Gentest-firma vil udvikle egen medicin: 'Vi har et forspring'

Firmaet 23andMe gør op med den langsommelige proces med at udvikle medicin og starter nu en afdeling, der skal producere medicin og behandlinger på rekordtid.

23andMe har i årevis haft fokus på at sekventere gener og fortælle kunderne om sygdomsrisici, slægtskab og lignende til gengæld for en spytklat og 1.200 kroner. De seneste år har 23andMe i stigende grad fokuseret på samarbejde med medicinalvirksomheder, og de går nu skridtet videre til selv at udvikle medicin.

Den helt store fordel for 23andMe er, at de som verdens største firma for private gentests har en database med genetiske oplysninger om over 800.000 mennesker fra hele verden, der har givet tilladelse til, at deres data må bruges til forskning.

Læs også: Interview med gentest-firma efter knockout: ‘Vi har fjernet al spekulation’

Flere studier viser, at medicinudvikling kan accelereres, hvis medicinalfirmaer foretager studier af gener på et bredt udsnit af mennesker, såkaldte GWAS (Genome-Wide Association Studies). Det er typisk en omkostningsfuld affære, men for 23andMe er det helt modsat – de tjener netop penge på at sekventere folks gener.

Læs også: Investorerne flokkes om gentest-firma trods forbud i USA

»Vi har et kæmpe forspring. Den nuværende måde at udvikle medicin på fungerer ikke ret godt. Ni ud af ti typer medicin er succesfulde i dyreforsøg, men virker ikke i forsøg på mennesker. Og der bliver tabt mange penge på fejludvikling,« sagde en af firmaets genetikere, Fah Sathirapongsasuti, for nylig på det årlige møde i American Society of Human Genetics.

Leder efter ‘escapers’

Sekventeringen foretager 23andMe for 600.000 genvariationer for hvert individ. Men firmaet har flere oplysninger end det. Kunderne deltager nemlig i et utal af online-undersøgelser, der giver indblik i en vifte af fænotyper, altså individers egenskaber eller fremtoninger. Det kan f.eks. være øjenfarve, højde, vægt, sygdomshistorik eller psykologiske karakteristika, som hvorvidt personen er eventyrlysten.

Læs også: Salg af private gentest bliver stoppet

Den tidligere udviklingschef i biotekfirmaet Genentech, Richard Scheller, som 23andMe har arbejdet tæt med i flere år, bliver chef for afdelingen for medicinudviklng hos 23andMe.

23andMe vil bevare samarbejdet med medicinalfirmaer som Pfizer og Genentech, som kan ende med at blive producenter af medicinen, men 23andMe er på en særlig færd:

Læs også: Aflever en spytklat og få viden om dit ufødte barns karaktertræk

»Du skal forbi fase 1-produkter for at tjene penge, og vi bevæger os fremad. Om vi når hele vejen til fase 3-produkter, og rent faktisk kommer til at sælge medicin selv, er endnu uklart, men vi er på vej op ad stigen,« siger Jonathan Ward, der er en af cheferne i 23andMe med særligt ansvar for firmaets udvidelser uden for USA.

23andMe vil især kigge på data fra personer, der er disponeret for sygdomme, men ikke udvikler dem – såkaldte escapers.

Læs også: Investorerne flokkes om gentest-firma trods forbud i USA

»F.eks. har to procent af amerikanerne to kopier af genvariationen APOE4,som giver dem en meget høj risiko for at udvikle Alzheimers, men mange af dem udvikler aldrig sygdommen. Hvad er det, som beskytter dem? Det er et af de superinteressante spørgsmål,« siger Jonathan Ward til Ingeniøren.