Om godt en uge indledes slutforhandlingerne om en ny klimaaftale i Paris. Til trods for, at processen med at lave en aftale begyndte for fire år siden, er der stadig mange uafklarede forhold. Men selv om ingen garanti kan udstedes, skal det gå meget galt, hvis der ikke kommer en eller anden global aftale om at reducere udledningen af drivhusgasser.
Sikkert er det dog, at aftalen ikke vil holde den globale opvarmning i år 2100 under 2 grader over niveauet fra midten af 1800-tallet før den industrielle revolution.
Til gengæld vil den forhindre, at verden vil følge det ‘business as usual’-scenario, som FN’s klimapanel (IPCC) har beskrevet i sine rapporter med en temperaturstigning på 4 grader eller derover.
Bottom-up-proces
Fokus på COP21
Ingeniøren følger klimaforhandlingerne under COP21, hvor vi dækker de vigtigste politiske frem- og tilbageskridt samt konkrete teknologier, der kommer i fokus. På Ingeniørens blog kan man følge Hans Peter Dejgaard, som skriver daglige indlæg fra Paris.
En af årsagerne til, at det vil ende sådan, er, at man op til konferencen i Paris har opgivet den top-down- metode, som blev forsøgt i København, hvor man overordnet ville fastsætte et mål og herefter fordele besværet med at nå det.
Nu anvendes en bottom-up- proces, hvor de enkelte lande selv fastsætter deres egne klimaplaner. Aftalen vil derfor bestå i, at landene lover eller forpligter sig til at overholde det, de selv siger, at de vil gøre.
Læs også: Derfor rokkes der ikke ved to-graders målet
I modsætning til situationen i København for seks år siden samles statsoverhoveder og regeringsledere heller ikke i det sidste hektiske døgn af mødet, men i stedet ved dets begyndelse, hvorefter scenen overlades til fagministre og embedsmænd. Vi vil derfor ikke komme til at opleve samme kaotiske og uskønne forløb som i København.
3 grader i år 2100
Sekretariatet for Klimakonventionen har sammenregnet de enkelte landes planer og er kommet frem til, at disse vil medføre en temperaturstigning i år 2100 på 2,7 grader.
FN’s miljøprogram, UNEP, har regnet på de samme tal og er kommet frem til 3,5 grader. Forskellen skyldes forskellige metoder til at indregne usikkerheder.
Klimasekretariatets leder, Christiana Figueres, har sagt, at aftalen derfor også bør omfatte, hvad der skal ske på længere sigt.
Det mener professor fra Københavns Universitet Kathrine Richardson, der var formand for Klimakommissionen fra 2008 til 2010, også:
»Jeg forventer, at aftalen kommer til at omfatte en erklæring om, at målet på 2 grader fastholdes, og at landene forpligter sig til på et senere tidspunkt, måske om 5-10 år, at mødes på ny for at aftale yderligere tiltag,« siger hun.
Målet om at begrænse temperaturstigningen til 2 grader blev første gang lanceret i en rapport til den tyske regering i 1995.
Læs også: Ny energiplan fra IDA anbefaler udstrakt integration af energisektorerne
Rapporten beskrev, at den koldeste globale gennemsnitstemperatur under sidste istid var 10,4 grader celsius, og den højeste globale gennemsnitstemperatur under forrige mellemistid var 16,1 grader celsius. Hvis man så lagde en halv grad til i begge ender som tolerance, ville det tilladelige temperaturvindue for Jorden være mellem 9,9 og 16,6 grader celsius.
Da den globale gennemsnitstemperatur i 1995 var 15,3 grader, konkluderede rapportens forfattere, at en yderligere stigning på 1,3 grader (eller en stigning på 2 grader i forhold til førindustrielle niveau) ville være det tilladelige.
Der var ikke på dette tidspunkt stærke videnskabelige argumenter for lige præcis at vælge 2 grader frem for eksempelvis 1,5 eller 2,5 grader.
Politisk set har man holdt fast i de 2 grader. I 2005 vedtog EU officielt denne målsætning med begrundelsen: ‘Derved begrænses klimaændringernes indvirkning og sandsynligheden for massive og uafvendelige forstyrrelser i det globale økosystem’.
Hvor meget CO2?
Afbrænding af fossile brændstoffer indeholdende kulstof fører til temperaturstigning gennem dannelse af CO2.
I atmosfæren vil CO2-molekyler nemlig absorbere dele af den infrarøde stråling, som ellers vil blive udstrålet fra Jorden til universet. Når denne energi tilbageholdes, bliver Jorden varmere, end den ellers ville være, og der vil tilføres mere energi i atmosfæren, som kan give anledning til ekstremt vejr.
Vanddamp er også en drivhusgas og er den, der har størst effekt, men det er ikke vanddamp, der styrer Jordens temperatur, det er snarere omvendt, da vanddamp kan kondenseres og blive til skyer.
Læs også: Modstand mod elmaster truer EU-klimamål
Det er de ikke-kondenserbare drivhusgasser, som CO2 og metan, der får temperaturen til at stige. Temperaturstigningen medfører, at atmosfæren kan indeholde mere vanddamp, som yderligere øger temperaturen.
I det omfang, man accepterer grænsen på 2 grader, er spørgsmålet, hvor store mængder fossile brændstoffer det vil tillade, at vi forbruger.
Klimafølsomheden er jokeren
Svaret bestemmes af klimafølsomheden, der er den temperaturforøgelse, som følger en fordobling af koncentrationen af CO2 i atmosfæren.
I 1896 var den svenske kemiker Svante Arrhenius den første til at estimere klimafølsomheden. Han kom nogenlunde tæt på den værdi på ca. 3 grader, som man i dag tror på.
Der hersker dog stor usikkerhed om værdien. Højst sandsynligt er klimafølsomheden i intervallet 2-4 grader – den kan dog godt tænkes at være både højere og lavere.
Usikkerheden har stor betydning, når man skal vurdere effekten af CO2 og andre drivhusgasser. Alene af den grund vil det være usikkert, hvad aftalen i Paris kommer til at betyde for klimaet på langt sigt.
Selv om Svante Arrhenius påviste betydningen af CO2 for klimaet, anså han ikke afbrænding af kul som et problem. Han noterede, at verdens kulproduktion var 500 mio. ton kul om året, og at forbrændingen heraf kun ville tilføre en tusindedel af atmosfærens indhold af CO2. Det var helt uden betydning.
Han forudså ikke, at kulforbruget 120 år senere ville være 16 gange højere og ledsaget af forbrænding af store mængder olie og naturgas.
Med denne virkelighed er der et problem.
Koncentrationen af CO2 stiger med ca. 2 ppm om året og har passeret 400 ppm. Fortsætter udviklingen de næste 80 år, vil koncentrationen være 560 pm ved udgangen af dette århundrede.
Det er præcis det dobbelte af niveauet før den industrielle revolution og vil – med den usikkerhed, der er knyttet til klimafølsomheden – give en global opvarmning på tre grader.
Følgevirkningerne heraf vil bl.a. være et højere havniveau, og at nutidens ekstremvejr bliver fremtidens normalt vejr.
Ingeniørens blogger Hans Peter Dejgaard skriver dagbog fra klimatopmødet i Paris fra 30. november til 11. december. Følg ham på ing.dk/blogs
