialeforskning på topklasseanlæg bliver gratis

Synkrotronen MAX IV i Lund blev indviet sidste år. I år åbner frielektronlaseren XFEL i Hamburg, og om få åbner neutronstrålingsanlægget ESS i Lund.

Alle er tre er forskningsfaciliteter i den internationale topklasse, som Ingeniøren ved flere lejligheder har skrevet indgående om. De er velegnede til at materialestudier inden for fødevarer, farma, elektronik, energi mv.

Læs også: Danmark får sin egen bid af MAX IV

Læs også: Dansk udstyr i verdens kraftigste røntgenlaser

Læs også: Leder: Neutronkilden i Lund skal også gavne mindre virksomheder

Store danske virksomheder som Novo Nordisk og Haldor Topsøe har længe brugt lignende faciliteter i andre lande. Med de nye forskningsanlæg, som Danmark bl.a. er med til at medfinansiere – i tilfældet ESS endog med et meget stort beløb – er der ønsker hos myndigheder, brancheorganisationer og universiteter om, at mange flere virksomheder får øjnene op for de muligheder, som disse forskningsanlæg giver virksomhederne inden for produktudvikling.

Det kan dog svært for en mindre eller mellemstor virksomhed uden tidligere erfaring at gennemskue, hvilket anlæg der kunne være mest interessant at benytte til et konkret problemstilling.

DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet har tidligere haft egne industriportaler, hvor virksomheder uden erfaring på området kunne henvende sig. Nu slår universiteterne pjalterne sammen og indgår i partnerskabet LINX - Linking Industry to Neutrons and X-rays.

LINX tilbyder, at virksomhederne kan drøfte med en forsker, om en given problemstilling kan analyseres med de teknologier, som MAX IV, ESS og XFEL tilsammen kommer til at råde over.

Som en del af den gratis udredning kan virksomhederne få testet små materialeprøver i de eksisterende anlæg, som universiteternes forskere selv benytter til deres eksperimenter og analyser. Disse anlæg er i vidt omfang baseret på de samme teknologier som de kommende tre gigantanlæg, men i mindre målestok og styrke.

De tre universiteter har delt opgaverne mellem sig, så Aarhus Universitet primært arbejder med krystallografi, DTU med imaging og Københavns Universitet med småvinkelspredning.

Den enkelte virksomhed behøver dog ikke bekymre sig om at finde vej til den rette forsker med kendskab til den rette teknologi. En virksomhed, der henvender sig til sekretariat for LINX, vil blive henvist til de relevante forskningsgrupper.

LINX forklarer, at udredningen vil munde ud i en foreløbig rapport, som virksomheden kan bruge til at vurdere, om den vil lave et fælles projekt med en eller flere og dele resultaterne, eller om den selv vil betale for rekvireret forskning.