Gigtlæger famler i blinde: Med nye biomarkører skal det være slut
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Gigtlæger famler i blinde: Med nye biomarkører skal det være slut

»Vi famler simpelthen i blinde i dag. Og det er skræmmende.«

Sådan lyder den bramfri udmelding fra civilingeniør i bioteknologi Michael Kruse Meyer om danske gigtlægers brug af biologiske lægemidler. Og Michael Meyer er ikke alene om det synspunkt.

På de danske reumatologiske afdelinger er biologiske lægemidler i dag så udbredte, at staten bruger cirka en milliard kroner om året på gigtpatienter. Og det på trods af, at kun en ud af fem patienter, der sættes i behandling, oplever en længerevarende effekt.

»Vi mangler virkelig redskaber til at forudsige, hvilke præparater der virker, og hvilke patienter vi kan stoppe behandlingen på,« siger Merete Hetland, der leder den nationale reumatologiske biobank Danbio.

Men i øjeblikket er mindst ti danske forskningsprojekter i fuld gang med at se på, hvordan spildet af danske skattekroner kan stoppes, og behandlingen af gigtpatienterne målrettes.

For meget trial and error

Et af projekterne er ledet af Michael Meyer, der monitorerer immunforsvaret hos leddegigtpatienter før og efter behandlingen. I forsøget oprenser han hvide blodlegemer og undersøger biomarkører som hormoner og proteiner i blodet med massespektroskopi. Ved at kortlægge ændringerne i blodet er det muligt at give lægerne et redskab til at monitorere effekten af behandlingen.

Læs Ingeniørens fokus om personlig medicin

I et andet forsøg har han brugt massespektrometri til at afgøre, hvor godt patienten optager medicinen i kroppen. Andre steder i landet undersøger forskere, hvordan arvemassen har betydning for, om en behandling virker.

»I dag er den eneste monitorering af patienten en klassisk undersøgelse, hvor man f.eks spørger, hvor ondt det gør, eller om man er hævet. Det er for meget en trial and error-behandling,« siger Michael Meyer.

Læs også: »Den største sundhedsrisiko bliver informations-overload«

Ved reumatologisk afdeling på Hjørring Sygehus, hvor Michael Meyer har udført sin forskning, er de typiske behandlingstrin således: Først forsøger lægen at give det billige gigtlægemiddel Methotrexat (MTX). Hvis det ikke virker, gives to eller tre lignende lægemidler i et forløb over seks måneder, såkaldt tripple-behandling. Hvis ingen af disse virker, starter behandlingen med biologiske lægemidler, der typisk er genredigeret biologisk materiale som bakterier eller celler. Her forsøger lægerne først at give ét biologisk lægemiddel i tre til seks måneder. Ud af fem patienter bliver de fire typisk flyttet over til behandling med et andet biologisk lægemiddel, fordi det første ingen effekt havde.

Nye lægemidler og kopiprodukter vælter frem

Inden for gigt- og andre betændelsessygdomme har man i dag omkring 20 forskellige biologiske lægemidler at arbejde med, og der kommer hele tiden nye til. På reumatologisk afdeling på Regionshospitalet Nordjylland har man i alt 2.000 patienter og bruger 28 millioner kroner om året til behandling af 350 patienter med biologiske lægemidler. Og der er ikke udsigt til færre udgifter foreløbig.

»Vi bruger flere af lægemidlerne, bruger dem mere aggressivt, og skifter patienterne over på et nyt lægemiddel hurtigere. Så udgifterne stiger kun,« siger Michael Meyer.

En anden udfordring er, at mange patenter på de nuværende lægemidler udløber og skaber kopiprodukter; de såkaldte biosimilære lægemidler.

Læs også: Professorer: Praktiserende læger er uforberedte på fremtidens medicin

»Vi ser flere af de her produkter, der er stort set identiske, og dem er vi også nødt til at forstå dybere, hvis vi skal målrette behandlingerne,« siger Merete Hetland.

Databaser i parløb - men uden biomarkører

Den danske reumatologiske biobank, der startede op i 2015, kan være en del af løsningen. I dag er der indsamlet 8.000 blodprøver på 12 centre landet over, og de er samkørt med kliniske data i den såkaldte Danbio-database.

Oplysningerne i Danbio-databasen indeholder alle data fra besøg hos lægen og den efterfølgende monitorering af patienten. Men den indeholder endnu ingen oplysninger om biomarkører til brug ved overvågning af patientens reaktion på biologiske lægemidler.

Ifølge Michael Meyer kunne et relativt simpelt tiltag være at kortlægge den dosis, der bliver brugt i behandlingerne, og matche det med effekten. En af hans undersøgelser på den reumatologiske afdeling i Hjørring viser nemlig, at man godt kunne give mindre medicin - end foreskrevet i de kliniske forsøg - til patienter, der har opnået effekt af deres behandling.

Faktisk viste det sig, at den praksis allerede var udbredt på afdelingen, uden at det var en bevidst strategi. Ved at gennemgå de årlige udgifter til medicin på afdelingen og se det i sammenhæng med behandlinger var det tydeligt for Michael Meyer, at man over flere år var begyndt at gå ned i dosis. Årsagen er formentlig, at man i samtaler med patienterne har forsøgt at skrue ned for dosis for at undgå bivirkninger, og den slags erfaringer kunne man hurtigere drage, hvis man kørte mere statistik på området, mener Michael Meyer.

Læs også: Personlig medicin: Kan viden om vores tarme fokusere medicinforbruget?

»Drømmescenariet er jo, at vi kan foretage en grundig undersøgelse af patientens proteiner, metabolitter eller lignende og kombinere det med den kliniske undersøgelse for at få svar på, hvilke af en stribe lægemidler der virker bedst. Undervejs monitorerer man så forskellige biomarkører for lynhurtigt at kunne afgøre, om lægemidlet virker,« siger han.

Samme drøm har Merete Hetland:

»Vi skal væk fra det her trial and error. Det kan ingen være tjent med - og slet ikke patienten,« lyder det.

Blot til info vil man typisk starte med Sulfasalazin, og herefter skifte over på Methorexat (kemo).

Dog må jeg sige at jeg er en af dem, som nok har været heldig med hospitalets trial and error, som har gjort mig "gigtfri".
Biomarkører vil dog unægteligt i det lange løb kunne spare samfundet enorme udgifter.

  • 3
  • 0

Årsager til gigt.
Det ville være endnu mere intelligent, hvis der blev forsket i årsagerne til gigt og udvikling af årsags-behandling fremfor symptom-behandling.
Belastning med miljøgifte f.eks. kviksølv medvirker til "gigt-smerter", men desværre for patienterne udredes disse ikke for kronisk kviksølv-forgiftning / -belastning i det offentlige danske sundhedsvæsen.

  • 0
  • 0

Årsagen er nok ret kompleks og man finder næppe lige sådan uden videre svaret.

Gigt er autoimmunt ligesom diabetes type 1 og 1,5, hvorfor det er immunforsvaret der angriber de raske celler.

Der foreligger faktisk en del undersøgelser på leddegigt og kviksølv(amalgam fyldninger). Dog må de betegnes som "inconclusive".
Jeg er dog også sikker på, at der forskes inhærdigt på årsagerne til de forskellige gigttyper :)

  • 0
  • 0