Giftige fluorstoffer i popcorn-poser
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Giftige fluorstoffer i popcorn-poser

Pomfritter, burgere og mikrobølgepopcorn er sandsynligvis pakket ind i papir, der indeholder sundhedsskadelige kemikalier.
 
De amerikanske fødevaremyndigheder dokumenterer i en undersøgelse, at mikrobølgepopcorn indeholder fluorstoffer fra emballagen. Herhjemme vil myndighederne nu undersøge en række fedtafvisende papiremballager. 
 
»Jeg er meget bekymret for disse fluorstoffer. De er en tikkende bombe, fordi de akkumulerer i organerne. Det nytter ikke, at vi først håndterer problemet, når det er for sent,« siger miljøkemiker Allan Astrup fra Force Technology.

Ifølge undersøgelsen fra den amerikanske fødevaremyndighed, FDA, er popcornposer imprægneret med 25 mg fluorerede kemikalier per kvadratdecimeter. Stofferne vandrer over i popcorn-olien under opvarmning, så en person, der spiser en pose mikrobølgepopcorn, indtager 0,11 mg fluorstoffer.

Dermed giver popcornposer en flere hundrede gange større påvirkning end teflon-pander, der tidligere, under stor mediebevågenhed, er blevet beskyldt for at afgive lignende fluorerede stoffer.

FDA fremhæver, at mængden ikke er akut skadelig, men skal tages alvorligt, fordi stofferne over en årrække ophober sig i mennesker.

Kræftfremkaldende

De fluorstoffer, som bruges til at overfladebehandle fedtafvisende papir, bliver i ukendt omfang nedbrudt til stoffet PFOA, der er hormonforstyrrende og kræftfremkaldende i dyreforsøg.

»PFOA er det stof, vi kender bedst, men hele stofgruppen er problematisk. Alligevel er stofferne vidt udbredt bl.a. til coating af fedtafvisende papir,« siger Allan Astrup.

Ud over poserne til mikrobølgepopcorn har de amerikanske forskere fundet fluorerede kemikalier i bl.a. pomfrit-bakker, sandwichpapir og papirforme til muffins.

»Med de niveauer, vi har set i fedtafvisende papir, vælger vi nu at fokusere vores videre forskning på den type produkter,« siger forskningsleder Tim Begley fra FDA til Inge­niøren.

I Danmark skal nye undersøgelser over de næste tre år vise, om kemikalierne også findes i produkter på det danske marked, og i hvor høj grad de overføres til fødevarerne.

»Alt det pap, karton og papir, som kan afvise olie eller vand, er imprægneret eller har en overfladebelægning, der meget vel kan indeholde fluorerede kemikalier. Især i forbindelse med opvarmede fødevarer. Her er de fluorerede stoffer nemlig langt mere stabile og funktionelle end andre former for overfladebehandling,« siger cand.scient. Xenia Thorsager Trier, der står for de danske undersøgelser i et samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet.

Hos chipsproducenten Kims A/S kommer oplysningerne om fluorstoffer i amerikanske mikrobølgepopcorn som en overraskelse.

»Hvis det er tilfældet i USA, skal det også undersøges i Danmark. Jeg vil straks undersøge sagen hos min emballageleverandør og følge nøje med i de kommende danske undersøgelser på området,« siger administrerende direktør Carsten Hänel.

På EU-niveau har fødevaresikkerhedsautoriteten Efsa nedsat en arbejdsgruppe, som er på vej med en vurdering af udbredelse og risiko ved fluorerede kemikalier i fødevareemballage.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten