Gennembrud på vej for flådestyring hos transportselskaber

Satellitbaserede flådestyringssystemer er på vej mod et nyt gennembrud. GPS-styring af lastbiler er som bekendt en teknologi, som har været på markedet i 10-15 år, men hidtil har omkostningerne været for høje til, at teknologiens muligheder er blevet udnyttet fuldt ud i en økonomisk trængt branche.

Det vil der imidlertid blive lavet om på i de kommende år, hvor både indførelsen af roadpricing for lastbiler i 2013 og konsolideringen af vejtransportbranchen i færre, men langt større enheder, betyder, at der nu for alvor vil blive investeret i it-redskaber til flådestyring.

»Systemerne, som kan optimere ruteplanlægningen, reducere tomkørsel og sikre, at et stykke gods altid bliver sendt af sted med den nærmeste ledige lastbil til destinationen, vil i fremtiden langt hurtigere kunne tjene sig selv hjem igen,« siger specialkonsulent i transportbranchens fagorganisation, DTL, Søren Christiansen.

Flere og flere lande indfører i disse år GPS-baseret roadpricing, og satellitudstyr er dermed på vej til at blive standard på europæiske lastbiler. Transportvirksomheder har derudover en enestående mulighed for at udnytte GPS-overvågningen til at effektivisere driften og tilbyde nye services til kunden. (Foto: Siemens) Illustration: Siemens

»Indførelsen af roadpricing vil presse transportfirmaerne til at effektivisere deres kørsel endnu mere, end de har gjort i dag. I dag har de for længst høstet de lavthængende frugter - hvis der skal effektiviseres yderligere, kræver det ny teknologi i form af de nyeste fleet-management systemer,« påpeger han.

For det enkelte transportfirma vil den næste generation af flådestyringssystemerne, ifølge Søren Christiansen, blive en ny slagvare over for kunden, som via systemet vil kunne følge sin transport i realtid fra afgang til ankomst.

It-systemer smelter sammen

Selv om flådestyring har været på markedet i mange år, er det fortsat de færreste transportfirmaer, der har installeret GPS-udstyr i alle deres vogne.

En af de virksomheder, der har taget skridtet helt ud, er virksomheden Peter Danielsen Transport i Langeskov. Den fynske virksomhed har GPS-overvågning af alle sine lastbiler og bruger overvågningen til at sikre, at en booking fra en kunde øjeblikkeligt bliver henvist til den nærmeste lastbil med ledig kapacitet.

Men teknologien bør kunne udnyttes endnu mere, vurderer firmaets direktør, Martin Danielsen. Han håber på en fremtid, hvor flådestyringssystemet ikke længere er et særskilt program, som opererer isoleret ved siden af de øvrige softwareprogrammer, som virksomheden benytter sig af, f.eks. det bookingsystem, som virksomhedens ansatte indtaster ordrerne i.

»Næste gang jeg skal investere i et bookingsystem, håber jeg, at bookingsystem og fleet-management er fuldstændig integreret. Det ville virkelig være et skridt fremad, hvis systemet løbende udregner lastbilens ankomsttidspunkt hos kunden, og denne oplysning hele tiden flyder videre til kunden. Hvis der f.eks. er kø på motorvejen, vil kunden automatisk blive oplyst om det nye ankomsttidspunkt. Sådan en service ville jeg meget gerne kunne tilbyde mine kunder,« siger Martin Danielsen.

Fremtidens disponeringssystem

Teknologiudviklerne har da også fokus på muligheden for at integrere flådestyring i transportfirmaets øvrige software-programmer og gøre det muligt for transportvirksomhedens kunder at få adgang til realtidsdata om deres specifikke transport.

»I dag har transportvirksomhederne flere uafhængige systemer, som hver især kræver specifikke indtastninger. Man modtager ordren i det ene system og laver omkostningsberegninger i et andet system. Fremtidens disponeringssystem indeholder også omkostningsberegner og fleet-management, hvor udregninger og disponeringer foregår på grundlag af en eneste indtastning, hvilket sparer ressourcer,« siger Flemming Rodler, Sales Director hos softwareudvikleren GateHouse.

Hos GateHouse har man udviklet den næste generation af flådestyringssystemer, som gør det muligt for transportfirmaet og kunden at dele oplysninger om den enkelte lastbils bevægelser. Sådanne systemer bliver standard fremover, vurderer GateHouse.

Flemming Rodler giver et eksempel på mulighederne for at give kunden adgang til data fra systemet:

»Tag f.eks. en stor supermarkedskæde, som hver dag modtager rigtig mange lastbiler på deres centrallager. Her har man en stor interesse i at have præcise informationer om, hvornår den enkelte lastbil ankommer til lageret, så man hele tiden kan styre lastbilen hen til den næste ledige port og dirigere personale hen til lastbilen på det rigtige tidspunkt.«

Men han understreger, at der er store udfordringer forbundet med at gøre sådan et system effektivt.

»Det er vigtigt, at transportfirmaerne fremadrettet tænker over, at de største værdier og besparelser opnås, når de interne systemer snakker tæt sammen,« siger Flemming Rodler.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En oplagt mulighed er beholde sit bookingsystem og tilføje funktioner til automatisk disponering og flådeoptimering.

Det kan f.eks. ske at bookingsystemet sættes op til at kalde en webservice fra LogPlan (http://www.logplan.dk). Servicen genbruger data om opgaver og ressourcer fra bookingsystemet og danner den bedste og mest økonomiske samlede plan for, hvilke vogne der skal udføre hvilke opgaver samt den optimale rækkefølge at udføre opgaverne i.

Disponeringen tager højde for de krav og restriktioner, som der knytter sig til hver opgave og de ressourcer eller køretøjer, der kan benyttes.

Det er forholdsvist nyt, at disponeringen sker via en webservice, Det betyder, at der ikke er investeringer til software eller bekymringer omkring drift og opdateringer med adresser og vejnet. Man betaler blot et løbende abonnement for at benytte servicen.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til LogPlan ApS, Direktør Leif Dahl Petersen 53100029

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten