Genoplev metrobyggeriet – 2016: Cityringen har klaret sit dybeste dyk
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Genoplev metrobyggeriet – 2016: Cityringen har klaret sit dybeste dyk

Illustration: Lasse Gorm Jensen

Denne artikel blev oprindeligt bragt den 1. oktober 2016. Den bringes igen i forbindelse med Metro Cityringens åbning den 29. september 2019.

At bore gennem Københavns undergrund er normalt, som når en ubåd cruiser gennem et kendt og ufarligt farvand. Københavnerkalken er nemlig både stabil og let at bore i. Men her i september bevægede de to tunnelboremaskiner Tria og Nora sig gennem et farvand, der fik koldsveden til at pible frem på både ingeniørernes og entreprenørernes pander:

Den 80 meter lange strækning fra Cityringens nye station på Kongens Nytorv og ind under Magasins kælder.

»Oprindeligt havde man planlagt en dyb station, så de nye metrotunneller skulle bores ind under de eksisterende metrotunneller. Men en dyb station giver problemer for passagererne, så man valgte en højtliggende station og at bore hen over de eksisterende tunneller – og så dykke ned under Magasins fundamenter. Men der er vi oppe i laget af moræneler, hvor risikoen for sætninger er meget større, så passagen blev fulgt med tilbageholdt åndedræt,« fortæller Metroselskabets tunnelprojektchef, Simon Taylor.

Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

Overvåget af sensorer

Talrige sensorer monteret på de mindst 100 år gamle bygninger i kvarteret fulgte også med i passagen, så selv de mindste sætninger ville blive opdaget.

I skurbyen sad ingeniørerne klar foran computerne. Klar til at få at vide, om deres beregninger ville holde. Og om de havde forberedt både sig selv og bygningerne godt nok.

»Vi passerer omkring 130 centimeter over de eksisterende tunneller og skal så dykke med seks procent. Det er meget tæt på boremaskinernes og togenes grænse – og tunnellerne kommer tæt på Magasins fundamenter. Så sikkerhedsmarginen var meget lille,« siger Simon Taylor.

For at øge sikkerhedsmarginen valgte Metroselskabet allerede i 2008, at nogle af fundamenterne i kælderen under McDonald’s-restauranten i den tidligere A Porta- bygning på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade skulle understøbes.

Det var imidlertid ikke nok til at overbevise myndigheder, bygningsejere, forsikringsselskaber og de assessorer, der stod for sikkerhedsvurderingen af anlægsarbejdet.

Derfor har entreprenøren CMT også måttet udgrave en 12 meter dyb grube i Lille Kongensgade, hvorfra man har boret 45 såkaldte ‘tube a manchette’-rør ud under de omkringliggende bygningers fundamenter.

»Det var vores forsikringspolice. Rørene har ventiler for hver halve meter, så vi kunne injicere en cementblanding meget præcist. Hvis vi så en sætning i et bestemt område, kunne vi straks hæve bygningen igen. Det er blevet brugt flere steder i London omkring parlamentet og Big Ben.«

Forsikringspolicen var tilstrækkelig til, at tunnelboremaskinerne i slutningen af august fik lov til at kaste fortøjningerne i stationsboksen og sætte borehovederne i omdrejninger.

Da Nora som den første boremaskine bevægede sig ind under McDonald’s, stod Simon Taylor i kælderen med en hånd på søjlerne.

»Vi kunne mærke vibrationerne, og der trængte lidt grundvand op. Under Magasin blev gulvet fugtigt, men mere skete der ikke dér.«

Det punkt, der er tættest på maskinerne, er byggegruben, hvorfra der i nødstilfælde kan injiceres. Nora passerede 1,2 meter fra de sekantpæle, der udgør grubens vægge.

»Men der kunne vi slet ikke mærke vibrationerne,« siger Simon Taylor.

Dyr, men nødvendig police

Efterhånden som maskinerne bevægede sig frem uden bimlende alarmer, spredte lettelsen sig hos Metroselskabet, rådgivere og entreprenøren.

»Man har regnet og regnet i årevis, men man kan aldrig helt vide, hvad der sker. Men bygningerne satte sig ikke mere end 1,4 mm. Det var en meget vellykket passage, så entreprenøren fortjener stor ros,« siger Simon Taylor.

Injicering blev der slet ikke brug for.

»På den måde kan man sige, at det var en dyr forsikringspolice. Men det var det fornuftige valg,« siger han.

Nora kom frem til stationen ved Gammel Strand 15. september, og Tria forventes snart at følge efter. Fra Gammel Strand skal maskinerne fortsætte til Hovedbanegården. På Kongens Nytorv skal der nu anlægges en tunnel mellem den nye og den eksisterende station. Cityringen forventes at åbne i 2019.

Denne artikel blev oprindeligt bragt den 1. oktober 2016. Den bringes igen i forbindelse med Metro Cityringens åbning den 29. september 2019.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Men en dyb station giver problemer for passagererne, så man valgte en højtliggende station og at bore hen over de eksisterende tunneller"

Tak for det, godt valgt. Stift på Kongens Nytorv er langt nemmere end man kunne have frygtet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten