Giftgas og a-bomber førte til grundforskningens syndefald

Grundforskning har ført til uvurderlig viden. Viden, som sidenhen har været brugt i både freds-, krise- og krigstid – selv om det sidste ikke nødvendigvis var meningen.

»Grundforskning er pr. definition ikke-anvendt forskning og er derfor fremmed over for både brug og misbrug. Men den bliver så brugt alligevel. Nogle gange bevidst, andre gange ved tilfældigheder, f.eks. til militære formål,« siger Helge Kragh.

Som historiker på Niels Bohr Institutets arkiv på Københavns Universitet har han nærstuderet ikke kun den danske naturvidenskabs historiske udvikling, men også set den i et internationalt perspektiv, og ifølge ham indeholder grundforskningens ‘syndefaldsmyte’ et modsætningsforhold:

»Grundforskningen har på en måde aldrig mistet sin uskyld, men den har heller aldrig været uskyldig.«

For at forstå dét tager vi lige historien fra begyndelsen – og lader lektor på Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet Kristian Hvidtfelt Nielsen og professor i ansvarlig teknologi på DTU Maja Horst supplere historikeren.

De videnskabelige krige

Udgangspunktet for grundforskning er ifølge Maja Horst en nysgerrighed, der ligger som en del af det menneskelige dna:

»Det er vores fælles menneskelige arv, at vi interesserer os for verden omkring os. I den vestlige verden har vi udviklet videnskab til at lave systematiske undersøgelser og opdagelser i form af grundforskning,« siger DTU-professoren.

Denne vestlige videnskab kan ifølge Helge Kragh dateres til senrenæssancen i det 16. århundrede. Og trods både magthavernes opbakning og folkelig anerkendelse af ‘videnskaben’ satte kritikere allerede dengang spørgsmålstegn ved grundforskningens uskyld:

»Den tidlige kritik kom til udtryk som en form for kulturkrig mellem et humanistisk menneskesyn og så den nye, objektive naturvidenskab,« fortæller Helge Kragh og fortsætter med endnu et klassisk eksempel:

»Helt op til starten af 1800–tallet var religiøse værdier højere værdsat end videnskabelige.«

Men vi skal helt op i sidste århundrede, før grundforskningen flyttede ud af sine »hellige haller«, som Kristian Hvidtfelt Nielsen betegner grundforskningens arnested frem til Første Verdenskrig:

»Første Verdenskrig blev et skifte. Krigen blev kendt som ‘kemikernes krig’ med nyudviklet ammunition, bomber, giftgas og brændstof. Her var giftgas jo en målrettet forskningsindsats og blev eksempel på, at det, vi sætter grundforskningen til, kan udvikle sig ret forfærdeligt,« fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Både han og Helge Kragh forklarer, hvordan krigens ødelæggelser gav anledning til at se indad i både den brede offentlighed og i forskningsverdenen specifikt. Eksempelvis boykottede mange videnskabsmænd tildelingen af Nobelprisen i 1918 til tyske Fritz Haber, der regnes for én af de store bagmænd til tyskernes udvikling af giftgasser.

I kølvandet på kemikernes krigs kollegiale fordømmelser og en konjunktur-præget folkelig skepsis over for forskningsverdenen i 1930’erne kom Anden Verdenskrig, der skulle cementere syndefaldsmyten: fysikernes krig.

Selvrefleksion i trykbølgen

Her faldt bomberne. Først over Hiroshima, dernæst Nagasaki og sidenhen som en selvransagelse i forskningsverdenen:

»Atombomben bliver ret epokegørende. Der fulgte efterfølgende en form for kritisk selvrefleksion: Hvad er det egentlig, vi forskere skal? Kan vi tillade, at vores forskning bliver brugt destruktivt? Har vi ikke et ansvar på det grundforskningsmæssige plan i forhold til, hvor forskningen skal bevæge sig hen?« forklarer Kristian Hvidtfelt Nielsen.

På samme måde fortæller Helge Kragh, hvordan ingen fysikere, ej heller atommodellens fader Niels Bohr, havde forestillet sig, at opdagelsen af urankernens spaltning lige før Anden Verdenskrig ville føre til ødelæggelsesvåben af den kaliber:

»Den kritik, der var efter krigen, åbnede folks øjne for, at selvom man driver grundforskning, er man ikke uskyldig,« siger historikeren fra Niels Bohr-arkivet.

