Hvis du var en af de mange danskere, der i 1969 tændte for radioen midt om natten den 20. juli eller sad samlet omkring de få fjernsyn på villavejen, kan du med sikkerhed genkalde dig civilingeniør Christian Rovsings stemme.
Trods sine kun 33 år var han Danmarks førende ekspert i rumfartsteknologi og havde fået den særlige opgave at kommentere på månerejserne sammen med andre profiler som USA-
korrespondent Claus Toksvig og rumekspert Asger Lundbak i Danmarks Radios studier på Rosenørns Allé.
»Det var en stor oplevelse. Alle i Danmark var oppe sent om natten og sad i spænding og fulgte med i radioen. Tv havde de færreste, heller ikke jeg,« fortæller Christian Rovsing, der i dag er 82 år og i visse kredse bliver kaldt Danmarks it-far.
I 1969 havde Christian Rovsing allerede fuld gang i sit it-firma Rovsing A/S, som senere skulle vokse til et kæmpe foretagende med 1.300 ansatte. Han havde tidligere arbejdet for IBM i Sverige, Frankrig og USA, hvor han skabte kontakter til folk i Nasa, der også hjalp ham med forberedelserne til at kommentere Apollo-missionerne.
Kommunikationen mellem Mission Control og astronauterne foregik nemlig typisk ved små kodede beskeder, som Rovsing kunne følge med i. Og betydningen af koderne havde Rovsing siddet og øvet sig i aften efter aften.
»Koderne kunne for eksempel være A18 eller B22. De fortalte præcis, hvor langt man var i missionen. Det gav mig mulighed for hele tiden at holde seere og lyttere opdateret på, hvad der skete,« siger Christian Rovsing.
Han husker især minutterne inden landingen på Månen med fartøjet Eagle. Neil Armstrong og Buzz Aldrin måtte nemlig overtage styringen af Eagle, fordi computeren ombord blev overbelastet. Ud af vinduet kunne Neil Armstrong se, at Eagle var bagefter tidsplanen, fordi de to astronauter passerede krateret Maskelyne få sekunder senere end planlagt.
»Vi vidste, at de havde meget begrænset brændstof med sig, så da vi opdagede, at de var bagefter tidsplanen, var spændingen på sit højeste. De landede jo også lidt fra det planlagte sted og havde kun få minutters brændstof tilbage,« husker Christian Rovsing.
For ham var Apollo 11 højdepunktet for rumfart. Et højdepunkt som hverken marssonder, Skylab eller ISS kommer i nærheden af. Og de efterfølgende månerejser heller ikke.
»Interessen forduftede ret hurtigt. Folk fulgte slet ikke med i de mange andre Apollo-missioner, og da Nixon lukkede programmet var jeg ikke specielt overrasket,« fortæller Christian Rovsing.
»Det var jo et afsindigt dyrt projekt, og jeg var skeptisk, især over for tankerne om rejser til Mars. I mine øjne ville mennesker aldrig fysisk eller psykisk kunne klare den rejse. Det tror jeg heller ikke i dag. Vi kommer aldrig til Mars. Glem det. Vi er ikke bygget til de lange rejser,« siger han.
Siden er han kun blevet bestyrket i den holdning gennem sit arbejde med den norske rumlæge Peter Norsk, som undersøgte astronauters helbred i årevis. I øvrigt har Christian Rovsing aldrig selv været grebet af en drøm om lange rumrejser. Hans fascination af månerejsen var rent teknisk, fortæller han.
»For mig handlede det om teknikken. At få ting til at lykkes. At genskabe kommunikationen efter radiotavsheden, når Apollo forsvandt bag Månen. Den slags,« siger han.
Om mennesket igen vil gå på Månen, tvivler Christian Rovsing dog ikke på. Månen er tilstrækkelig tæt på til, at det giver mening at udføre ekspeditioner med mennesker, mener han:
»Der er stadig videnskabelige opdagelser, som venter på os på Månen. Her er masser af uudforskede steder, især under overfladen, der måske kan give os viden om os selv og solsystemet. Og endelig er der muligheden for, at vi finder vand.«
Men fremtiden for rumfart er ikke bemandet. Den er fyldt med robotter og rumsonder til fjerne kloder.
»For helt ærligt. Hvad kan menneskeøjne se, som vi ikke kan se med robotter,« lyder det.
