Genbrugsgennembrud: Gamle mursten kan være lige så gode som nye
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Genbrugsgennembrud: Gamle mursten kan være lige så gode som nye

Illustration: Maria Fonfara

Man vil formentlig kunne isolere indtil flere huse med alt det papir, der over de senere år er gået til at trykke undersøgelser og rapporter om, hvordan man forøger og forbedrer genbrug i byggesektoren.

Men nu kommer der et papir, som faktisk kan gøre de grønne ambitioner til virkelighed: en CE-mærkning af gamle mursten.

En af de udfordringer, som har været nævnt i stort set samtlige rapporter om genbrug, er, at der ofte mangler information om genbrugsmaterialernes egenskaber.

Det er et problem for rådgiverne, entreprenørerne og bygherrerne, som skal tage ansvaret for brugen, forklarer Erik Krogh Lauritzen fra Lauritzen Advising, som arbejder med genbrug i byggebranchen og blandt andet har hjulpet Københavns Kommune med et byggeri på Katrinedals Skole, hvor der blev brugt sten fra en nedrivning på Bis­pe­­­­bjerg Hospital.

»Den største frygt er, at materialerne er forurenede. Men selv hvis der er styr på det, er man stadig nødt til at teste de genbrugte sten for at være sikker på, at de har de samme egenskaber som nye sten. Det er en udfordring, for udgangspunktet for de fleste bygherrer er, at genbrug ikke må være dyrere. Derfor vil man hverken have bøvl med den tekniske kvalitet eller forurening,« siger han.

Siden 2003 har virksomheden Gamle Mursten afrenset millioner af sten fra nedrevne bygninger og sendt dem ud til nye byggerier. Illustration: Maria Fonfara

Derfor er det nemmeste at bruge CE-mærkede materialer, for der er det angivet, hvor materialerne kommer fra, hvordan de er lavet, og hvilke tekniske egenskaber de har.

Hidtil er det imidlertid kun nye byggematerialer, der har kunnet CE-mærkes, for der findes ikke harmoniserede standarder for genbrugte byggematerialer. Men nu har EU-kommissionen godkendt den danske virksomhed Gamle Murstens frivillige CE-mærknings­procedure, fortæller direktør Claus Juul Nielsen:

Læs også: Mursten skal være grundlag for mere genbrug

»Det vil sige, at gamle sten kan klassificeres på lige fod med nye sten. Nu behøver du ikke længere være modig som bygherre eller entreprenør for at vælge genbrugte sten. For alt er det samme, som hvis du havde købt nye.«

Virksomheden har nemlig valgt at stille de samme krav til de gamle sten, som der gælder for nyproducerede sten (DS/EN 771-1:2011+A1:2015). Stenene må dog kun bruges i murværk, hvor kravet til stenstyrken ikke overstiger 20 MPa.

EU-godkendelse er nøglen

Gamle Mursten sælger allerede i dag millioner af mursten til mange forskellige byggerier, men Claus Juul Nielsen forventer, at CE-mærkningen vil øge efterspørgslen markant.

»I dag leverer vi ikke bare til eksperimentalbyggeri, men til helt almindeligt industribyggeri – eksempelvis til Pension Danmark og Carlsberg. Men godkendelsen fra EU er nøglen, der gør genbrug mere lødigt.«

Hvis genbrugte sten skal blive et helt almindeligt byggemateriale, som alle bygherrer tør bruge – også dem uden dybe lommer, fondsmidler eller EU-støtte – skal genbrugte sten dokumenterbart være lige så gode som nye. Derfor har virksomheden Gamle Mursten arbejdet hårdt på at få CE-godkendt stenene. Det er lykkedes nu. Illustration: Maria Fonfara

Selv om Gamle Mursten har den nødvendige testproces på plads, kan de dog endnu ikke sætte CE-mærker på deres mursten. Dancert, der skal certificere Gamle Murstens processer, er nemlig endnu ikke blevet akkrediteret til dette arbejde.

Projektchef Sidse Zimmermann forventer imidlertid, at Gamle Mursten kan sende det første parti CE-mærkede genbrugsmursten ud i løbet af første kvartal.

Claus Juul Nielsen forventer, at andre virksomheder, der prøver at genbruge byggematerialer direkte, vil gå samme vej.

»Standarden er jo åben, så andre kan kigge på, hvad der er blevet skabt her. På den måde sætter vi overliggeren for, hvad man skal kunne leve op til på dette marked,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor det? Det væsentlige er vel hvor gode de er. Alle nye mursten er vel heller ikke ens.
Det væsentlige må være det, at man kan beskrive deres egenskaber, så brugerne kan bruge dem hvor de er "gode nok".
Var der ikke nogle "nye" mursten, som ikke kunne stå udenfor?

  • 5
  • 1

Ja det kan gamle mursten godt. Men ikke de gule teglsten. Gul tegl har simpelthen ikke samme styrke og holdbarhed som røde. Det har ikke noget med brændingen at gøre, men selve det gule ler. Det har man vidst i snart 100 år. Gule tegl bruges derfor ikke så meget som de røde og kun når man vil opnå en æstetisk effekt med dem.

  • 0
  • 0

Iøvrigt er knust tegl exceptionelt godt til jordforbedring og kan bruges både som underlag, vejfundering og meget andet godt. Så selv porøse og udtjente tegl kan man snildt bruge til noget fornuftigt. Men de skal screenes først for evt. forurenende stoffer.

  • 0
  • 0