Globalt guldæg i vente for vinderne af udbud på danske togsignaler
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Globalt guldæg i vente for vinderne af udbud på danske togsignaler

Nok er Danmark et lille land, men der er stor værdi i at vinde et udbud om de kommende danske togsignaler under den europæiske standard ERTMS (European Rail Traffic Management System) - både på pengesiden og på prestigesiden. De store leverandører ruster sig derfor til at gøre indhug i Banedanmarks 22 milliarder kroner til nye danske signalsystemer.

»Det vil være væsentligt at være en af dem, som udruller ERTMS i hele landet, for det er noget, der vil give genlyd over hele Europa. Det er første gang, man implementerer nye systemer i et helt land på den måde, så er man med her, er der supergod branding i det og meget erfaring at hente,« siger Steen Nørby Nielsen, divisionsdirektør i Siemens, der gør sig klar til at kæmpe om togmilliarderne.

Hos franske Alstom sidder den danske direktør Nils Daugaard også klar til at byde ind. Alstom har blandt andet leveret linjeblokanlæg til Banedanmarks nuværende system.

»Størrelsen alene gør projektet interessant for os. Der er volumen bag, og så er det da lidt af et prestigeprojekt. Det fælleseuropæiske system er stadigvæk relativt nyt, og selv om vi allerede har været med rundt i verden, vil vi gerne have Danmark som reference,« siger Nils Daugaard og fortsætter:

»Det er også interessant arbejdsmæssigt, fordi det er det hele, der skal udskiftes. Derfor skal man ikke tage hensyn til en masse gammelt udstyr, som man skal tilpasse sig. Der er så at sige rent bord,« siger Alstom-direktøren.

Afgørende penge at hente

Konkret har Banedanmark tænkt sig at udbyde opgaven i fire pakker. En del, der går ud på at levere det samlede system til Jylland, en til Sjælland/Fyn, en til S-banen og en for onboard-systemerne på fjernbanen, det vil sige det udstyr, der skal sidde i togenes førerhus.

Programdirektør for signalprogrammet i Banedanmark, Morten Søndergaard, anslår, at øst-, vest og S-togspakkerne hver især kommer til at ligge på et sted mellem to og seks milliarder kroner, mens udstyret til togene vil ligge på godt en milliard. Resten af pengene kommer til at gå til de 60-80 rådgivere, der skal i gang med kravsspecifikationen før selve udbuddet i 2009-2010, samt et korrektionsbeløb, der kan udgøre en sikkerhedsmargin.

Der er med andre ord også tale om ganske store og afgørende beløb, som leverandørerne kan få fingre i på én gang.

I alt seks leverandører har dannet en brancheforening under navnet Unisig (Union Industry of Signaling), som består af Siemens, Alcatel, Alstom, Bombardier, Invensys og Ansaldo Signal.

Selv om de sammen rådgiver de europæiske forvaltninger om togteknologi, er de dog konkurrenter, som alle har løst ERTMS-job andre steder, både i Europa og i lande som Kina og Indien, hvor ERTMS også i stigende grad bliver benyttet.

Knald eller fald

I dag leverer Siemens fjernstyring til fjernbanen, togkontrol, sikringsanlæg og komponenter som togdetektering og sporskiftedrev og har derfor allerede en fod indenfor hos Banedanmark.

Divisionsdirektør Steen Nørby Nielsen er derfor ganske fortrøstningsfuld forud for udbuddet.

»Vi er ved at køre os i stilling og er helt fremme i skoene omkring dette projekt. Det er vitalt for os at være med, for der kommer jo ikke nye store udbud de næste 10-20 år fra Banedanmark. Ellers er vi nødt til at reducere signalafdelingen i Danmark,« siger Steen Nørby Nielsen, som regner med at vinde op til flere af de fire pakker.

Direktør i den danske afdeling af Bombardier er også klar over konsekvensen ved ikke at være med på leverandørholdet, men er ligesom Siemens temmelig sikker på, at der bliver et par milliarder at hente for virksomheden, som i dag har leveret sikringsanlæg til hele Banedanmarks nuværende signalsystem.

Desuden har Bombardier vundet hele striben af udbud i det kommende svenske ERTMS-signalsystem.

»Hvis vi taber, er det danske marked tabt, og så lukker og slukker vi signaldelen i Danmark. Godt nok er den danske afdeling lille globalt set, men vi betragter Danmark som et vigtigt marked, for det er trods alt et stort projekt,« siger Thomas Bolding Rasmussen, Bombardier.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten