Jim LeBlanc er en af de få personer, der ufrivilligt kom til at opleve, hvad det vil sige at træde ud på overfladen af Mars.
I 1965 – som led i forberedelserne til månerejserne – deltog han i et eksperiment, hvor han skulle begive sig ind i et miljø uden tryk. Forsøget fandt sted i et trykkammer hos Nasa, og LeBlanc havde naturligvis rumdragt på.
Men noget gik galt. Med forsigtige skridt trådte han op af en trappe. Stoppede op. Vaklede et sekund eller to, og uden varsel faldt han 180 grader bagover.
En utæt slange havde nemlig lukket luften ud af dragten, og Jim Leblanc begyndte at opleve de første symptomer. Hans spyt begyndte at boble. Var han ikke blevet hevet ud af kammeret, så havde han oplevet den fulde effekt af at leve uden en tyk atmosfære – hvilket er tilfældet på Mars, hvor trykket er 6,1 millibar (Jordens er 1.013,25 millibar). I så fald var hans blod begyndt at koge.
Jim LeBlancs oplevelse illustrerer bare en af de farer, som en rumdragt skal beskytte mod på Mars. Dertil kommer alt fra kulde og manglende ilt til stråling. Listen er lang, men her stiller vi skarpt på det giftige støv.
Her kan du se optagelserne af Jim LeBlanc, der træder ind i trykkammeret.
Mars’ betegnelse som den røde planet skyldes et højt indhold af jernoxid på overfladen. På grund af det lave tryk skal der ikke meget til, før støv bliver blæst op i atmosfæren. Det sker i så enorme mængder, at hvert tredje Mars år (5,5 år på Jorden) blæser støvstorme op, der dækker hele planeten. Derved får Mars sin karakteristiske røde farve.
Men støvet er en reel fare for fremtidige astronauter. Forskerne er stadig ikke helt sikre på, hvordan den kemiske sammensætning af støvet på Mars ser ud, men man har fundet spor af kemikalier, der kan være dødelige for mennesker.
»Vi har fundet perklorater og spor af giftige metal gasser, eksempelvis chromium, der kan være dødelige. På Jorden findes de i meget små mængder, men vi kender ikke koncentrationen på Mars,« har det blandt andet lydt fra Joel S. Levine, professor i anvendt videnskab ved William & Mary College og medformand på Nasas Human Exploration of Mars Science Analysis Group, i en udtalelse til mediet Digital Trends.
Tidligere studier har været baseret på kvartsstøv, men da en forskningsgruppe fra Stony Brook University i New York, USA, kværnede de tre mest almene silikatmineraler fundet på Mars – feldspat, pyroxen og olivin – fik man nogle foruroligende resultater.
Da de blandede 5 milliliter vand med et par hundrede milligram støv fra de basaltiske mineraler, observerede de, at de nyligt ødelagte kemiske forbindelser på støvets overflade reagerede med vandet og skabte brintoverilte såvel som stærkt reaktivt hydroxyl (OH)-molekyler og oxygen-molekyler med en ekstra elektron, kaldet superoxid.
Hvis en astronaut indånder støvet, kan det altså reagere med fugten i lungerne og potentielt være dødeligt.
Det er dog vigtigt at huske, at al forskning i marsstøv er baseret på rekonstruktioner af den kemiske sammensætning af støvet på Mars. I modsætning til månestøv, så har vi aldrig hentet den ægte vare hjem fra planeten – ud over fra meteoritter, der stammer fra Mars. Perseverance er dog ved at samle prøver, som et fartøj kommer og henter inden udgangen af dette årti, hvis alt går vel.
I denne video kan du se, hvordan Mars ser ud før og efter en sandstorm.
Da Armstrong og co. vendte retur fra Månen i slutningen af 1960’erne, tog de også en del månestøv med hjem. Det havde sat sig ihærdigt fast på deres dragter.
Månestøv er nemlig blevet kværnet til meget fine, skarpkantede korn, der sætter sig på alt, takket være et konstant bombardement fra mikrometeoritter og ladede partikler fra Solen. Modsat Månen, der af de fleste betegnes som atmosfæreløs, har Mars en atmosfære, omend den er omkring 100 gange tyndere end Jordens.
Den smule atmosfære har dog været nok til at beskytte støvet på Mars mere end på Månen, men det er stadig blevet blæst rundt i 3,5 milliarder år, og det har nedslidt partiklerne til utroligt små, runde korn.
De er ikke skarpe, men fordi de konstant har rullet rundt på planeten, har de højst sandsynligt fået en statisk ladning, der gør, at det vil sætte sig fast på dragter, forklarer Grant Anderson, medgrundlægger af Paragon Space Development, der blandt andet har været med til at udvikle livsunderstøttende udstyr til Nasa-missioner, til mediet New Scientist.
Frygten er, at støvet ikke er til at fjerne fra astronauternes dragter og derfor bliver taget med ind i deres opholdssted – selv hvis de gik gennem en luftsluse. Problemet er, at man skal pumpe kuldioxid ud for at lade luft komme ind, forklarer Grant Anderson. Det kommer til at skabe en hvirvelstrøm, der skaber flow. På grund af det meget fine støv på Mars, er det svært at undgå, at en person indånder det.
Støvet kan tilstoppe luftfiltre, vandrensere og andre kritiske instrumenter, men en løsning kan være at udnytte det høje indhold af jern i støvet til vores fordel.
»Støvet indeholder jernforbindelser, hvilket gør det magnetisk. Derfor kan man lave en form for magnetisk skjold, der kan trække støvet af astronauterne, når de går ind i slusen,« siger Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space.