Politisering af grundforskningen

Herefter blev grundforskning gjort politisk. Dels fordi man, som Kristian Hvidtfelt Nielsen og Maja Horst forklarer, for første gang fik en egentlig forskningspolitik med offentlige investeringer. Dels fordi forskning blev diskuteret offentligt i efterkrigstiden:

»I 1950’erne fulgte en politisk, for ikke at sige kommunistisk motiveret diskussion af grundforskningen. Anklagen lød, at fysikerne var i lommen på industrien og generalerne,« siger Helge Kragh, der pointerer, at forskning altid har været tæt knyttet til krigsførelse.

Han forklarer, hvordan der siden verdenskrigene er fulgt perioder med videnskabelig optimisme og pessimisme, sidstnævnte blandt andet i forbindelse med studenteroprøret i 1970’erne, hvor ønsket om ‘videnskab til folket’ levede side om side med ‘atomkraft – nej tak’.

Det er altså også tiden, hvor de videnskabelige kontroverser ifølge Maja Horst begynder at melde sig på banen med eksempelvis spørgsmål om forskningens udvikling af kemi og skadelige påvirkninger af miljøet.

»Det blev eksempelvis opfattet som problematisk, at der var nogle store multinationale selskaber tilbage i 1990’erne, der skulle tjene kassen på at lave genteknologi. I stedet for at lave noget, der var godt for forbrugerne, blev der primært udviklet noget, som var godt for producenterne, og med marker hele verden over som laboratorier,« forklarer Maja Horst.

Endelig peger Kristian Hvidtfelt Nielsen på betydningen af den nyliberale strømning, som forskning, anvendt såvel som grundforskning, blev underlagt i slutningen af sidste århundrede:

»Strømningen har to elementer. Det ene er ideen om, at økonomisk vækst er kernen i samfundet. Her blev grundforskning og vækst pludselig koblet sammen,« siger AU-forskeren og fortsætter:

»Det andet element er et ændret fokus på ledelse i offentlige forskningsinstitutioner, som nu skulle tænke mere i markeds- og industritermer og eksempelvis arbejde med en bundlinje på forskningsresultater.«

Tillid, værdikamp og åbenhed

Men hvor efterlader det så synet på grundforskningen i dag?

Alle tre forskere peger på, at tilliden til forskere og dermed også grundforskning i dag er ekstremt høj i vores del af verden. Nærmest ukritisk, ifølge Helge Kragh. Det følger blandt andet af en erkendelse og anerkendelse af viden som en samfundsmæssig kerneressource:

»Vi lever i et videnssamfund. I gamle dage handlede centrale politiske konflikter om fordeling af goder. Nu handler det om fordeling af viden,« mener Maja Horst.

Skal grundforskningen bevare sin nuværende offentlige status som måske ikke direkte uskyldsren så i hvert fald tillidsvækkende og nødvendig, kræver det ifølge Maja Horst, at den (grund-)videnskabelige verden åbner sig op:

»Laver vi forskning og teknologi, som er i overensstemmelse med vores samfundsværdier? Med hvor langt sigte skal vi prioritere vores forskning? Skal vi satse på anvendt og strategisk forskning, eller skal det være nysgerrighedsdrevet grundforskning?« nævner Maja Horst som eksempler på spørgsmål, som både forskere og almindelige borgere bør bidrage til at besvare.

Her sætter Kristian Hvidtfelt Nielsen sin lid og sit håb til, at borgerinddragende projekter kan være med til at etablere et nyt offentligt syn på grundforskning:

»Vi må se, om det nogensinde lykkes, men der er et ønske om, at forskere og forskningsinstitutioner skal inddrage ngo’er, frivillige organisationer, almindelige borgere og små virksomheder i samarbejder om forskningen,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Uanset hvad er grundforskning ifølge Helge Kragh svær at komme uden om, hvilket understreges af både pandemi og klimakrise:

»Videnskaben er en del af svaret på kriserne, hvilket formentlig også er en del af årsagen til, at videnskaben har den autoritet, den nyder i dag,« siger Helge Kragh.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet om, at grundforskningen altid og aldrig har haft sin uskyld. For måske er det netop grundvidenskabens afgørende rolle i forsøget på at finde løsningerne på verdenssamfundets kriser, der vækker en tillid, som var videnskaben uskyldsren – på trods af erkendelsen af grundvidenskabens syndefald.