Det gik for stærkt med danske årepresser til Ukraine: Nu sprøjtestøbes to ud af tre komponenter

Til venstre ses det design som er udviklet af Glia og som bruges i Palæstina. Fremover er det den model som danske 3D-printere kan bidrage til. Illustration: Glia

Et velmenende dansk 3D-print projekt har vist at være gået lidt for stærkt.

Forleden kunne Ingeniøren berette om projektet Makershelp, der opfordrer danskere med adgang til en 3D-printer til at printe komponenter til årepresser der skal bruges af sårede i Ukraine-krigen.

Der er allerede printet flere tusinde spænder og håndtag, som skal fragtes til Ukraine, hvor de skal monteres med stof.

Læs også: Ukraine efterlyser årepressere til sårede: Danske makere 3D-printer i tusindvis

Men både materialevalg og designet har vakt bekymring i den canadiske virksomhed Glia. Den producerer 3D-printede årepresser, som er blevet brugt i Gaza i Palæstina siden 2017. I et blogindlæg rejste Tarek Loubani fra Glia forleden en række problemstillinger med det danske design og materialevalg.

Den kritik er nu erstattet af et samarbejde, som betyder at Makershelp fremadrettet vil bruge dele af Glias design, ligesom fremstillingsmetoden delvist ændres.

»Vi er stolte over at annoncere at MakersHelp og Glia indgår et partnerskab med det formål at sikre årepresser til folk i Ukraine,« skriver Makershelp og Glia i en pressemeddelelse.

Samarbejdet betyder, at der fremover kun er én komponent og ikke tre, der skal 3D-printes. Spændet og håndtaget skal fremadrettet sprøjtestøbes og ikke 3D-printes, blandt andet for at sætte hastigheden på produktionen op.

Samtidig arbejder Glia og Makershelp på at få godkendt årepressen med en licens som medicinsk klasse 1-udstyr fra de canadiske sundhedsmyndigheder. Glia er etableret i Canada i forvejen.

Skal udvikle årepresser uden velcro

Læs også: Med en dykkermaske og 3D print var værnemidlet klar på 48 timer

Oprindelig anbefalede Makershelp at printe med filamenttypen PLA. Men det ændres nu til PETG, ABS, Nylon12 og Nylon11, blandt andet fordi to ud af tre komponenter skal sprøjtestøbes. I dag er PLA et af de mest anvendte filament-typer til 3D-print, men bekymringen er, at PLA ikke kan håndtere de barske udendørs betingelser i Ukraine.

»Vi vil ikke acceptere nye designs eller acceptere andre materialer end PETG, ABS, Nylon12, Nylon11 for nuværende. Hvis det ændrer sig, vil Makershelp og Glia sende meddelelser skriftligt. Denne plan vil sikre kvalitet og sikkerhed og vi vil levere den nødvendige kliniske dokumentation i takt med, at vi får det ind. Vi vil også levere træningsmateriale og den nødvendige information til sundhedspersonale og slutbrugere, eksempelvis civile og militært personale i Ukraine,« skriver Makershelp og Glia.

Makershelp oplyser til Ingeniøren, at det oprindelige design er testet og valideret, og at 3D-printede komponenter, som frivillige har printet den seneste uge, bliver batchtestet inden de sendes til Ukraine for at blive samlet til årepresser.

Samtidig er Glia og Makershelp gået i gang med at udvikle en årepresse uden brug af velcro-materiale. Det er nemlig svært at følge med efterspørgslen på velcro.

Læs også: Danske antenner skal sikre wifi til internt fordrevne i Ukraine