Gense øjeblikket: SpaceX’ første bemandede rumkapsel er tilbage på Jorden

Illustration: NASA TV

»Welcome back to planet Earth and thanks for flying SpaceX,« lød det kækt fra kontrolrummet, da Nasa-astronauterne Bob Behnken og Doug Hurley plaskede ned i Den Mexicanske Golf i Crew Dragon-rumkapslen.

Det skete kl. 20.48 dansk tid, hvilket markerede et stort øjeblik for SpaceX og stifter Elon Musk, som sad med i kontrolrummet under landingen.

Læs også: Dragon-kapslens første bemandede mission vender hjem fra ISS: Se frakobling og landing

Crew Dragon er SpaceX’ alternativ til de russiske Soyuz-kapsler, som siden rumfærgernes pensionering i 2011 har bragt alle astronauter og kosmonauter til og fra den internationale rumstation.

SpaceX har allerede med stor succes bragt gods til rumstationen i de sædefri Dragon-kapsler flere gange, og efter denne testtur er der også åbnet for, at det amerikanske selskab kan stå for udskiftningen af astronauter på rumstationen.

Astronauterne tog afsted d. 30. maj og har opholdt sig et par måneder på rumstationen, hvor kapslen bl.a. løbende er blevet testet som end el af missionen med navnet SpaceX Demo-2 Crew Dragon Endeavour.

Natten til søndag blev den derfor frakoblet rumstationen og begyndte sin fuldautomatiske rejse hjem, indtil den søndag aften sikkert fløj ind i Jordens atmosfære, hvor den kl. 20.45 havde alle fire faldskærme foldet ud og et par minutter senere landede sikkert i den Mexicanske Golf.

Gense øjeblikket nedenfor.

Crew Dragons næste tur er i øjeblikket skemalagt til slutningen af september, og her er der ikke længere tale om en test, men om en reel udskiftning af hold på rumstationen.

Læs meget mere om kapslen i disse artikler.

Læs også: SpaceX´ rumkapsel klar til liftoff: Selv toilettet er nyt

Læs også: Crew Dragon: Astronauternes egen rum-Tesla

Læs også: GRAFIK: Sådan ser Crew Dragon fra SpaceX ud

Læs også: Se SpaceX' Crew Dragon-kapsel indefra

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fra ISS bane (400 km) skal de faktisk blot sænke hastigheden omkring 100 m/s for at komme i en bane der går ned i atmosfæren. Formodentlig ønsker de en stejlere nedtur for at være mere sikker på landingsstedet. Men det er vist ikke mere end 150 m/s de så skal sænke hastigheden.

  • 2
  • 3
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten