Gensaks er nu på USA's liste over masseødelæggelsesvåben

Trusler fra masseødelæggelsesvåben er nu både kinesiske a-våben, irakisk gift ... og genredigering. Dansk forsker er overrasket, men ikke specielt bange.

Chefen for den øverste efterretningstjeneste i USA har nu tilføjet genredigering til listen over trusler fra masseødelæggelsesvåben.

Listen er udarbejdet af den amerikanske efterretningschef James Clapper, der står over CIA og refererer direkte til Obama. Hans forklaring er, at verden i disse år ser en accelererende udvikling på området, der gør, at genredigering bliver stadigt mere tilgængeligt.

»Forskning i genredigering i lande med en anderledes regulering og etisk standard end i Vesten vil formentlig øge risikoen for, at der bliver skabt skadelige biologiske våben og produkter,« skriver James Clapper.

Gener sammen med atomvåben

Listen over trusler fra masseødelæggelsesvåben er ikke alenlang. Faktisk indeholder den kun fem andre trusler: 1. Det nordkoreanske missil- og bombeprogram. 2. Kinas modernisering af sine atomvåben. 3. Russernes missilprogram. 4. kemiske våben i Syrien og endelig 5. Truslen fra fremtidige iranske atomvåben trods den ny våbenaftale.

Læs også: Leder: Tre minutter til dommedag med et håb om fagetik

James Clapper nævner ikke, hvilke genredigeringsteknologier han tænker på. Men det er utvivlsomt værktøjet CRISPR, der er et brandvarmt værktøj blandt biotek-forskere. CRISPR er egentlig en tre år gammel metode, men nye tricks til at klippe mere præcist og uden fejl gør hele tiden gensaksen mere skarp. Det videnskabelige tidsskrift Science kårede sidste år CRISPR som Breakthrough of the Year, og fremtrædende forskere, herunder flere af udviklerne af CRISPR, har advaret mod brugen af værktøjet.

Læs også: Science: Genredigeringsværktøj er årets videnskabelige gennembrud

Internationale forskere har også tidligere spekuleret i, om CRISPR kunne bruges til at skabe dræbermyg, skadedyr eller virus.

Dansk forsker er overrasket og rolig

Den danske professor Peter E. Nielsen fra Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet er dog ikke alarmeret over CRISPR. Selvom han godt forstår, at den amerikanske efterretningstjeneste holder øje med genredigering, finder han det urealistisk, at terrorister tager værktøjet i brug i en nær fremtid.

»Genredigering bliver klart lettere og mere tilgængeligt, men det er stadig en meget besværlig måde at lave biologisk krigsførsel på. Naturen har i forvejen sine egne ubehageligheder i form af ebola eller andre sygdomme, som er meget nemmere at opformere og sprede,« siger Peter E. Nielsen.

Ifølge ham er CRISPR stadig ikke noget, man leger med ved køkkenbordet. Vil man skabe biologiske våben, kræver det ordentlige laboratoriefaciliteter, hvis man vil undgå selv at blive ramt eller slippe det ud i sit nærmiljø.

Lignende afdæmpede reaktioner kommer fra udenlandske forskere som Piers Millet, der er ekspert i biologiske våben ved Woodrow Wilson Center i Washington D.C. Han var lige så overrasket over udmeldingen fra den amerikanske efterretningstjeneste som Peter E. Nielsen. Ifølge ham kræver en særlig smittefarlig miltbrand-lignende sygdom stadig en langt bedre kontrol over 'en bred vifte teknologier', siger han til Technology Review.

Kommentarer (2)

Hvis man er et land som ser på det lange perspektiv så kunne man välge at "booste" befolkningens intelligens, fysiske udholdenhed, et cetera for at opnå en så markant teknologisk overlegenhed på 30-60 års sigt at ingen - selv ikke stater med tusinder af masseödeläggelsesvåben og en dröm om at bruge dem - kan stikke en käp i hjulet.

  • 2
  • 0

"Ifølge ham er CRISPR stadig ikke noget, man leger med ved køkkenbordet. Vil man skabe biologiske våben, kræver det ordentlige laboratoriefaciliteter, hvis man vil undgå selv at blive ramt eller slippe det ud i sit nærmiljø. "

Det er heller ikke nødvendigvis noget man vil undgå. Køkkenbordet kan jo være placeret bag ved fjendens linier (i et andet land) og hvem har ikke hørt om selvmordsbombere.

  • 0
  • 0