Giftgas og a-bomber førte til grundforskningens syndefald

Illustration: Nanna Skytte

Grundforskning har ført til uvurderlig viden. Viden, som sidenhen har været brugt i både freds-, krise- og krigstid – selv om det sidste ikke nødvendigvis var meningen.

»Grundforskning er pr. definition ikke-anvendt forskning og er derfor fremmed over for både brug og misbrug. Men den bliver så brugt alligevel. Nogle gange bevidst, andre gange ved tilfældigheder, f.eks. til militære formål,« siger Helge Kragh.

Som historiker på Niels Bohr Institutets arkiv på Københavns Universitet har han nærstuderet ikke kun den danske naturvidenskabs historiske udvikling, men også set den i et internationalt perspektiv, og ifølge ham indeholder grundforskningens ‘syndefaldsmyte’ et modsætningsforhold:

»Grundforskningen har på en måde aldrig mistet sin uskyld, men den har heller aldrig været uskyldig.«

For at forstå dét tager vi lige historien fra begyndelsen – og lader lektor på Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet Kristian Hvidtfelt Nielsen og professor i ansvarlig teknologi på DTU Maja Horst supplere historikeren.

De videnskabelige krige

Udgangspunktet for grundforskning er ifølge Maja Horst en nysgerrighed, der ligger som en del af det menneskelige dna:

»Det er vores fælles menneskelige arv, at vi interesserer os for verden omkring os. I den vestlige verden har vi udviklet videnskab til at lave systematiske undersøgelser og opdagelser i form af grundforskning,« siger DTU-professoren.

Denne vestlige videnskab kan ifølge Helge Kragh dateres til senrenæssancen i det 16. århundrede. Og trods både magthavernes opbakning og folkelig anerkendelse af ‘videnskaben’ satte kritikere allerede dengang spørgsmålstegn ved grundforskningens uskyld:

»Den tidlige kritik kom til udtryk som en form for kulturkrig mellem et humanistisk menneskesyn og så den nye, objektive naturvidenskab,« fortæller Helge Kragh og fortsætter med endnu et klassisk eksempel:

»Helt op til starten af 1800–tallet var religiøse værdier højere værdsat end videnskabelige.«

Men vi skal helt op i sidste århundrede, før grundforskningen flyttede ud af sine »hellige haller«, som Kristian Hvidtfelt Nielsen betegner grundforskningens arnested frem til Første Verdenskrig:

»Første Verdenskrig blev et skifte. Krigen blev kendt som ‘kemikernes krig’ med nyudviklet ammunition, bomber, giftgas og brændstof. Her var giftgas jo en målrettet forskningsindsats og blev eksempel på, at det, vi sætter grundforskningen til, kan udvikle sig ret forfærdeligt,« fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Både han og Helge Kragh forklarer, hvordan krigens ødelæggelser gav anledning til at se indad i både den brede offentlighed og i forskningsverdenen specifikt. Eksempelvis boykottede mange videnskabsmænd tildelingen af Nobelprisen i 1918 til tyske Fritz Haber, der regnes for én af de store bagmænd til tyskernes udvikling af giftgasser.

I kølvandet på kemikernes krigs kollegiale fordømmelser og en konjunktur-præget folkelig skepsis over for forskningsverdenen i 1930’erne kom Anden Verdenskrig, der skulle cementere syndefaldsmyten: fysikernes krig.

Selvrefleksion i trykbølgen

Her faldt bomberne. Først over Hiroshima, dernæst Nagasaki og sidenhen som en selvransagelse i forskningsverdenen:

»Atombomben bliver ret epokegørende. Der fulgte efterfølgende en form for kritisk selvrefleksion: Hvad er det egentlig, vi forskere skal? Kan vi tillade, at vores forskning bliver brugt destruktivt? Har vi ikke et ansvar på det grundforskningsmæssige plan i forhold til, hvor forskningen skal bevæge sig hen?« forklarer Kristian Hvidtfelt Nielsen.

På samme måde fortæller Helge Kragh, hvordan ingen fysikere, ej heller atommodellens fader Niels Bohr, havde forestillet sig, at opdagelsen af urankernens spaltning lige før Anden Verdenskrig ville føre til ødelæggelsesvåben af den kaliber:

»Den kritik, der var efter krigen, åbnede folks øjne for, at selvom man driver grundforskning, er man ikke uskyldig,« siger historikeren fra Niels Bohr-arkivet.

Politisering af grundforskningen

Herefter blev grundforskning gjort politisk. Dels fordi man, som Kristian Hvidtfelt Nielsen og Maja Horst forklarer, for første gang fik en egentlig forskningspolitik med offentlige investeringer. Dels fordi forskning blev diskuteret offentligt i efterkrigstiden:

»I 1950’erne fulgte en politisk, for ikke at sige kommunistisk motiveret diskussion af grundforskningen. Anklagen lød, at fysikerne var i lommen på industrien og generalerne,« siger Helge Kragh, der pointerer, at forskning altid har været tæt knyttet til krigsførelse.

Han forklarer, hvordan der siden verdenskrigene er fulgt perioder med videnskabelig optimisme og pessimisme, sidstnævnte blandt andet i forbindelse med studenteroprøret i 1970’erne, hvor ønsket om ‘videnskab til folket’ levede side om side med ‘atomkraft – nej tak’.

Det er altså også tiden, hvor de videnskabelige kontroverser ifølge Maja Horst begynder at melde sig på banen med eksempelvis spørgsmål om forskningens udvikling af kemi og skadelige påvirkninger af miljøet.

»Det blev eksempelvis opfattet som problematisk, at der var nogle store multinationale selskaber tilbage i 1990’erne, der skulle tjene kassen på at lave genteknologi. I stedet for at lave noget, der var godt for forbrugerne, blev der primært udviklet noget, som var godt for producenterne, og med marker hele verden over som laboratorier,« forklarer Maja Horst.

Endelig peger Kristian Hvidtfelt Nielsen på betydningen af den nyliberale strømning, som forskning, anvendt såvel som grundforskning, blev underlagt i slutningen af sidste århundrede:

»Strømningen har to elementer. Det ene er ideen om, at økonomisk vækst er kernen i samfundet. Her blev grundforskning og vækst pludselig koblet sammen,« siger AU-forskeren og fortsætter:

»Det andet element er et ændret fokus på ledelse i offentlige forskningsinstitutioner, som nu skulle tænke mere i markeds- og industritermer og eksempelvis arbejde med en bundlinje på forskningsresultater.«

Tillid, værdikamp og åbenhed

Men hvor efterlader det så synet på grundforskningen i dag?

Alle tre forskere peger på, at tilliden til forskere og dermed også grundforskning i dag er ekstremt høj i vores del af verden. Nærmest ukritisk, ifølge Helge Kragh. Det følger blandt andet af en erkendelse og anerkendelse af viden som en samfundsmæssig kerneressource:

»Vi lever i et videnssamfund. I gamle dage handlede centrale politiske konflikter om fordeling af goder. Nu handler det om fordeling af viden,« mener Maja Horst.

Skal grundforskningen bevare sin nuværende offentlige status som måske ikke direkte uskyldsren så i hvert fald tillidsvækkende og nødvendig, kræver det ifølge Maja Horst, at den (grund-)videnskabelige verden åbner sig op:

»Laver vi forskning og teknologi, som er i overensstemmelse med vores samfundsværdier? Med hvor langt sigte skal vi prioritere vores forskning? Skal vi satse på anvendt og strategisk forskning, eller skal det være nysgerrighedsdrevet grundforskning?« nævner Maja Horst som eksempler på spørgsmål, som både forskere og almindelige borgere bør bidrage til at besvare.

Her sætter Kristian Hvidtfelt Nielsen sin lid og sit håb til, at borgerinddragende projekter kan være med til at etablere et nyt offentligt syn på grundforskning:

»Vi må se, om det nogensinde lykkes, men der er et ønske om, at forskere og forskningsinstitutioner skal inddrage ngo’er, frivillige organisationer, almindelige borgere og små virksomheder i samarbejder om forskningen,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Uanset hvad er grundforskning ifølge Helge Kragh svær at komme uden om, hvilket understreges af både pandemi og klimakrise:

»Videnskaben er en del af svaret på kriserne, hvilket formentlig også er en del af årsagen til, at videnskaben har den autoritet, den nyder i dag,« siger Helge Kragh.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet om, at grundforskningen altid og aldrig har haft sin uskyld. For måske er det netop grundvidenskabens afgørende rolle i forsøget på at finde løsningerne på verdenssamfundets kriser, der vækker en tillid, som var videnskaben uskyldsren – på trods af erkendelsen af grundvidenskabens syndefald.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad er kundskaben om godt og ondt? Fordi det mytiske syndefald vedrører jo ikke matematik-fysik-kemi-biologi som menneskeheden til husbehov behøver for rigtigt at dyrke den lystigheds have, som vores stamforældre igen ifølge myten først blev bosat i som deres hjem på den blå planet. Heller ikke vedrører det mytiske syndefald vel sprog-historie-samfund-religion, som menneskeheden sikkert også behøver for rigtigt at bebo hele samme jord. Alligevel synes vi, at kundskab om godt og ondt må have at gøre med enten naturvidenskaberne eller teologien. Fra katolikkerne i højmiddelalderen var der folkelig skepsis imod førstnævnte, men med reformationen blev der folkelig skepsis imod sidstnævnte (Martin Luther kunne bestemt ikke lide Thomas Aquinas' Teologiens Håndbog, som han opfattede som Kirkens syndefald). Måske er kundskaben om godt og ondt ikke nogen bestemt videnskab, men en indstilling til videnskab: Nemlig det hovmod at tale om videnskaben som sådan, når der findes mange og komplicerede videnskaber, som intet menneske og ingen menneskehed nogensinde kan mestre dem alle sammen under hatten videnskaben. Hermed mener jeg også, at vi ikke bør omtale os selv som det fællesmenneskelige vi, ligesom at vi bliver alle, som til sammen ved alt og kan alt (transhumanismen). Fordi det mytiske syndefald var dels et krav på alviden, dels et fællesmenneskeligt krav (peer reviewed science). Men i sig selv kunne der intet galt være i "ora et labora", det vil sige bøn og arbejde, i og med "teologiske" eller "naturvidenskabelige" sysler. Diverse syndefald har ofte været, at "peers" (begyndende med Adam og Heva) har dels lukket sig om alt, det de vidste og fattede, men også bildt sig ind dermed, at de ikke behøvede den ufattelige. Som stik imod viden gør gængs kundskab til skamme, så den gængse kundskab ikke kan gøre krav på hele verden. Og dels har diverse syndefald været "transhumanisme", det vil sige, at dem med særlig kundskab udvalgte sig selv til ligesom at erklære den nye verdensorden for sig. Det er ikke indholdet af sprog-historie-samfund-religion henholdsvis matematik-fysik-kemi-biologi, som gør synd men indstillingen over for den totalt anderledes, nemlig om man stadig behøver åbenhed imod den nye og anden. Eller om man bare kan gøre, som man selv eller sammen i fællesskab vil, fordi vi jo er så kloge, men det er de ikke. Kundskaben om godt og ondt er heller ikke nogen etik, som man selv i fællesskab kan påberåbe sig over for Gud. Alligevel behøver sikkert de "teologiske" såvel som de "naturvidenskabelige" videnskaber deres indre etikker, som ikke mindst udvikles med "peer reviewed science". Sidstnævnte er al ære og respekt værd, selv om risikoen er en fællesvidenskabelig "transhumanisme", hvor man i fællesskab bilder sig selv og hinanden ind, at man ved alt. Og dermed også kan forvalte etikken på de andres vegne angiveligt til bedste for hele menneskeheden som sådan. Så mit svar bliver, at der ikke findes videnskaben eller vi. Mennesket er og vil altid være afhængigt af den ukendte, som plantede livets træ. Amen

  • 0
  • 12

Her var giftgas jo en målrettet forskningsindsats og blev eksempel på, at det, vi sætter grundforskningen til, kan udvikle sig ret forfærdeligt

dette (lign)er en selvmodsigelse!: Hvis forskningen er målrettet, er den jo netop ikke grundforskning.

Og hvis grundforskning alene har som formål at opnå øget indsigt i vore ('fysiske') omgivelser, kan vi jo heller ikke 'sætte den til' noget! ;)

  • 2
  • 5

Her var giftgas jo en målrettet forskningsindsats og blev eksempel på, at det, vi sætter grundforskningen til, kan udvikle sig ret forfærdeligt

dette (lign)er en selvmodsigelse!: Hvis forskningen er målrettet, er den jo netop ikke grundforskning.

Det er bestemt ingen modsigelse.

Sennepsgas er et resultat af fransk, tysk og britisk grundforskning mellem 1822 og 1913. Det var først efter et par forskere var kommet galt af sted, og et rotteforsøg havde påvist stoffets skadelighed (selvom forsøget var tiltænkt at bevise det modsatte) at det tyske militær så det militære potentiale i stoffet.

Udviklingen derefter, som var målrettet mod giftvåben, var selvfølgelig ikke grundforskning, men den havde ikke fundet sted uden den forudgående grundforskning.

Det samme kan man jo sige om Niels Bohrs grundforskning omkring spaltning af atomer, som næppe havde en intention at slå millioner af mennesker ihjel, men nu har ført til at en Russisk oberst i dag sidder og drømmer højt om at sprænge hul på Yellowstone og lave Tyskland om til en radioaktiv ødemark.

https://nyheder.tv2.dk/udland/2022-01-19-r...

Omvendt har grundforskningen jo muliggjort en verden, som på utallige punkter er bedre, og på få punkter ringere, for civilisationen, end den var for 200 år siden, og jo bedre grundforskning vi har, her i landet, jo længere fremme i rækken står vi ift at udnytte de gode resultater.

  • 4
  • 2

Haber var af tysk- jødisk herkomst og stolt af det.

Han havde før 1913 udviklet kvælstof- brintprocessen som gjorde det muligt at brødføde 7milliarder delvist overvægtige idag mod ca 1.5milliard små sultne før 1913. Det var samtidig det der gjorde tysk krudt muligt til WW1.

Samme Haber foreslog Klor til den første krigsgasanvendelse.

Hans kone blev så led af ham og livet at hun smuttede. Haber fik Nobelpris for kvælstofferiet, men at kalde det grundforskning er vist at trække det for langt

  • 2
  • 2

Han havde før 1913 udviklet kvælstof- brintprocessen som gjorde det muligt at brødføde 7milliarder delvist overvægtige idag mod ca 1.5milliard små sultne før 1913. Det var samtidig det der gjorde tysk krudt muligt til WW1. Det kan næppe kaldes grundforskning.

Er der nogen, der kalder Haber's forskning for grundforskning, eller fik du bare lyst til at starte dagen med en stråmand?

Intet af den forsking, Haber er kendt for, er grundforskning, men hans forskning var, ligesom al anden forskning, baseret på, og muliggjort af, forudgående grundforskning.

  • 2
  • 2

Giftgas og a-bomber er dårlige eksempler, først og fremmest moralsk da de ikke er til efterfølgelse, men de er også dårlige eksempler på videnskabelige katastrofer. Der døde højst et sekscifret antal direkte og indirekte som følge af de to militære a-bomber, og de to byer er for længst atter blomstrende oaser uden radioaktivitet, og i civile a-ulykker er døde højst et to-cifret antal. Vedrørende giftgas, så muliggjorde denne jo holocaust med et syvcifret antal uskyldige ofre, men at tørre den af på grundforskningen ville være langt ude. Ligesom at våben ikke dræber mennesker, men mennesker dræber mennesker. Videnskaberne har intet særligt syndefald. Det ville være gnosticisme at forherlige en slags ren videnskab uden anvendelser til menneskets arbejde. Sådan en ren grundvidenskab ville for alvor blive til falsk kundskab om godt og ondt. Fordi syndefaldet var jo netop at fornægte skaberen i livets træ til fordel for en slags videnskaben og vi alene vide. Der findes ingen sådan videnskaben og vi, da den skabte verden altid er bredere og længere og højere og dybere i skaberen. Hold op med at skamme os over anvendt videnskab. Hvis der overhovedet er et syndefald i moderne tid, må det blive Etisk Råd og Svamp, som netop vil være dommer på videnskaben og vi på menneskehedens for ikke at sige på Guds vegne, men som just blåstempler alle mulige onder. Længe leve ydmygheden i skabelsen under skaberen. Fordi for den rene er alting rent. Syndefaldet var at påtage sig guddommeligt ansvar for verden og al viden, men efterhånden er det klart, at denne ambition er uvidenskabelig og ukapitalistisk, fortæl etisk råd det. Samt undskyld til alle for klamamserne.

  • 0
  • 4

Robert : Vil du gerne have andre til at læse dine indlæg ?

I så fald bør du begynde at bruge linieskift i det, du skriver.

Jeg ved godt, at ing.dks (beklageligvis elendige) skriveredskab tvinger os til at bruge to linieskift, når vi ønsker et nyt afsnit, men det er overmåde trættende at læse uden afsnitsmarkeringer, så jeg springer henover det, og går derved glip af dine pointer - måske gør andre ligeså ?

Er det din hensigt ?

  • 4
  • 0

Er der noget som har påvirket vores verden, så er det også økonomiske anskuelser.

Her var f.eks. Karl Marx foregangsmand, og har lagt navn til mange fatale eksperimenter - efter hans død at nævne retfærdigvis! Tror nok det overgår de andre uhyrligheder.

  • 2
  • 4
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten