Kemiingeniør Jesper Jørgensen fra rådgiverfirmaet Alectia har en enkelt forklaring på, hvorfor miljøgiften PCB blev brugt i bygninger.
»Det var et fantastisk materiale. Det var stort set bestandigt. Det forgår ikke, men bevarer sin elasticitet i mange år. Mange af de PCB-fuger, vi ser i dag, er stadig i elastiske og i fin kondition. De har opfyldt deres funktion,« siger han.
Det er en udmærket bedrift, da fugerne med PCB blev forbudt i 1977, så de er mindst 30 år gamle. Desværre er materialets bestandighed også medvirkende til miljøproblemerne. Det forgår meget langsomt, og det ophobes i både fødekæde og den menneskelige organisme.
Det har vi kendt til, lige siden PCB blev forbudt. Alligevel er det først i de seneste par år, at der er kommet fokus på, at bygningerne får os til at indånde PCB.
Selv om det indvendige i en PCB-fuge har en blød, næsten tyggigummi-agtig konsistens, er det ifølge en vejledning fra Københavns Kommune nærmest umuligt med det blotte øje at skelne en fuge med PCB fra andre fuger.
Ifølge Jesper Jørgensen er der derimod nogle enkle grundregler for at identificere fuger, som kan indeholde PCB. Ud over bygningsåret er typen af fuge vigtig.
»I nogle typer byggerier har der været foreskrevet brug af en Thiokol-fuge. Den kan man godt få uden PCB i dag, men sådan en fuge fra 1960'erne og 1970'erne vil med stor sandsynlighed indeholde PCB,« fortæller han.
Thiokol-fugen har navn efter et amerikansk firma, som producerede den.
De fuger, som der har været PCB i, bruges typisk til at optage de bevægelser, som temperaturforskydningerne giver i byggeri med betonelementer. En mørtelfuge, som benyttes ved murstensbyggeri, kan ikke ekspandere i samme omfang som de elastiske fuger mellem betonelementerne og ved vinduer og døre.
Fugerne indeholdt typisk mellem 5 og 30 procent PCB.
PCB har imidlertid også været til en række andre formål end maling. Uden for byggebranchen gælder det blandt andet i oliefyldte kabler, hydraulikolie og kondensatorer. Men også i byggeriet har der været brugt PCB i flere materialer.
Det gælder først og fremmest maling til flader, der blev udsat for særligt meget slid. Men PCB har også i nogle tilfælde indgået i overfladebehandling af selve betonen.
Endelig er en af de mest udbredte PCB-forekomster limen i termovinduer. Her har Norge blandt andet udarbejdet en plan for udskiftning af de PCB-holdige ruder.
Problemet med PCB er imidlertid ikke blot selve det byggemateriale, som miljøgiften indgår i. Det er i lige så høj grad, at PCB vandrer over i de omkringliggende materialer. Har der for eksempel været PCB i en fuge, er det så godt som sikkert, at stoffet er trængt ind i den omkringliggende beton. Spørgsmålet er kun, hvor stort omfang det er sket i, og om det også er nødvendigt at fjerne dele af betonen for at få nedbragt afgasningen til luften tilstrækkeligt.
Ofte vælger bygningsejere, der finder PCB i sine fuger, i første omgang at forsegle. Det kan have en midlertidig virkning. På lang sigt kan intet dog holde PCB tilbage. Det trænger altid ud gennem de omkringliggende materialer. Polychlorerede biphenyler, i daglig tale PCB, omfatter en gruppe chlorerede forbindelser, der består af 2 sammenknyttede, seksledede benzenringe (biphenyl) med 1 til 10 chloratomer. Bruttoformel: C12H10-xClx,hvor x= 1-10. PCB omfatter over 200 forskellige stoffer. Fakta om PCB
PCB blev brugt fra 1950 frem til 1977, hvor det blev forbudt.
Sundhedseffekterne af de tekniske PCB præparater er betydelige og veldokumenterede. De omfatter hudeffekter, forstyrrelser af leverfunktionen, samt påvirkning af centralnervesystemet og immunsystemet. Særlig opmærksomhed har fosterskader og PCB's kræftfremkaldende og hormonforstyrrende virkning fået.
Kilde: Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet
