Glem Tautatis

Det måtte ské, før eller siden, tænker Jacob og smækker refleksmæssigt visiret for, straks han bemærker fuglenes panik. Brøkdelen af et sekund efter lyder braget, og luften farer ud af tunnelen med eksplosiv kraft. Alt rives med - folk, fugle, værktøj og materialer. I den efterfølgende tumult sprøjtes lækageskum ud af dyser i væggene, og nødskottene begynder at falde i. En af Jacobs kolleger kiles fast under et tonstungt skot - men er allerede dødsdømt. Idet Jacob selv rammer skottet bliver lygten slået ud af hans hånd og suget ud gennem sprækken. Et enkelt strejf fra lyskeglen oplyser de skrækslagne ansigter, og så er alt mørke. Larmen vedbliver en tid, mens genstande hagler over ham og ud gennem tunnelen. Derpå følger vakuumets stilhed.

Hans Henrik Løyche Forfatteren Hans Henrik Løyche kom til verden en julinat i 1964 på Frederiksberg. Siden studerede han på Kunstakademiet og arbejdede i Middelhavslandene, Mellemøsten og Afrika. Nu er han medlem af Dansk Forfatterforening og Science Fiction Cirklen. Som specialist i science fiction skriver han bl.a. for Information. I januar 1999 tildeltes han Statens Kunstfonds toårige igangsætter stipendium.

Løyches arbejde bevæger sig på kanten af det fantastiske, med afstikkere til såvel hverdagsrealisme som fjerne galakser. Uanset, hvor han bringer os hen, er fortællingerne rige på billeder og sense of wonder af sjælden intensitet. Pt. er Løyche ved at lægge sidste hånd på en roman-trilogi. De første to bind, Støj og Mission til Schamajim, gav Løyche status som et ledende dansk science fiction-talent.

Leksikale opslag fra det 21. århundrede Altovisme: Liberalistisk holdning til rummet, der ikke kerer sig om forskning.

Beslutningsstøtte: Valgfusk ved hjælp af subliminale lydsignaler.

Campoo: Genbrugsmad.

Campoo: Realtime computergenererede tv-serier.

Datapet: Dataskærm, der købes efter mål og ophænges som tapet.

Designerlivsform: Kæledyr, levende kunstværker og lignende, skabt ved hjælp af syntetisk dna.

Digitallinse: Kontaktlinse med indbygget dataskærm og kamera.

Drone: Lille, lydløst robot-overvågningsfly.

Fido: Hus- og haverobot til lettere opgaver. Støvsug dit, fjern dat og klip hækken.

Gluonbombe: En bombe, der opløser elementarpartikler i kvarker med en uhyre energiudladning til følge. I teorien kan detonationen sammenpresse omgivelserne så tæt, at der opstår kvantum-sorte huller. Disse passerer tværs gennem Jorden, og forårsager drastiske ødelæggelser, inden de forsvinder i rummet. I værste fald kollapser kloden til et sort hul på størrelse med en bordtennisbold.

Holex®: Programmérbart, holografisk folie. Anvendes til forskellige produkter, herunder kontaktlinser, datapet og solsejl.

Livsstilsstyring: Anonyme Alkoholikere.

Nanfitti: Hærværk ved hjælp af nanoteknolog

i. Neurakel: Neuralt netværks-program, der giver orakelsvar. En new age-konkurrent til astrologi og tarotkort.

Orbitalfly: Rumfærge med aerospikemotorer, der tanker ilt fra atmosfæren og letter og lander som konventionelle fly.

Psykotron: Apparat til depressionsterapi, rygeafvænning, selvmotivering etc.

Ripsite: Internetkirkegård med fotos og nekrolog over døde. Genhør præstens tale, syng med på salmerne og betal for de virtuelle blomster.

Rubia: En russisk-arabisk alliance.

Rumbisse: Minearbejder på Månen eller asteroiderne.

Skodsyre: Syreholdig sod, der efterlades af nedbør. Ødelægger tøjet, giver kraftig hudirritation og kan skade helbredet.

Stedfortræder: Intelligent simulationsprogram, der kan genkende ansigter og stemmer, modtage besked og træffe aftaler på ejerens vegne. Anvendes bl.a. som telefonsvarer.

Suicidalremedie: Sovepiller, barberblade, tøjsnore, skydevåben, plasticposer etc.

Telebook: Mobil-pc-tv-telefon-gps-kamera. Apparat uden mekaniske dele, der bæres på underarmen.

Trafiknettet: Halvoffentligt trafiksystem med førerløse biler, der dirigeres i stil med Internettet.

Udviklingspotentiale: Inkompetence.

Fortumlet og forslået skubber Jacob sig ud fra virvaret af tilklistrede ting og kroppe, der har pakket sig sammen over ham, og giver sig til at lede efter skottets manuelle betjening. Kun de nærmeste par meter er synlige i de svage instrumentlys fra Jacobs hjelm, og der driver hele tiden noget i vejen for synsfeltet. Med besvær finder han endelig det rigtige håndsving og får det drejet omkring, så skottet åbner sig en smule. Umiddelbart tror han, at ulykken skyldes en meteor, men opgiver forklaringen, da der indtræffer endnu en rystelse. Intet høres, når håndtaget rykkes ud af hans hænder, snart i én retning, snart i en anden. Efterhånden ophører rystelserne dog. Jacob slipper ud, og som han arbejder sig gennem tunnelen ud mod hovedskakten, kommer kadavere og stivnet lækageskum af og til glidende ud af mørket. Der er intet at stille op - enten havde de ikke trykdragter på, eller tid til at lukke dem. Nu drejer det sig udelukkende om at redde sit eget skind, men med flere timers ilt og vand tilbage i dragten, føler han sig i sikkerhed. Ulykkens omfang står ham først klart, da han når de labyrintiske anlæg ude ved overfladen. Idet han kommer op ad skakten ved malmslusen, stivner han og holder ubevidst vejret. Der er direkte udsyn til Mælkevejen. Fem dæk over ham er fordampet, og randen af det kæmpemæssige hul er et virvar af glødende dækplader og plastickonsoller, der krøller sammen, bobler op og krakelerer. Rørender spilder stadig væsker og luftarter ud i rummet, hvor de størkner i koralagtige blokke. Det eneste spor efter mennesker er nederste halvdel af en trykdragt. Den anden halvdel er brændt bort, og kanten svejst fast i dørken. Jacob kanter sig ind på et dæk mellem knust maskineri, og finder mandskabskvarteret raseret og henliggende i vakuum. Mange hænger fastspændt i deres køjer, hvor de sov ind i døden, med uhyggeligt opsvulmede tunger stikkende ud af mundene. Som han baner sig videre gennem aflukkerne, afsløres utallige lig. Kropsvæsker koger ud af flænsede dragter og fryser til lyserødt filigran, der brister ved mindste berøring. Mens Jacob famler videre i sin søgen, er han hele tiden ved at kaste op. På et tidspunkt forplanter en hul rumlen sig gennem dørken og ind i hans dragt. Samtidig slipper et sært lys ind ad lækagerne. I den tro, at det stammer fra overlevende ude på overfladen, klatrer han op gennem resterne af et mandehul. Synet, der møder ham, får hans hår til at rejse sig: En lille, hvid sol pløjer gennem biotoperne. De brister i kaskader af stikflammer og dør på stedet. Solen springer videre op i kommandotårnet, hvor bestyrelsen fejrer årsdagen i udsigtskuplen. Som konfetti fra en bordbombe udspyr kuplen en sky af sofaer, drinks og festklædte skikkelser. De spræller stadig, mens de forsvinder i rummet. Jacob skynder sig at krybe i sikkerhed, men da han vender sig og ser ned, overrumples han af et nyt syn: En arm og en hjelm rager op fra rodet af splintret interiør og forvredet titanium. Visiret er ridset og indsmurt i blod. Bag blodet kan han skimte et ansigt. Våde dråber hænger under et flækket øjenbryn, men det ser ikke alvorligt ud - armeringen har taget af for stødene, og det selvlukkende polymer holder tæt. Forsigtigt, for ikke at skære sig på de skarpe kanter, giver Jacob sig til at befri den fastklemte.
Trafik

Himlen er ikke længere sort og horisonten ikke længere krum. En udslidt Airbus 490 Low Earth Orbiter hugger gennem regnskyerne. Inde i kabinen kæmper passagererne med kvalmen. Stanken af opkast og parfume er ulidelig, ingefærtabletterne mod rumsyge smager forfærdeligt og der flyder med brugt emballage. I et af sæderne slumrer en ældre herre med høje tindinger under sin habitjakke. Flyveturen generer ham ikke, men han er deprimeret og forsøger at sove fra det hele. I det mindste har jeg set det, tænker han, mens han spejder ud på vingen. Været der. Ved Falster haster maskinen pludseligt ud af skyerne, og kabinen oversvømmes af gyldent efterårslys. En sjælden, dobbelt regnbue står over Østersøen. Manden ærgrer sig over at have glemt kontaktlinserne i bagagen, men kommer så i tanker om at han kan optage udsigten på sin telebook. Han har lige pillet den af håndleddet og fokuseret på regnbuen, da den ringer. Hans datter, Helene, dukker op på skærmen. Hun er endnu ikke stået ud af sengen, og har ingen video-make up på. Bag hende udsender tv'et en computergenereret soap-serie. Hej far. Har du hørt, hvad der er sket? Ja. Den skide altovist ... Det var også ham der foreslog affyringsrampen på Færøerne. Nej - ikke det. Putzi er død. Mens de taler krænger maskinen, og regnbuen glider ud af syne. Hvordan det? vil faderen vide, selvom han er mere interesseret i regnbuen. Hun var bare gammel. Det er jeg ked af at høre, skat. Men vi er lige ved at lande. Jeg er nødt til at løbe. Få minutter senere flakser Ørestadens tårne forbi under fuselagen. Så går maskinen stejlt ned over Helgolandskuplen, flader ud og rammer landingsbanen med et smæld. Da passagererne langt om længe kommer ud fra terminalen, er bagagen allerede lastet på tra fik nettet. Den ældre herre sidder længe i en topersoners, med en mistanke om at den er defekt, selvom kundedisplayet ikke giver fejlmeddelelser. Ude bag startbanerne glimter hotellerne og natklubberne i eftermiddagssolen, og bag dem tårner Helgolandskuplen sig op, som en fjern og sælsom klode. Da vognen endelig starter er manden faldet i staver og kommer brat til sig selv. De hægter sig på hovedskinnen og suser ud over broen. Men trafikken må være tung, for vognen kobler sig fra igen ude ved Sydhavns-udfletningen og kører ham hjem ad sidegaderne. Det er allerede tusmørke, da de når rækkehuskvarteret, hvor fi do'erne knokler med at fjerne løvfald fra plæner og fortove. Turen ender ud for en havelåge med et skilt, datteren har lavet i en formningstime: Helene, Lotte og Flemming Therkildsen.
Begravelsesritual

De bærer skotøjsæsken med Putzi ud i haven og lægger den i hullet, som Flemming har gravet i tulipanbedet. Han fjerner låget, så de kan få et sidste blik på den bizarre, intetkønnede skabning, der forestiller en tøjbamse. Flemming har altid syntes, at der var noget uhyggeligt ved dyret. Men som det ligger dér, med sine korte lemmer strittende i vejret, erkender han, at det var et sagesløst offer for livsformsindustrien. Brænder man ikke de døde? spørger Helene og tager sin fader i hånden. Ikke altid. Nogle bruges som reservedele. Din mormor var up loader, så hun lod sig nedfryse. Om hundrede år kan det være, hun lever videre i en computer. De står der lidt uden at sige noget, kigger bare ned i hullets mørke. Flemming fornemmer, at han bør komme med et par trøstende ord. Han ved ikke hvilke, men prøver alligevel. Sommetider, når man mister nogen eller noget ... Knap begyndt går han i stå, og ser nærmest per refleks op i himlen, hvor stjernene er begyndt at dukke frem. Han får øje på en drone, og er i tvivl om den registrerer, at de graver noget ned i haven. Men dronen forsvinder hurtigt, og Flemmings øjne søger videre mod sit oprindelige mål. Der er den: Tautatis. Første gang Flemming stødte på Tautatis var i år 2000. Dengang var han kun 27 og knap startet på karrieren. Han havde aldrig arbejdet med andet end edb. En morgen, mens han ventede på at pc'en startede op, bladrede han i et gammelt nummer af Scientific American. Dér så han et foto af asteroiden - en jernblok på størrelse med Agersø, som krydsede Jordens bane hvert fjerde år. Ofte kom den meget nær, endda inden for Månens bane. I computersammenbruddets hektiske år skænkede Flemming ikke Tautatis én tanke mere. Først i 2002 så han en notits med et kort over dens bane. Tilfældigvis handlede en kronik på samme side om, hvordan Danmark havde solgt øer fra, og afsat rettighederne til den grønlandske undergrund. Hvilke ressourcer havde vi tilbage, ud over en smule gas? Det gav ham en idé: Verdensrummet vrimlede med råstoffer. Det var bare at tage for sig. Hvorfor ikke sætte Tautatis i kredsløb om Jorden? I lav tyngdekraft og med enorme mængder solenergi til rådighed, kunne det måske svare sig at udnytte den? Man kunne f.eks. bygge satellitter og rumskibe derude - det var både billigere og sikrere end at skyde dem op fra Jorden. Og når asteroiden var tømt for råstoffer, kunne den selv bruges som rumskib. Et helt samfund kunne sendes af sted. Beskyttet mod kosmisk stråling i asteroidens indre, ville generationer leve deres liv, på evig tourné mellem planeterne. Mulighederne var uanede. Opslugt af idéen gav Flemming sig til at beregne og skitsere. Indledningsvist måtte man bremse asteroidens fart med kolossale solsejl. Men dens bane om Jorden ville blive stærkt elliptisk, og måtte korrigeres. Hvordan skulle det gøres? I stedet for de oplagte, mekaniske løsninger, udviklede Flemming et ultralet holografisk folie, hvis reflekterende egenskaber kunne styres elektrisk, og programmeres på en pc. Han tegnede planer for sejlene og opfandt et semiintelligent navigations- og sejltrimme-system. Beregninger, beskrivelser og tegninger begyndte at hobe sig op. Efter tre års arbejde præsenterede Flemming konceptet for Erhvervsfremme Styrelsen. Der blev holdt møder med Teknologirådet, diverse læreanstalter og brancheforeninger. Virksomheder blev indbudt til at deltage i projektudviklingen. Men Flemming havde hverken sans for forretning eller forhandling, så med tiden tog planerne en anden retning, og fik sin egen inerti. Han blev ikke længere informeret eller taget med på råd. Endnu inden solsejl-sonderne gik i licitation havde andre taget kontrollen, og Flemming var ude af billedet. Endnu syv år gik, og mens andre fejrede første opsendelse, sad Flemming alene hjemme og fulgte med på tv. Det gentog sig i 2014, da kapslerne var forankret og sejlene foldede sig ud, og igen to år senere, da asteroiden nærmede sig Jorden og de første rumbisser sendtes afsted. Siden arbejdede han med andre projekter, der gav ham en vis anerkendelse. Men intet var som Tautatis. Tautatis var det første kosmiske malmbrud, og fik hurtig valseværker, støberier og samlefabrikker - det største Danmark havde formået. Det skabte utallige arbejdspladser på Jorden, og fordi det blev springbræt for og greb ind i andre projekter, kom navnet til at overskygge hele sin tids innovation. Kilometerlange kabler ophængtes fra Tautatis for at generere elektricitet fra Jordens magnetfelt. Rumagenturerne åbnede en fælles træningsfacilitet for astronaut-aspiranter. Japanerne benyttede Tautatis som mellemstation, da de koloniserede Månen. Amerikanernes Mars-koloni blev skrinlagt efter én ekspedition, fordi den folkelige opinion tog Handelshøjskole-professor Jürgen Altovs ord til sig: Mars var bare en håndfuld akademikere i en trang kabine, der skændtes i to år, undervejs til en kold stenørken. Hvorfor skal skatteyderne betale for den slags? De skal have valuta for pengene. Hvorfor dog rejse til Mars, når vi har det hele ved hånden? Derfor måtte forskerne til Tautatis. Efterhånden som asteroiden blev udvundet opstod kæmpemæssige hulrum i dens indre, som kunne bruges til alle mulige formål. Der anlagdes observatorier, rummedicinske laboratorier og astrofysiske forskningscentre. Hundredevis af mennesker arbejdede der, og listen over aktiviteter voksede konstant. Der var endda åbnet et turisthotel. Aktionærer og medkontrahenter tjente styrtende summer, og rumbisserne blev folkehelte. Men han selv, idéens undfanger, fik hverken betaling eller del i æren. Flemming tænker på det, hver gang drabanten glider over himlen. Ude af stand til at fortrænge følelsen af unfair behandling, bliver han irritabel og lader det gå ud over sine nærmeste. Uden egentlig at være sig det bevidst, fortsætter han med hviskende stemme: De har en bar, deroppe, med store panoramavinduer. Den hedder Space Bar, og skiltet over indgangen forestiller en enorm mellemrumstangent ... Lidt uopfindsomt, men alligevel. Først da Helene klemmer Flemmings hånd, vender han tilbage til haven. Men denne gang er det med en ny følelse. Noget er forandret i ham. Sommetider er det bedre at glemme, slutter han og lægger låget på skotøjsæsken. Han begynder at kaste jord over graven.
Kunsthistorien lever

Helene er henne ved en veninde, så Lotte og Flemming sidder i havestuens lave møblement og nyder at få lidt fred. Lotte har en skitseblok med og forsøger sig med et stilleben. Du er ved at få tag på perspektivet, konstaterer Flemming, der smugkigger over sit whiskyglas, på nogle af Lottes tegninger. Jeg kan godt lide enhjørningen. Er det efter en holo, eller noget? Enhjørningen? Nej, dén havde vi inde på skolen. Flemming vender øjnene i vejret. Hvad bliver det næste? Flyvende grise? Nok nærmere drukfældige kentaurer og Mona Lisa-ludere i Gefi onparken. Men det hotteste lige nu er az tekiske sagnfigurer - knald røde, fjerklædte slanger og den slags. Det minder mig om ... Fortalte jeg om de vilde fugle, deroppe? De er efterkommere af nogle svaler, der undslap fra biotoperne. At se dem flyve i tyngdefri omgivelser ... Lotte svarer med et blik og et tonefald, der ikke er til at misforstå. Havde vi ikke en aftale? Jeg ville bare ... De er virkelig fantastiske, Lotte. Måske. Men vi var enige om, at hvis du brugte opsparingen på Tautatis, så var det slut - ikke mere snak om den asteroide. Irriteret tænder han for datapetet. Han har bare lyst til at sidde tavst og indesluttet, og zapper omkring til han fanger en campoo, hvis handling intet kræver af hjernen. Helten (en ung kulturhelt) spås af et neurakel, at han skal giftes med en kvinde, kendetegnet ved et specielt modermærke. Det viser sig, at kun søsteren svarer til kriterierne, men hun afviser ham, fordi ægteskabet vil være incestuøst. Dernæst forsøger han med tvang, men hun får hjælp af en veninde med overnaturlige evner, der forvandler sig så de er umulige at skelne fra hinanden. Det lykkes helten at afsløre den rigtige søster, men samtidig opdager han, at veninden også opfylder kriterierne og gifter sig med hende i stedet. Ved bryllupet falder søsteren for venindens bror, der minder påfaldende om helten. Campooen siger ham intet. Den er så langt fra hans tilværelse, man kan komme. I dén alder vendte Flemming sig bort fra menneskene, og brugte teknologien som stødpude mellem ham selv og verden. Han gik aldrig i byen, og stod kun i indirekte kontakt via e-mails og telefonsvarere. Denne usikkerhed - at han aldrig kunne vide, om der fandtes levende mennesker i den anden ende - leverede en bekvem illusion om isolation. I stedet for mennesker så han tv - mest fyld, konstant afbrudt af overflødige indslag om hvad de ville bringe om en time, i næste uge eller måned. Reklamer for genbrugsmad, livsstilsafvænning eller selvmordsartikler ifølge ét års nekrografi på webkirkegården http://3w.rip.com Til hans store behag forsvandt menneskene fra skærmen. Først afløstes programværterne af simulationer, så kom simulerede tv-serier, og fordi intet andet kunne svare sig, blev stort set alt tv skrevet af edb-algoritmer og kompileret fra kæmpemæssige databiblioteker. Gradvist forvandledes tv til et univers, hvori entropilovene ikke fandtes. Skuespillere blev aldrig ældre, biler var evigt fabriksnye og landskaberne uforanderlige. Intet skilte sig længere ud fra normen, og alt fulgte samme æstetik. Han bedøvede sig med tusindvis af stillestående afsnit, hvis mål var opretholdelse af status quo. Da Flemming traf Lotte afviklede han sit liv efter parolen: Otte timers frihed, otte timers hvile, otte timers tv. Og han var godt på vej ind i sindssygen. Han så hende tilfældigt, da han gik forbi et galleri - en lidt indadvendt kunstnerinde, drænet for ambitioner og teknisk indsigt. Det var i 2030. Han var 57 år og havde systematisk elimineret ethvert personlighedstræk for ikke at fremprovokere reaktioner. Hans anonymitet overgik en legofigurs. Var man strandet med Flemming på en øde ø, havde man glemt hans tilstedeværelse. Hun var 48, klædte sig som en teenager og trivedes bedst med outrerede kulturpersonligheder. Flemming og Lotte havde intet til fælles, stort set intet at tale om, og deres forhold handlede mest om tavse omfavnelser i mørke værelser. To år efter fik de Helene. Selvom familielivet har ført ham tilbage til realiteterne, ejer han stadig syv tv-apparater: Det store, flade B&O med fjernbetjener, surroundsound og seperat video - typisk for slutningen af 1900-tallet. Det er stillet på loftet og virker muligvis, muligvis ikke. Han har et tretommers i vækkeuret i soveværelset. Et NEC, der hører til i køkkenet, og et tilsvarende, som står på Helenes værelse. Det gamle, stemmeaktiverede Cycom er anbragt i sommerhuset og erstattet af datapetet på dagligstuevæggen. Endelig kan han se tv på sin telebook. Tv er et dunkelt kapitel af Flemmings liv, og han ved, det generer Lotte. Men straks han slukker, kommer han i tanker om rumbisserne, der tog ham med ud til glasgrotten, om udsigten fra kommandotårnet og alt det andet, han længes efter at fortælle.
Selvprogrammering

Dagene går, og Flemming opbygger en inderlig modvilje mod sit arbejde. En morgen har ulysten vokset sig så stor, at han tænker, det er tid til en hypno. Han trækker sig tilbage til arbejdsværelset, sætter sig til rette i lænestolen og starter et af psykotronens standardprogrammer. Efter at apparatet har dysset ham til ro, begynder det at udspy en lyd, som fra en indelukket barbermaskine. Den rolige, autoritære snurren går direkte ind i underbevidstheden. Da Flemming rejser sig efter ti minutter, føler han sig allerede bedre tilpas. Men så får han øje på Lotte, der skuler mistroisk fra døråbningen. Jeg hader den ... den zombiemaskine, begynder hun. Hvorfor kan du ikke bare være dig selv? Når du har hovedpine, tager du piller. Når jeg er umotiveret, bruger jeg psykotronen. Hvad er forskellen? Du brugte den aldrig, mens du programmerede, og du har aldrig brugt den for at glæde mig. ... Hvad vil du sige med det? Lotte bider tænderne sammen i en grimasse. At du lader en maskine styre dit liv. Den får dig til at gøre ting, du i virkeligheden ikke har lyst til. Det er netop idéen, Lotte - den hjalp mig af med tv og smøger. Hun nikker ironisk. Ikke engang dét kunne du klare selv. Flemming svarer igen med et træt blik, blot for at mødes af øjne, der er hårde og fugtige på samme tid. Og jeg har fand'me ikke bestilt andet end at høre om den skide knold, siden vi traf hinanden, hulker hun. Hvorfor sletter du ikke den latterlige ... irrationelle binding? Så bruges apparatet da til noget fornuftigt. Pludselig vender hun sig og smækker døren i. Slukøret sætter Flemming sig tilbage i lænestolen. Han ved udmærket, at Lotte har ret. Ingen styrer deres eget liv længere. For at leve op til forventningerne tyr man til alle mulige former for tanke- og adfærdsmodificerende teknikker - motivationskurser, medicin og selvprogrammering. Man bilder sig ind at skulle leve friktionsfrit, aldrig nære tvivl, altid have overskud, selvtillid, viljestyrke og sexappeal. Blive en vinder, opleve succes. Holder man op igen, føler man sig udbrændt og depressiv. Selvbedraget har taget overhånd, men ingen stiller spørgsmål ved det længere. Lotte har også ret i, at asteroiden ødelægger deres liv. Gennem alle disse år har Flemming plaget familien med sin fiksering. Han kan ikke lade det fortsætte. Det er bare så svært for ham at give slip. Flemming drejer stolen omkring for at diktere et nyt sæt instrukser. Tiden er inde til at glemme Tautatis. Ligesom han tidligere gjorde med verden, vil han reducere asteroiden til en udefra kommende forstyrrelse. Alt hans arbejde, og alt, der kan minde ham om det, skal brændes - det skal helt ud af systemet.
Et brutalt forlig

En betragtelig rodebunke er samlet på plænen: Modeller af løfteraketter og orbitalfly, æsker fulde af videobrikker, stabler af tidsskrifter, stakke af fotos, tegninger og avisartikler. Flemming har overhældt det hele med petroleum og står nu med et foto af sig selv fra indvielsen af kontroltårnet på Cape Saltholm. Han husker al postyret - folketingsdebatten, miljøbevægelsernes protester, underskriftindsamlingerne og sabotageforsøgene. Som om der var noget at redde, tænker han. Med al den radioaktivitet, der sivede ud fra Tetsja-floden, var Østersøen alligevel dødsdømt. Så afsøger han himlen, og da han er sik ker på, at ingen droner patruljerer i kvarteret, tænder han en lighter, sætter ild til fotoet og smider det oven i dyngen. Ilden fænger og på kort tid er det hele omspændt af flammer. Flemming lader sig dumpe ned i græsset, og begynder at grine ved synet af papir og plastic, der folder sammen og forkuller. Han griner så tårerne triller, og Lotte hører det helt ind i huset. Hun kommer ud i haven og finder sin mand liggende sammenkrummet på plænen, mens han stirrer efter glødende flager, der svæver omkring i luften. Lotte kan se, at Flemming er helt ude af den. Hun sætter sig på hug ved siden af ham, aer ham over håret og hvisker: Hvad laver du? Brænder det ... Udsletter Tautatis. Udsletter ... De to skikkelser på græsset kryber sammen i en tæt omfavnelse. Flemming, søde ven. Det var jo ikke sådan ment. Du har lige så meget ret til en hobby, som alle andre ... Jeg orker bare ikke, at høre på den konstant.
Ejendomsret

Flemming ignorerer den svedne plet på græsplænen, og skynder sig ud til den ventende sekspersoners. Vognen er så ridset og tilsølet af ture i de smattede gader, at sponsornavnet ikke kan tydes, og trafik nettet har sat ham sammen med et par andre, der skal samme vej. Men i det mindste er kupéen rengjort. Flemming har af og til delt vogn med den ene af passagererne - en letlevende dame, der kalder sig relations-konsulent, hvilket han aldrig helt har gennemskuet betydningen af. Jeg havde egen bil, før trafikreformen, begynder hun. Se på de lyse sider, kommenterer den anden passagerer. Det er billigere og forurener mindre, og du kommer hurtigere frem. Og du kan stadig eje én, hvis du vil, tilføjer Flemming. Måske. Men der er ikke meget ved at et fartøj, man hverken kan styre eller bestemme farten på. Det skal du bare være glad for, min ven forsikrer den fremmede. Der sker langt færre ulykker i dag. For at slippe for smalltalken tager Flemming fat på dagens arbejde. Han starter med at læse posten på sin telebook. Derefter vil han sende et par svar, og mens hans blik løber over en adresseliste, får han øje på et navn, han havde glemt: Sigurd Hornslet. Det tilhører en industrihistoriker fra Tautatis-centret, som Flemming engang korresponderede med. Hornslet har kopier vedrørende det originale Tautatis-koncept. Flemming glemmer brat sit arbejde og kalder Hornslet op. Det' Flemming Therkildsen ... En bleg latexhabit med et kødfuldt ansigt dukker op med et psykedelisk landskab i baggrunden. Det er ikke altid muligt at afgøre, men dette er tydeligvis en stedfortræder: Hvad kan jeg hjælpe Dem med? Jeg lånte dig de der Tautatis-dokumenter. Åh. Nu dæmrer det - det unge geni. Jeg tænkte, jeg kunne få materialet tilbage. Hvis jeg ikke behøver det længere. Skal jeg bare sende besked, eller vil du tale med mig i virkeligheden? Faktisk står jeg og skal bruge det i weekenden. Hvad siger du til at jeg smutter forbi? I orden. Jeg er hjemme ved sekstiden. Flemming takker af og slår om på en nyhedsudsendelse: ... fordømmer de russisk-arabiske troppekoncentrationer i Libanon og Jordan og kræver øjeblikkelig tilbagetrækning. Rubia-alliancen er rasende over, at Israel dumpede olieprisen, efter nye fund i det sydlige Dødehav. Israel tilbageviser beskyldningerne om monopoldannelse med, at prisjusteringen var nødvendig efter bombningen af deres raffinaderi i forrige måned. Israel svarede igen ved at bombe flere olietankere ud for Bosperus. Udenrigsminister Vasif Hamul siger, han ikke har til hensigt at efterkomme USA's krav, efter sammenbruddet i forhandlingerne om samhandel mellem EU og Nafta. I London er en tidligere oberstløjtnant blevet tiltalt for at have solgt gluonteknologi til asiatiske lande. Vesten har aldrig fremstillet den såkaldte gluonbombe, men det frygtes, at Kina enten allerede har eller er tæt på at have et eksemplar. Og sporten. Efter en begivenhedsløs hjemmekamp for en begrænset tilskuerskare vandt Glasgow 1-0 over AGF i sidste minut. Den megen regn på det sidste havde gjort banen skodsur og flere spillere mente, kampen burde have været aflyst. Resultatet giver et to-tal ud for kamp nummer femten på tipskuponen. Tidligere Randers Freja-spiller Anton Christiansen, der nu spiller for Pepsi Moskva, er blevet udelukket fra OL efter en dna-test. Det var alt for nu. Vejret, efterfulgt af radioavisen og sportsnyhederne, er tilbage klokken ni ...
Rudolf Clausius' stedfortræder

Om aftenen traver Flemming omkring i Ørestadens sydlige forstad. Støvregnen trækker sodstriber ned ad murene og forvandler fortovene til glidebaner. Kvarterets mørke labyrint gør ham desorienteret, og han kan ikke finde adressen. Hans søgen ender ved en ramponeret beboelsesvogn på en tilgroet byggetomt. Alt muligt skrammel er slæbt sammen bag vognen: Tonsvis af computerskrot, rustne cykler og en kummefryser fuld af titanium-profiler. Han skal lige til at gå igen, da Sigurd Hornslet åbner vogndøren og byder Flemming velkommen med et overstrømmende smil. Undskyld, hvis jeg var forvirret, da du ringede. Det var jo længe siden, vi havde talt sammen. Øh. ja, årene går jo, fastslår Flemming, og bemærker, at han faktisk ikke kan genkende Hornslet, som han står dér i en reklame-T-shirt og halvtreds kilo tungere end telesimulatet. Det er virkelig gået ned ad bakke for ham. Kom nu ind fra regnen ... Og tag dig ikke af rodet. Indenfor gennes Flemming ned ved siden af et fuglebur i en hullet topersonerssofa. Indretningen er mindst lige så kaotisk som tomten: Utallige skabe og reoler med et virvar af spotlights. Falmede fotostater af aerospikefly. Utømte askebægre, snavset tøj og tomme mælkekartoner flyder overalt. Man kan næsten ikke klemme sig omkring, og alt er dækket af støv. Han tænker, at Sigurd er blevet smidt ud af den ene lejlighed efter den anden, og har fundet sig til rette her, hvor han ikke generer nogen med sit rod. Enten dét, eller han kerer sig udelukkende om intellektuelle sysler. Men uanset, hvad man mener om stedet, er Sigurd både flink og begavet. Til sidst genkender Flemming et fedtet plasticcharteque på sofabordet. Øverst i chartequet ligger et berømt billede, taget af en heldig amatør med en god zoom: Fuldmånen mellem Ørestadens kraner. Tautatis og sejlene står som små, knivskarpe silhuetter midt i månens skive. For at sikre sig bladrer Flemming chartequet igennem. Siderne er nussede og fulde af æselører, men intet mangler. Lidt fraværende spørger han: Blev din artikel nogensinde publiceret? Nej, det gik i vasken. Men der er noget andet, jeg vil vise dig. Har du tid? Lidt. Sigurd sætter sig på en skammel over for Flemming, og skubber en notepad over sofabordet - der er åbenbart intet datapet i vognen. Jeg har arbejdet på dén her afhandling i tyve år. Den er så godt som færdig. Hvad handler den om? Se selv efter, mens jeg henter os en øl. Du kan godt drikke en, ikke? Så skidt da. Sigurd kanter sig ud i køkkenet. Flemming hører ham veksle et par ord med nogen - en kvinde - og undrer sig over, om Sigurd bor alene. Så begynder han at læse. Nu og da træder man ind i en ny tid. Det kan ske af forskellige grunde - politiske konflikter, videnskabelige opdagelser eller ganske simpelt, fordi man ønsker at glemme fortiden. I alle tilfælde risikerer man at udslette historiske spor. Således også med Danmarks mest ambitiøse industrieventyr nogensinde. Det blev kaldt en nødvendig investering i fremtiden, for at trække den stagnerende industri ud af dyndet, ikke bare i Danmark, men over hele Europa. (Altov, 2019). Og det blev sagt, at Tautatis' historie i det store og hele [var] et spørgsmål om Astropit-kon sortiets aggressive markedsføring, økonomistyring og lederstrategi. (Oortman, 2033). Alene skalaen gjorde organiseringsproblematikken usammenlignelig med noget tidligere dansk projekt. Som et samarbejde mellem talløse myndigheder, læreanstalter og erhvervsvirksomheder kom det til at gribe ind i snart sagt alle aspekter af samfundet. Lovgivningen måtte tilpasses, og helt nye fag og betragtningsmåder opstod. Mange berømmedes for deres arbejde, hvadenten de var for eller imod. Navne som Hassan Hansen og Tove Steinke er i dag kendte i hele verden, og om disses bidrag kan ingen tvivle. Men flere vigtige spor kom aldrig til udtryk gennem de offentlige røster. Havde det f.eks. ikke været for en ung ingeniørs dristige visioner, havde Danmark spillet en mindre, om ikke ubetydelig rolle i ver densrummet. De færreste har hørt om Flemming Bo Therkildsen. Det var i store træk hans plan for at gøre asteroider tilgængelige for ... Flemming rammes af en ubehagelig snurren i hovedet, og hans hænder ryster, så han må lægge notepad'en fra sig. I det samme kommer Sigurd tilbage, smider et par dåseøl i sofaen og siger: Utroligt, hvad en artikel kan føre med sig, ikke? Nu får du endelig den omtale, du har fortjent. Flemming trækker nervøst på smilebåndet og griber ud efter en øl. Når journalisterne opdager, at du lever, vil de stå i kø for et interview. Det vil komme bag på alle. I hvert fald kommer det bag på Flemming, og han kan ikke lade være med at grine. Nå, jeg er nødt til at løbe. Det kunne ellers have været hyggeligt med en lille sludder. Måske en anden gang? Måske. Med chartequet under armen rejser Flemming sig og fordufter, inden Sigurd kan følge ham til døren. På vej væk hører han Sigurd råbe: Den udkommer på 25-årsdagen for bissernes landing. Jeg sender en indbydelse til receptionen. Flemming haster videre uden at svare, men er næppe nået ud fra tomten, før noget inde i ham ligesom brister, og tvinger ham til at standse op. Luften er tung, selvom regnen er stilnet af, og hjælper ikke på den underlige snurren. Han kan ikke komme videre, er helt mat i kroppen og står bare og stirrer på Ørestadens disede skyline. Langsomt, ganske langsomt, vender Flemming sig og begynder at gå tilbage mod beboelsesvognen.
Genforening

Klokken er to om natten, før Flemming er hjemme igen. Han går direkte ud i badeværelset. Et for ét krøller han arkene sammen og smider dem i badekarret, hvorefter han sætter ild til. Han betragter flammerne æde løs af papiret, og da det er brændt ned, skyller han asken ud, børster tænder og lister ind i soveværelset. Snurrelydene er endelig forsvundet og han føler sig bedre tilpas. Men Lotte ligger vågen og venter på ham. Hvorfor kommer du så sent hjem? Jeg var ude hos en gammel professor, forklarer Flemming og begynder at klæde sig af. Vi faldt i snak, og så gik tiden. Lige pludselig var den elleve, og det var ikke til at få fat i en vogn. Onsdag aften, du ved. Da jeg endelig fik en, gik konsollen i stykker, så jeg måtte vente en halv time, før politiet kom og låste mig ud. Skide pinligt. Hvad skulle du hos professoren? Flemming sender hende et sigende blik. Drøfte noget, du helst ikke vil høre om. Ordvalget fremkalder et lille smil hos Lotte, men får hende ikke til at skifte emne. Du kunne have ringet hjem. Jeg prøvede flere gange ... der var optaget. Åh - undskyld, pus. Det var min lillesøster. Hun snakkede som et vandfald. Flemming ryster sin hovedpude, kryber ind under dynen og lægger sig med siden til Lotte. Hvad med Helene? spørger han. Køber vi en ny Putzi til hende? Måske skal vi vente - få det lidt på afstand. Desuden kloner de ikke den model længere. Som de ligger dér, så nær hinanden, kan Flemming slet ikke forstå, hvordan han kunne lade Tautatis glide mellem dem og formørke deres lykke. Lotte og Helene er det eneste, der betyder noget for ham. De har lovet tørvejr i weekenden, hvisker han. Hvis I har lyst, kan vi tage op til sommerhuset. Så sent på året? Hvorfor ikke? Vi kan trave ture i skoven og se bladene drysse af træerne. Bare os tre, uden noget til at forstyrre os. Sluk lyset, siger Lotte. Lyset går ud og hun putter sig tæt ind til Flemming. Kort efter folder de sig ind i hinanden. Hendes øjne skinner i mørket.
Ønskedrømmen

Alle tre sejl hænger slappe og lader stjernelyset skinne igennem. Gradvist bliver de matte, så uigennemsigtige. En rumbisse ude på overfladen når lige at se solen reflekteres i et af sejlene, forvrænget, som i et hulspejl, inden lyset fokuseres i intense punkter. Tusinde grader hede fejer lyskeglerne over den knudrede overflade, og tegner spor af smeltet regolit. Et brændpunkt når en bygning, svejser en rende gennem den og haster videre til næste mål. Iltanlægget rammes og opløses i en tavs eksplosion, der sender glødende brokker på flugt ud i rummet. Kupler og master bukker sammen i slow motion. Rumbissen sætter af sted i lange, langsomme spring for at standse ødelæggelserne, men fanges i det koncentrerede sollys og fordamper. Længe efter er alt stille, og sejlene har indtaget en position, der vil sænke asteroiden i en grav i solen. Flemming kommer langsomt til sig selv og misser med øjnene mod et blændende lys. Solen står ind gennem ruden og bader værelset i sin skarpe efterårslød. Klokken må være mange. Han må hellere stå op, og få noget fra hånden. Mens Flemming bliver barberet dukker drømmens sidste billede op fra erindringen: Solen, der fylder den halve himmel. Tautatis' kogende klipper strømmer ud i stjernens magnetfelt. Intet er tilbage af sejlene - de er for længst brændt af.
Underbevidsthedens forræderi

Trods hypnoterapien har Flemming svært ved at koncentrere sig om jobbet. For afvekslingens skyld kører han ind på firma-laboratoriet og tilbringer dagen med materialeprøver fra en skyskraber, der er begyndt at smuldre. En af testene afslører indehold af nanotter, hvilket kan være tegn på hærværk. Men politiet kan intet stille op. Om der overhovedet er tale om hærværk og ikke et uheld, kan det være begået af simple vandaler, en konkurrerende virksomhed eller en tidligere medarbejder - det er umuligt at gennemskue. Men Flemming mener, at have overset noget. Han beslutter sig for at checke på nettet. Uden selv at forstå hvorfor, logger han ind på Tautatis-centret. I et katalog over programfiler opdager han, at de har en kopi af hans gamle styresystem, med en hemmelige indgang. Han kan skrive nye instruktioner og sende dem til Tautatis. Ingen vil gennemskue, hvordan. Tanken om at styre solsejlene får ham til at grine højt. Men pludselig forstummer han. Det er som om programmet sluger ham, trækker bort, væk fra verden, ind i en tranceagtig tilstand, hvor han kun er bevidst om en lavmælt snurren. Mens Flemming roder med sit gamle program, er han helt væk. Alligevel implementerer han på rekordtid et nyt instruktionssæt og indstiller det til at starte på en bestemt dato. Da Flemming kommer til sig selv, har han slettet alle spor efter sin færden, og husker intet af, hvad han har gjort. Det eneste, han har tilbage, er en fornemmelse af, at der snart vil ske noget. Uvist af hvilken grund kommer han i tanker om Tautatis' fugle og bliver vemodig. De har aldrig kendt Jorden og forstår ikke, at deres skæbne beror på en anden arts påfund. Tanken gør ham urolig, og han beslutter sig for at tage hjem. Uroen varer dog kun til han træder ind ad gadedøren. På vej ud i køkkenet er han nær ved at falde i en stabel tasker, som Lotte er ved at pakke med legetøj og trøjer. Hun afbryder for at give ham et knus. I er næsten klar? siger Flemming. Ja. Helene kan være tilbage, hvert øjeblik det skal være. Lotte smiler forlegent og lægger kinden mod hans skulder. Hendes glæde smitter Flemming, og han kysser hende, meget længere end han har for vane. Hvad skyldes dét, pus? Det er bare så dejligt at se dig glad. Det har jeg savnet. Er det så ikke bedre at programmere sig selv, end at trækkes rundt ved næsen af gener, eller narres på afveje af et sygt miljø? Der er ingen grund til at være ulykkelig. Lotte svarer ikke. Han trækker sig ud af hendes arme for at sætte sig på køkkenbordskanten. Skal du ikke have noget at drikke, mens jeg bliver færdig? spørger hun. En kop kaffe vil da ikke være af vejen, siger han, og rækker ud efter automaten, der skænker ham en kop. De sludrer lidt videre, indtil Flemming tager kaffen med ud i havestuen og tænder for datapetet. Der er lige tid til at se nyhedsresuméet. ... for Humanistisk Parti i Chile er gået af efter afsløringer af forsøg på at påvirke vælgerne ved hjælp af subliminale lydsignaler i afstemningslokalerne. Trods forsøg på valgfusk anerkendes resultatet, fordi over 99 procent af stemmeafgivelserne foretoges via nettet. Den japanske månekoloni meddeler, at de har fundet Jupitersonden som forsvandt fra dem i sidste uge - på Månens bagside. Greenpeace forpurrede den årlige designerdyr-messe i Montreal. Tre blev anholdt og sigtet for forstyrrelse af offentlige teleanlæg. Rubia-landene har stillet Israel et ultimatum. Med mindre Israoils priser følger den officielle verdenspris inden 48 timer, vil Rubai tage skridt til at standse fremstilling og transport af israelske olieprodukter. Israel nægter stadig at forhandle, før Rubias tropper trækkes tilbage fra Dødehavet. Situationen har udløst voldsomme demonstrationer overalt i Mellemøsten, og FN har sendt et hold mæglere til Jerusalem i håb om at løse op for spændingerne. Og herhjemme: Ørestaden, syd. En brand i en ulovligt opstillet campingvogn kostede i nat et ældre ægtepar livet. Brandårsagen er endnu ikke opklaret, men politiet vil gerne tale med folk, som har set noget mistænkeligt i området. På lørdag vil kong Frederik overrække den nystiftede Therkildsen-pris til en ung, opvakt ingeniør. Den nye hæderspris er navngivet efter ophavsmanden til Tautatis-projektet, Flemming Bo Therkildsen. Wilstrups Analyseinstitut har i en meningsmåling ...
Vanens magt

Den ubrudte stilhed afløses af voldsom larm - råb, brølende alarmer og smækkende luger. Alle er i aktivitet. Jacob bugserer sin bevidstløse kollega ud fra slusekammeret og lægger ham på en bænk. En samarit kommer tililende og hjælper med at få hjelmen af den sårede. Ansigtet er voldsomt opsvulmet, men astronauten er i live og misser med øjnene. Hvad sker der? forlanger Jacob, da han har løftet visiret. Sabotage. Vi har et hold ude for at sikre iltforsyningen. Et andet skal redde resten af solpanelerne, og et tredie forsøger at få kontakt med Jorden. Hvis du ikke er såret, skal du melde dig hos kriseberedskabet. Jacob begiver sig ud i virvaret af folk, der alle er mere eller mindre chokerede og forsøger at overdøve hinanden på forskellige sprog. I den svage nødbelysning er ventesalen svær at overskue, men til sidst får han øje på et interimistisk kommandocenter i cafeteriet. Han henvender sig til en kortklippet kvinde i grå rumdragt, der synes at have kommandoen. Jacob Saksild fra Astropit. Jeg blev bedt om at melde mig ... Kvinden ser kort på Jacob, mens hun noterer hans navn og stilling på en telebook. Hun er blank af sved i ansigtet og virker overanstrengt. Uden at præsentere sig siger hun: Du kan begynde at finde overlevende og tælle døde. Men kom ikke nær overfladen og hold dig fra udgangene. Jeg så noget sært derude. Hvad ... Hun løfter en hånd som tegn til, at Jacob skal tie. Bare hold dig derfra! vrisser hun. Jeg har ikke tid til at diskutere ... Gå nu. Irriteret over den nedladende behandling indser Jacob, at kvinden overhovedet ikke aner, hvad hun har pålagt ham. Tautatis er kun to gange seks kilometer stor, men dens indre er en labyrint med flere hundrede kilometer tunneler, utallige lukafer, kabiner, sluser, elevatorer, ventilationskanaler og grotter. En fuldstændig gennemsøgning er ikke noget man bare gør - det skal organiseres. Jacob finder sin pocketcom frem og holder et tredimensionelt kort over komplekset op for kvindens blik, så hun kan se, hvad han taler om. Hvis det her skal fungere, siger han, viser du mig, hvilke områder der er ramt, og hvor folk opholdt sig. Og jeg skal have mandskab og udstyr. Et øjeblik er kvinden desorienteret. Hun er stresset og øjensynligt uvant med genstridige underordnede. Iøvrigt tælles faldne først, når de bjærges, påpeger Jacob. Mange blev suget ud i ... begynder hun. Det ved jeg! snapper Jacob. Bare giv mig, hvad jeg bad om, så vi kan komme i gang. Kvinden adlyder tavst og overfører sine data til Jacobs maskine. Straks, det er gjort, vender han sig og går uden et ord. Han er på vej ud til garagen, da han støder på en arbejdskammerat. Georg! Jacob. Gudskelov - jeg hørte, du var nede i bruddet. De har helt opgiv ... Få fat i et sæt reserveflasker, mens jeg skaffer en malmfragter - vi skal ud på en længere tur. Hvis du ser andre bisser, så bed dem møde os her.
Jobsamtale

Jacob og Georg sidder blandt tilhørerne i astrofysikernes auditorium. Den korthårede kvinde, han traf i ventesalen, står nede på podiet og taler med et par officials. Hun har lagt rumdragten og er trukket i en konservativ, hvid kontoruniform, der røber en spinkel, drengeagtig krop, hvis udseende både kan skyldes spiseforstyrrelser og langtidsophold i rummet. Det får Jacob til at spekulere over, hvem hun egentlig er. Behersker hun situationen, eller kræver hun blot opmærksomhed? Kan han stole på dette menneske? Han kan ikke rigtigt aflæse hende. Den ene official vender sig mod forsamlingen, tænder for en mikrofon og går lige til sagen. Jeg skal forsøge at ridse situationen op: Af ukendte årsager fokuserede sejlene i nat klokken 04.30 sollyset på strategiske installationer. Foreløbig ved vi, at to af biotoperne er gået tabt, mens trope-biotopen, som ligger uden for sejlenes rækkevidde er intakt. Hovedilt anlægget, kommandotårnet, hangaren, godsterminalen, motionscentret og alle ydersluser er udslettet. Kemidepotet, laboratorierne, en del af mandskabskvartererne og de fleste mandeluger er stærkt beskadiget. Tre fjerdedele af trykvolumet er læk. Desuden er sejlene nu indstillet på at trække os ud af kredsløb. Mod Månen, tror vi. Vi arbejder på at genvinde kontrollen, men det bliver ikke let, for alle solsejlteknikerne er omkommet. Heldigvis blev vi advaret af Månekolonien, der havde rettet et teleskop herud for at kalibrere et instrument. Havde det ikke været tilfældet, var vi alle omkommet. Månekolonien forsyner os løbende med billeder af ødelæggelserne på overfladen. En nervøs mumlen forplanter sig gennem forsamlingen. De vil vide, hvor mange der er omkommet. Jacob bemærker, at kvinden lukker øjnene kortvarigt, som for at tage sig sammen, inden hun griber mikrofonen ud af officialens hånd. Mens hun taler ser hun lige på Jacob, og hendes blik flytter sig ikke. Vi har fundet knap tre hundrede overlevende - under halvdelen af besætningen. Alle cheferne var oppe i kommandotårnet, da det blev ramt. En provisorisk ledelse ... De sidste oplysninger udløser voldsom uro og forsamlingen begynder at bombardere kvinden med spørgsmål. Hvornår kommer hjælpen frem fra Jorden? udbryder én og rejser sig op. Jeg skal snart hjem - hvordan kommer vi hjem? Hvorfor er telelinerne afbrudt? forlanger en anden. Vi er nødt til at prioritere kommunikationslinierne, råber kvinden, i et afmægtigt forsøg på at overdøve forsamlingen. Men alle, der vil kontakte slægtninge eller bekendte kan henvende sig til vagthavende i IT-rummet. Til sidst må hun give fortabt over for spørgsmålene. Jeg må bede alle udvise tålmodighed og begynde at udbedre skaderne. Men stadig - I må under ingen omstændigheder nærme jer overfladen, før vi ved, om det er sikkert. I vil få besked, så snart vi ved mere. Hun skal lige til at give mikrofonen tilbage, men får øje på Jacob igen. Jeg skal lige tale med dig, Jacob Saksild, siger hun i en kommanderende tone, ud over højttalerne. Vær venlig, at komme herned. Mere irriteret end overrasket over kvindens flabede attitude, bider Jacob det i sig, og arbejder sig ned til podiet. Hun genner ham videre, og sammen træder de hen i et stille hjørne. Først dér bemærker Jacob, at hun er farveløs i ansigtet og hendes øjne er indsunkne af træthed. Jeg forstod, du selv klarede dig op fra kiselgruben ... indleder hun. Usikker på om det er et spørgsmål, begynder Jacob at svare, men selvfølgelig lader kvinden ham ikke tale ud. Hvorfor anbragte I ligene i glasgrotten? Det var praktisk at samle dem ét sted. Og glasgrotten er kold, og bruges som kirke. Nu er den et kapel. Nuvel, i hvert fald var det en god disposition. Det lettede identificeringsarbejdet. Jacob fnyser over, at kvinden fortæller ham, hvad hun selv burde have vidst. Til gengæld sender hun ham et køligt, vurderende blik og fortsætter så. Du er robotekniker på boreholdet. Har du anden uddannelse? Bachelor i exogeologi, lyder det fra Jacob, med sidefag i kryo ... Hvad siger du til at reorganisere bisserne, og tage ansvar for et boreprojekt? Jamen ... Astropit sender afløsere op fra Jorden ... Indtil videre, bare. Jacob under sig over, hvorfor firmaet har udpeget én som hende - der findes bedre egnede ledere på Tautatis, og en arbejdskonflikt lige nu kan være katastrofal. Netop derfor beslutter han, at give hende en chance. Hvis det er nødvendigt, selvfølgelig. Udmærket. Vi holder møde i trope-biotopen om tre timer, siger kvinden og tilføjer, i et tonefald, der lyder som en ordre: Jeg venter, at se dig der. På vej tilbage til sin plads kommer Jacob tilfældigvis forbi sin personalechef og spørger, hvem kvinden er. Hun står ikke på Astropits lønningsliste, og chefen kender ikke hendes navn.
I fremmed farvand

Tyve mennesker fra vidt forskellige fagområder og lande er til stede i biotopen. Atten af dem slænger sig i græsset under et hav af lianer. De sidste to - en lille, sej koreaner og et muskelbjerg af en nordmand - holder sig i nærheden og sørger for at ingen uvedkommende forstyrrer mødet. Trods deres diskretion bemærker Jacob nordmanden pege med en pistol ind under træerne, mod en strøm, hvis mørke vand presses højt og dovent op i den lave tyngdekraft. Under præsentationsrunden opklarer Jacob endelig, hvem den korthårede kvinde er: Victoria Lanzas. For nylig tiltrådt i Tautatis' sikkerhedsstab. Nuværende koordinator for den provisoriske ledelse. 29 år. Ledelsens øvrige medlemmer er den armenske sociolog Achot Rafaelovitj Kazarian, datalingvisten Gabriel Sanchez fra Lima, Texas-kyboanalytikeren Latifa Saïd og biokemikeren Irene Walker fra australien. Resten præsenteres ikke, men Jacob har talt lidt med en dame, som han sidder ved siden af. Passende for en ung, selvudråbt leder, tager Victoria ordet. Den primære anledning til dette møde er, at vi har brug for kompetente og initiativrige folk, der kan bevare fatningen til trods for rea liteterne. Situationen er nemlig en del værre, end vi turde afsløre tidligere på dagen. For at afværge panik besluttede vi kun at fortælle det til få, udvalgte. Resten må informeres senere. Victoria lader lige ordene trænge ind, mens hun ser omhyggeligt på hver enkelt. Er her nogen til stede, som ønsker at trække sig? Jacob bryder sig ikke om hemmelighedskræmmeriet, men vil vente med at kommentere det til han forstår baggrunden. Da ingen bakker ud, fortsætter Victoria. Sagen er, at vi ikke har kontakt med Jorden. Månekolonien har observeret talrige lysglimt dernede, fortrinsvis i Mellemøsten, men også i Europa, Rusland og USA. Der hersker desværre ingen tvivl om, at Mellemøstkrisen er eskaleret til atomkrig. Vi ved ikke, om det har forbindelse med hændelserne her, men det betyder, at hverken vi eller månekolonisterne kan regne med assistance, hjemmefra. Victoria holder en kort pause, hvor Gabriel Sanchez benytter lejligheden til at stjæle ordet. Desuden har vi beregnet, at Månen slynger os videre mod Venus, og hvis vi ikke tager fejl, er Solen endestationen. At generobre kontrollen over sejlene har altså førsteprioritet. Vil du forklare problemet, Latifa? Den krumryggede kyboanalytiker retter sig lidt op. Normalt dirigeres sejlene med radioinstrukser, men systemet er blevet omprogrammeret og ignorerer vores opkald. Hvorfor slukker I ikke bare for strømmen, indskyder Jacob, og installerer programmerne forfra? Som om Latifa venter spørgsmålene og bare skal have leveret svarene, falder de næsten før Jacob får talt ud: Fordi systemet fungerer uafhængigt - sejlene genererer selv strøm til deres computere. Jamen ... er det ikke bare at klippe kablerne? Heller ikke muligt. Computerne befinder sig i sonderne, der er forankret langt fra vores anlæg. Men sejlenes inspektionskameraer sporer alt, der rører sig på overfladen. De udslettede endda den kamouflerede drone, vi sendte derud. Vi er fanget inde i Tautatis, og solsejlene er vore vogtere. Imidlertid har vi fået en idé, og her kommer du ind i billedet, Jacob. Tror du, det er realistisk, at grave sig ud til sonderne, og nå computerne nedefra? Victoria nikker, som tegn til, at Jacob har ordet. Han grunder lidt over svaret. Vi taler om to-tre kilometer tunnel ... Boremateriellet blev ikke videre beskadiget. Det vil tage et par måneder. Et lettelsens suk går gennem forsamlingen. Hvad så bagefter? ønsker damen ved siden af Jacob at vide. Kan vi migrere til Månen? Ledelsen vender blikkene mod Irene Walker, der synes at have ansvaret for dén opgave. Der er ingen måde, vi kan fragte tre hundrede mennesker derned. Og selvom vi kunne, kan de ikke huse os. Men vi har klaret den første krise og skal nok klare resten. Så snart vi har styr på sejlene, må de ødelagte biotoper repareres og genstartes med livsformer herfra eller ved hjælp af syntetisk dna. Hvad fødevarer angår har vi nok til et halvt år - det skulle række indtil biotoperne begynder at give afkast ... Ellers ... Om ikke andet har vi fire hundrede lig på køl. Jacob begynder at forstå, at Vicoria er kastet ud i et ansvar, hun aldrig havde forestillet sig, og afhænger af ham som et centralt led i planen for overlevelse. Set i det lys, tackler hun det med bravour, og hans tidligere forbehold mod kvinden er vendt til fascination. De udveksler blikke, og måske sporer hun hans holdningsskift. I hvert fald siger hun, direkte henvendt til ham: Uanset om det lykkes, kommer Tautatis ikke Jorden nærmere, de første mange år. Vi er dømt til at drive omkring på den her asteroide. Hun har stadig meget at lære - først og fremmest, at lytte til og ikke blot koste omkring med sine medarbejdere. Og hun må opmuntre besætningen og undlade at sprede mismod. Jacob vil gøre, hvad han kan for at støtte hende. I dette tilfælde kommer Achot Rafaelovitj ham i forkøbet med en misundelsesværdig evne til at se det positive i situationen: Hey. Vi lever mod alle odds. Og får set Venus på tæt hold. Og hvem ved, hvad ellers? Selv Victoria viser tilløb til et lille smil. Hun er ikke længere bleg, men udmattelsen røbes af hendes øjne. Victoria kan hvile nu. Men når hun vågner, venter den svære opgave at fortælle besætningen, at de næppe vil gense deres kære - måske aldrig vende hjem til Jorden. Et øjeblik spejder hun ud gennem et hul i løvdækket, hvor den blå klode synker bort i rummet. Dagen før var den hjem for ni milliarder, nu måske kun for millioner. Set fra rummet er der kun lidt støv til forskel. Et trist, men uudgrundeligt udtryk breder sig over hendes ansigt - ingen kan afgøre, om hun hellere vil være dér, i de radioaktive skyer, end her, gidseltaget af et morderisk computervirus. Tænker hun på sine efterladte, eller foregriber hun de kommende års prøvelser? Pludselig springer en guldkarpe ud af det nærliggende vandløb. Den fortsætter sprællende og skinnende, flere meter op gennem løvhænget, hvor den skræmmer en flok papegøjer. De styrter skrigende ud fra trækronerne og sender en regn af fugtige blade på glideflugt. Bladene standser næsten bevægelsen, men bringes i uro igen, da den gispende fisk daler ned gennem skyggerne. Hvis den vidste hvordan, kunne den tage sig en svømmetur i luften. Victoria følger fisken med øjnene til den når vandet og hvisker så noget, der rammer Jacob med uventet kraft: Det skete tidligere og slet ikke som planlagt. Men det måtte ské, før eller siden.

Emner : Droner