Giftige stoffer i 3D-printere gør dem farlige til privat brug

Giftige stoffer i 3D-printere gør dem farlige til privat brug

Kræftfremkaldende mate­rialer kan gøre 3D-print til en farlig sag. Skrivebords­printere, der i dag sælges til privat brug, bør slet ikke stå i almindelige lokaler, påpeger førende eksperter.

Hvis ikke sikkerheden er i orden, kan det være særdeles sundhedsfarligt at arbejde med moderne 3D-printere. Danske forskere hejser nu advarselsflaget, efter at særligt én af de teknikker, der benyttes til 3D-print, er faldet så drastisk i pris, at analytikere forudser, at salget til mindre virksomheder og private vil vokse kraftigt.

Risikoen for allergi og hudirritation – og i alvorlige tilfælde kræft – hører til nogle af de bivirkninger, brugerne kan udsættes for ved håndteringen af de materialer, der bruges til printerne.

»Der er tale om meget sundhedsfarlige produkter, som ikke bør frigives til privat brug. Der skal være udsug, og brugeren skal benytte værnemidler, som Arbejdstilsynet foreskriver,« siger den internationalt anerkendte miljøkemiker Allan Astrup Jensen fra Nordisk Institut for Bæredygtige Produkter, Miljø­kemi og Toksikologi (NIPSECT) efter at have gennemgået datasikker­hedsblade for nogle af de materialer, der bruges i printerne.

Læs også: Myndigheder advarer om sundhedsrisici ved 3D-print

3D-printere, der bruger teknologien Stereolitho­graphy, også kaldet SLA, printer med materialer, der både er allergifremkaldende, hudirriterende og mistænkes for at være kraæftfremkaldende. Foto: Bjørn Godske

Producenternes egne advarsler omkring håndtering og opbevaring af materialer er ifølge Allan Astrup Jensen sjældent meget bevendt:

»Det er meget almindeligt, at der er masser af fejl i sikkerhedsdatabladene (MSDS), og at sundhedsfaren ved produkterne underspilles ved at undlade at nævne relevante effekter og klassificeringer. Desuden er indholdsstofferne ofte fabrikshemmeligheder, så det er umuligt at vurdere og kontrollere deres påstande,« siger han.

Læs også: Det skal du huske inden køb af 3D-printer

De problematiske materialer bruges i den type 3D-printere, som benytter teknikken Stereolitho­graphy, også kaldet SLA. Teknikken stammer helt fra 3D-printernes barndom i 1980’erne og fungerer ved, at en uv-laser hærder en flydende væske (resin). Væskerne findes både på epoxy-basis og som acrylater (monomere og polymere). Hvor acrylaterne i datablade bliver betegnet som allergifremkaldende og hudirriterende, er uhærdet epoxy under stærk mistanke for at være kræftfremkaldende.

Gummihandske og udsug
3D-print med SLA-teknikken har tidligere været kostbart og derfor forbeholdt store industrielle virksomheder, som har haft ressourcerne til at sikre brugerne et korrekt arbejdsmiljø og sikkerhed, forklarer David Bue Pedersen, der er ansat på DTU og en af Danmarks førende forskere i 3D-print-teknologi.

På DTU får ingen lov til at benytte printerne uden at være iført specielle gummihandsker, kittel og beskyttelsesbriller. Samtidig er printerlokalet udstyret med specielle lukkede skraldespande og beholdere til kemiaffald, stinkskabe og udsug ved maskinerne – og endelig er der undertryk på lokalet:

»Den her type maskiner har før kostet millioner af kroner. Men nu har for eksempel Formlabs lanceret en billig model, og jeg er stærkt bekymret for, hvordan materialerne håndteres, hvis den stilles ind i en R&D-afdeling hos en lille virksomhed eller hos en privatperson,« siger han.

Læs også: Jagten på nye materialer holder 3D-printerne tilbage

I modsætning til de meget udbredte FDM-printere, hvor en tynd plasttråd opvarmes og lægges lag på lag, har SLA-printerne en meget fin overfladefinish. Det gør dem attraktive til fremstilling af færdige komponenter og til prototyper, hvor overfladen skal være meget jævn. Derfor har for eksempel smykkeproducenter fattet interesse for printerne til fremstilling af støbeforme.

På KEA Københavns Erhvervs­akademi har man netop købt en lille SLA-printer til 40.000 kroner, som dog endnu ikke er taget i brug, men presseansvarlig Anne Winther understreger dog, at man på akademiet har alle de korrekte sikkerhedsforanstaltninger.

Affald skal håndteres korrekt
Olivier Jay, sektionsleder på Teknologisk Instituts afdeling for produktudvikling, er ikke bare bekymret for selve processen, hvor væskernes hældes frem og tilbage mellem karret, hvor printet bygges op, og de beholdere, væskerne kommer i. Han sætter spørgsmålstegn ved hele affaldshåndteringen:

»Hvad sker der med de tomme flasker eller den klud, du bruger til at tørre spildt væske op med – bliver den smidt ud med husholdnings­affald eller vasker folk dem i en
vaskemaskine?« siger han.

Læs også: 10.000 3D-printere til rådighed i maker-netværk

Hos Arbejdstilsynet er man opmærksom på problemstillingen, fortæller chefkonsulent Susanne Bruun:

»Arbejdstilsynet accepterer normalt ikke stoffer og materialer, der er fremmede i kontormiljøer og kan undgås. Det kan altså – afhængigt af eventuel forurening og sammensætning – være nødvendigt at placere 3D-printeren i et separat lokale og med procesventilation,« siger hun. j

Kommentarer (9)

Artiklen efterlader en usagkyndig i angst for om deres ultimaker skal smides ud. Kunne det ikke være på sin plads at behandle emnet lidt mere nuanceret, fx. at nævne at de fleste 3d-printere i private hjem benytter ABS eller PLA? Det nævnte eksempel er ikke en standard teknologi i private hjem (endnu).

  • 14
  • 1

Hej Lennart.

Jeg mener, at der tydeligt fremgår af artiklen, at der er tale om materialer til SLA.

Men når du nu nævner det, så er det en generel opfattelse hos de fagfolk jeg har talt med, at når det gælder de meget udbredte FDM-printere, så er risikoen ved at bruge PLA (bioplast) meget lille. ABS-plast advares der dog også imod - her er der både risiko for uddunstning af styren og ultrafine partikler.

Rådet er derfor: Stil altid FDM-printeren et stede med god ventilation.

  • 3
  • 5