Ja, udtaler de sig egentlig så forskelligt, som det kan se ud til, når journalisterne hhv. Djursing og Bredsdorff citerer dem?
Jeg har vanskeligt for at se de store forskelle. Det virker hovedsaligt, som et resultat af det tågeslør, moderne journalister bruger i så rigt omfang, når de skal (mis)bruge deres adgang til meningsdannelsen: "Det er ikke min påstand, det er en eksperts". - Derefter udvælger de passende citater trukket ud af sammenhængen, og fortier resten.
Tydeligt kommer viljen til manipulation det dog frem, når Bredsdorff ("giftprofessoren" som Okkels kalder ham) udnævner folk i interesseorganisationen DANVA til at være "eksperter".
Nogle - både blandt "eksperter" og debattører - opfatter nærmest den danske lovgivning om, at indholdet i råvand af stoffer, der indgår i pesticider (og husk nu, at definitionen "pesticider" ikke går på stoffet, men på anvendelsen) ikke må være højere end 0,1 mikrogram per liter som en urokkelig naturlov. De er jo da f.eks. nødt til at erklære glyfosat som en fare for grundvandet, hvis der er registreret fund i boringer.
Dette helt uafhængigt af, at det - ikke er giftigt, - ikke har hormonvirkning, - ikke har langtidsskadelige effekter af noget slags, - kun kan komme ned i dybe boringer, hvis den ikke er beskyttet godt ved anlæggelsen, - ikke kan optræde i det vand, der sendes ud i rørene, fordi det binder sig til partikler, der vil blive stoppet i de simple sandfiltre, der findes i alle offentlige vandværker.
Er det så mærkeligt, at "meningmand" bliver bange for "disse stoffer" fordi han får det indtryk, at "eksperterne" ikke har styr på deres farlighed?
Hvorfor er der få eller ingen artikler om de enorme økonomiske, miljømæsssige, sundhedsmæssige og sultbekæmpende fordele, der er ved disse stoffer?
Mvh Peder Wirstad