GN Audio i krydspres: Komplekse forsyningskæder bestod eksamen under corona
Alle skriger på mikrochips. Processor-chips, hukommelseschips og grafikkort. Ventetiden til en Playstation 5 eller et grafikkort til pc-gaming er på flere måneder, og bilfabrikker verden over må holde lukkedage, fordi de simpelthen mangler de nødvendige mikrochips.
Årsagerne er mange, men de fleste kredser om coronavirus, som på meget kort tid åbenbarede, hvor sårbare de globale forsyningskæder kan være i elektronikindustrien, som er kendt for at være ekstremt kompleks og globaliseret. En helt konventionel mikrochip, eksempelvis til en kamerasensor i en bil, kan snildt kræve op til 1.000 separate processer og passere landegrænser op til 70 gange, før den er klar til montering. Med meget få producenter, ofte placeret i Asien, giver det lange bestillingstider og en meget lang omstillingsproces, når en krise bryder ud.
Det var lige netop, hvad der skete, da danske GN fik den værst tænkelige besked 29. januar 2020.
Midt under det kinesiske nytår begyndte der at strømme foruroligende nyheder ud fra Kina. En mystisk virus spredte sig med lynets hast, og pludselig kom beskeden: En sikkerhedsvagt på GN Hearings fabrik i Xiamen, en industriby ud for kysten i den sydøstlige Fujian-provins, var blevet smittet. GN handlede resolut og lukkede hele produktionen ned efter det første virustilfælde. Den nedlukning varede i ti dage. Men selv da fabrikken åbnede igen, kom der ingen varer – hverken høreapparater eller headset – ud af Kina før langt ind i marts.
»Alt, hvad vi kunne sælge de måneder, kom fra vores egne lagre og vores distributører, og det var i en periode, hvor salget gik rigtigt stærkt,« fortæller Rene Svendsen-Tune, der er adm. direktør i GN Audio, som er GN Store Nords division for headsets, og som stod for 65 procent af GN Store Nords omsætning i 2020. Resten stammer fra GN Hearing, der producerer høreapparater.
Videomøder fik efterspørgsel til at eksplodere
Og udsigten til mere hjemmearbejde og flere videomøder har fået efterspørgslen på audio-udstyr til at eksplodere. Så meget, at Rene Svendsen-Tune pludselig måtte se sig selv sidde i en position, hvor han var nødsaget til at sortere i, hvem han ville sælge til først. Det er ikke hverdagskost, når produkterne er audio-udstyr til kontorer og gamere.
»Vi havde simpelthen ikke produkter nok til at dække efterspørgslen. Her blev kunder inden for sundhed og beredskab samt andre kritiske sektorer prioriteret over alle andre. Først i løbet af efteråret blev situationen så normaliseret, at vi kunne slippe den prioritering igen,« siger Rene Svendsen-Tune.
Coronakrisen landede midt i en stor vækstperiode for GN Audio, som også i 2019 havde præsteret tocifrede væksttal. Faktisk var 2020 året, hvor audio-divisionen overhalede GN's høreapparatsdivision, og for tiden præsterer GN Audio et kapitalafkast, der overgår Novo Nordisks og Coloplasts og er på linje med Legos.
Måtte chartre egne fly
Netop på grund af de høje væksttal har virksomheden med hovedsæde i Ballerup været i gang med en skalering af hele sin forsyningskæde, hvor alle led i kæden er blevet nøje undersøgt og optimeret. Den proces har vist sig at give pote i en krisetid.
»På grund af vores vækstrejse de senere år har vi arbejdet intenst med at skalere vores supply chain, og den proces har vi faktisk kunnet drage stor fordel af i løbet af det seneste år,« siger Rene Svendsen-Tune.
Han har stået i spidsen for GN Audio siden 2015 og har tidligere en lang karriere bag sig i finske Nokia. Men det seneste år har alligevel været helt ulig tidligere krisesituationer.
»Ud over at Kina lukkede ned, forsvandt en stor del af den globale fragtkapacitet på grund af strandede passagerfly. Fordi efterspørgslen var så stor, havde vi ikke tid til at sende vores produkter med fragtskibe, og derfor var vi nødt til at chartre vores egne fly, og i perioder har vi ugentligt fået fløjet flere jumbojets ind til Europa og USA fra Kina,« siger Rene Svendsen-Tune.
Mens han opruller forløbet omkring de hektiske uger i foråret 2020, udbryder han pludselig overrasket:
»Det føles faktisk som meget lang tid siden, at alt det her skete. Det er jo kun lidt over et år siden – der er godt nok sket meget på kort tid.«
Supply chain-eksamen bestået
Her, knap halvandet år efter pandemien brød ud i Wuhan, tør Rene Svendsen-Tune dog alligevel godt samle op og uddele karakterer til GN Audios håndtering af forsyningskæden.
»Vi har set, hvor afgørende det er at have en skalerbar supply chain på tværs af alle led, og jeg synes, vi har bestået testen, både når det handler om indkøb af materialer, produktion og distribution af produkter globalt,« siger Rene Svendsen-Tune.
Selvom de komplekse forsyningskæder har givet anledning til mange panderynker, så bliver der ikke ændret på det globale setup hos GN Audio, hverken internt eller hos leverandører.
»Vi er rykket meget tættere sammen i virksomheden på tværs af funktioner. Samtidig har det været vigtigt for mig ikke at centralisere opgaverne. De bedste til at håndtere supply chain under pres er vores supply chain-eksperter – ikke direktionen,« siger han.
At GN-brandet er i høj kurs for tiden, bliver afspejlet i den årlige image-analyse, som Ingeniøren står bag, hvor de 111 største danske ingeniørvirksomheder rangeres af over 6.000 ingeniører. På tre år er GN hoppet 43 pladser op på listen og er i år rangeret som nr. 24. Når det handler om jobinteresse, så har GN sneget sig i top-10 over de mest attraktive ingeniørarbejdspladser i Danmark. Det samme billede går igen, når man spørger ingeniørstuderende. Her er GN hoppet imponerende 83 pladser op ad ranglisten på to år og er i dag nr. 22.
Nu er det bilproducenternes tur
GN Audio er langtfra de eneste, der er gået i alarmberedskab på grund af sammenbrudte forsyningskæder. Lige nu står bilproducenter, gamere og elektronikproducenter og tripper. Verden mangler alle typer mikrochips. Stort set alle bilproducenter har måttet nedjustere produktionen, og i 2021 forventes der at køre mellem 1,5-5 millioner færre biler ud af fabrikkerne i verden – kun på grund af mangel på mikrochips. Og over foråret måtte Samsung droppe lanceringen af næste generation Galaxy Note-smartphone.
Samtidig er forbruget af elektronik vokset på alle fronter, og det er svært for chip- og halvlederproducenterne at følge med.
»Det er uomtvisteligt, at der er en reel udfordring med mangel på basismaterialer i form af chipsæt. Og der er ingen tegn på, at efterspørgslen falder i den nærmeste fremtid, og derfor skal kapaciteten skrues i vejret,« siger Rene Svendsen-Tune.
Mens sidste år samlet set bød på en organisk vækst hos GN Audio på 42 procent, er forventningen til 2021 på 20 procent. Samtidig er det planen at byde velkommen til mange nye ingeniører i GN Audios afdelinger i Danmark, Kina og USA, hvoraf det ventes, at omkring 100 vil blive ansat i Danmark.
Ligesom GN Audio gearer op for produktionskapaciteten, så bliver fabrikkerne, der leverer mikrochips og halvledere, også udvidet. I dag er der kun meget få virksomheder, der kan håndtere de mest avancerede fremstillingsprocesser af mikrochips. Taiwanske TSMC og sydkoreanske Samsung dominerer, mens Intel halter efter. Alene inden for de seneste måneder har de tre globale chipproducenter annonceret investeringer for tæt på 1.000 milliarder danske kroner – du læste rigtigt – en billion kroner! Alligevel forventes chipkrisen at vare mindst et til to år, før der igen er ro på leverancerne.
På det politiske landkort
Det globale underskud af mikrochips har fået den nye amerikanske præsident Joe Biden til at underskrive en såkaldt executive order, der skal sikre forsyningskæderne til amerikanske virksomheder. På den anden side af Atlanterhavet har den franske EU-kommissær Thierry Breton også åbnet for pengekassen med et ønske om at etablere avanceret europæisk chipproduktion. Lokal produktion af mikrochips er dog ikke noget, der holder Rene Svendsen-Tune vågen om natten. Kollegerne hos GN Hearing har historisk altid haft deres egen produktion af chips, da krav og specifikationer til høreapparater adskiller sig fra meget andet forbrugerelektronik. Den vej er der dog ingen planer om at bevæge sig ned ad hos GN Audio. For når vi taler om forbrugerelektronik, så er den globale forsyningskæde kommet for at blive, og det er ikke noget, der skader danske virksomheders mulighed for vækst. Dansk elektronik er kendt internationalt.
»Selvom vi antalsmæssigt ikke hører til blandt de største kunder hos chipproducenterne, så er vi teknologisk helt i front, og derfor kan vi tilføre værdi i form af udvikling. Her ligger en stor del af forklaringen på, at vi og andre danske virksomheder er sluppet godt igennem den supply chain-krise, der har præget det seneste år,« siger direktøren.
