Giganter skaber trådløs standard

De to halvledergiganter Texas Instruments og ST Microelectronics vil skabe en ny standard for grænseflader til trådløse applikationer.

En ny åben OMAPI-standard (Open Mobile Application Processor Interfaces) skal gøre det lettere og hurtigere at skabe nye trådløse multimedia-enheder og multimedia-applikationer. Bag initiativet står halvlederproducenterne Texas Instruments og ST Microelectronics, der inviterer leverandører af operativsystemer, applikationer og periferiudstyr til at deltage.

Den vordende standard er beregnet til 2,5G og 3G mobiltelefoner, PDA'er (Personal Digital Assistants) og andre bærbare og multimediebaserede produkter. Standarden består af et sæt operativsystems- og hardwaregrænseflader, der definerer grænseflader til periferienhederne.

Som første fase har Texas Instruments og ST Microelectronics allerede udviklet fælles soft- og hardwaregrænseflader, der kan sikre genbrug og hurtig udvikling af applikationssoftware. Hvis initiativet slår an, vil samme grænseflader kunne anvendes på flere forskellige operativsystemer uden ændringer.

Applikationsprocessorer til den nye standard vil være tilgængelige fra 2003. For ST Microelectronics vil der være tale om en helt ny familie af multimedieprocessorer, mens TI vil udvide sin eksisterende "OMAP" familie af processorer, så de også kan klare OMAPI.