Igen er udledningen af CO2 begyndt at stige, og de fleste fagfolk og eksperter er enige i, at den grønne omstilling går for langsomt, hvis vi skal nå målene i Paris-aftalen samt afværge katastrofale konsekvenser af klimaforandringerne. En temperaturstigning under 1,5 grader i 2100 synes allerede uden for rækkevidde.
Derfor undersøger forskere muligheder for at afbøde klimakonsekvenserne på anden vis.
Geoengineering findes i mange former. En af de mere plausible og omdiskuterede er en variant af Solar Radiation Management (SRM), hvor kloden nedkøles ved hjælp af aerosoler i stratosfæren kaldet Stratospheric Aerosol Injection (SAI). Ny forskning kaster nu lys på endnu et problematisk aspekt ved sådan en løsning, der stiller yderligere krav om international koordination og regulering.
Hvis indsatsen for at nedkøle jordkloden ved hjælp af aerosoler fokuseres enten over eller under ækvator, kan det nemlig begrænse forekomsten af uønskede vejrfænomener i nogle regioner på bekostning af andre.
Mens orkanplagede Caribien kan reddes for mange årlige hændelser, hvis aerosoler udsendes udelukkende på den nordlige halvkugle, så er prisen tørke i Afrikas Sahelregion og dele af Indien. Vinderne og taberne skifter fortegn i det modsatte scenarie.
»Denne forskning understreger endnu en gang farerne ved ensidig geoengineering, som muligvis viser sig at være attraktivt for individuelle aktører, men medfører indbyggede risici andre steder. Derfor foreslår vi øjeblikkelig udrulning af regulering på området,« konkluderes der i forskningsartiklen.
Den kreative og risikofyldte løsning på verdensbefolkningens afhængighed af fossile brændsler er inspireret af store vulkanudbruds nedkølende effekt på klimaet. Når svovldioxid bliver udspyet i – eller kunstigt tilført – stratosfæren danner det i kombination med vand aerosoler af svovlsyre, der reflekterer Solens stråler, og køler atmosfæren og jordoverfladen.
Den kunstige tilførsel er hidtil hypotetisk, men tidligere store vulkanudbrud giver et praj om klimaeffekterne, og hvilken rolle den geografiske placering af foretagendet spiller. Placering er væsentlig, tyder resultater af denne og tidligere undersøgelser på.
Aerosolerne kan spredes over hele jordkloden, men det sker ikke automatisk. For at sprede aerosolerne ‘symmetrisk’ skal svovldioxid udsendes i over 23 kilometers højde syd for den 15. nordlige breddegrad eller nord for den sydlige. Bevæger man sig væk fra denne zone og ned i højde, så bliver fordelingen asymmetrisk og aerosolerne ender hovedsageligt i stratosfæren over den ene halvkugle, hvilket så også giver asymmetriske klimaeffekter.
Klimaeffekterne, der bliver undersøgt, hænger sammen med Den Intertropiske Konvergenszone. Det er et lavtryksbælte, der omkranser Jorden og bevæger sig op og ned langs længdegraderne omkring Ækvator i takt med årstiderne. Zonens placering er afgørende for både orkandannelsen i Atlanterhavet og nedbørsmængden i troperne.
En konstant årlig udsendelse af svovldioxid på den nordlige halvkugle vil ændre de tropiske havoverfladetemperature og dermed rykke den intertropiske konvergenszonen mod syd. Det giver en betydelig opbremsning i orkandannelsen i Atlanterhavet, men vil også mindske nedbøren i Sahelregionen i Afrika – der ligger lige syd for Sahara-ørkenen – samt dele af Indien. Mere end blot modellerne bakker dette op.
I 2013 kædede forskere tre af de fire værste tørker i Sahel sammen med forudgående vulkanaktivitet, og store vulkanudbrud i det 20. århundrede har mindst to gange rykket Den Intertropiske Konvergenszone mod modsatte halvkugle. Samtidig steg frekvensen af orkaner i Atlanterhavet efter vulkanudbrud i Katmai (1912) og El Chichón (1982), der ligger på den sydlige halvkugle.
Frygten er, at individuelle lande vælger at benytte metoden lokalt på grund af de positive konsekvenser, det kan medføre i visse regioner, har hovedforfatteren til undersøgelsen, Anthony Jones, udtalt til mediet Carbon Brief:
»Metoden er forholdsvist billig, og der er meget få, hvis nogen, eksisterende instanser, som kunne afskrække individuelle aktører fra at gøre det eller sanktionere dem for de skadelige konsekvenser.«
Næste år er det planen, at en gondol med både sensorer, propeller og en last bestående af blandt andet svovldioxid, aluminumoxid og kulsur kalk bæres op i stratosfæren af en ballon over byen Tucson i den amerikanske delstat Arizona. Forskere fra Harvard står bag forsøget, som blandt andet Bill Gates hjælper med at finansiere.
Forskerne vil måle, hvordan de forskellige partikler reflekterer sollyset, hvordan de spreder og samler sig, og hvordan de reagerer med andre kemiske forbindelser i atmosfæren.
Det lyder harmløst, men nogle mener, at selv det er et skridt for langt. Spørgsmål, om hvorvidt man overhovedet bør kigge i retning af geoengineering blev diskuteret på en konference om emnet i Berlin sidste måned, hvor mediet Carbon Brief var til stede.
Blandt andet forskeren bag Harvards kommende udendørsforsøg, David Keith, var med, og han udtalte, at en kombination af geologisk CO2-lagring, SRM og nedskæring af CO2-udledningen har potentiale til at skabe et mere sikkert klima.
»Nu er den centrale politiske udfordring at lære så meget om SRM som muligt, da løsningen både er potentielt brugbar og potentielt farlig, mens den uden tvivl vil blive hypet og misbrugt af dem, som modsætter sig CO2-nedskæringer,« udtalte han sig til konferencens pressemeddelelse.
Andre, som forskeren Ben Kravitz fra Pacific Northwest National Laboratory i USA, udtalte, at Paris-målene bliver ekstremt svære at nå uden brug af SRM. Derfor er udendørs forsøg afgørende for at finde ud af, om det overhovedet er en mulighed.
Den tyske miljøorganisationen Heinrich Böll kritiserede derimod Harvard-forsøget for at være en ‘glidebane’ mod mere risikable SAI-forsøg i fremtiden. Kritikere af metoden har blandt andet fokuseret på de direkte medfølgende risici som ændrede nedbørsmønstre og svovldioxids påvirkning af ozonlaget.
Kritikken forstummer dog ikke dér. En anden kritik som blandt andet den australske forsker Clive Hamilton er proponent for lyder, at menneskeheden umuligt vil kunne imødegå klimaforandringernes bagvedliggende problem – en stigende koncentration af CO2 i atmosfæren – hvis først en billig og let symptombehandling bliver tilgængelig.
Man bør slet ikke forske på området, mener australieren, blandt andet på grund af de utallige spørgsmål, der endnu mangler svar. Et af dem er, hvordan både forskning og en potentiel brug af metoder som SAI skal reguleres og styres.
FN har tidligere udstedt et foreløbigt ikke bindende forbud mod geoengineering, men teknikker som SRM blev nævnt i seneste IPCC-rapport, hvor der blev opfordret til yderligere forskning.
