Genbrug af bumletog koster passagerer et år og otte måneders ekstra rejsetid

Togpassagerer på strækningen mellem Esbjerg og Aarhus vil kunne se frem til at bruge 20 minutter ekstra pr. rejse, når DSB's nye køreplan træder i kraft den 11. december i år. Her bliver de gamle MR-tog hevet frem fra garagen og indsat på strækningen i stedet for de IC3-tog, der i dag kører turen, og det vil give en længere rejsetid.

Samlet set vil den forlængede rejsetid koste 14.600 ekstra passagertimer i løbet af det år, det foreløbig er meningen, MR-togene skal overtage driften mellem de to store danske byer. Det er, hvis passagertallet på strækningen forbliver det samme som i 2010, hvor 120 passagerer dagligt rejste, og forudsat at det opgivne passagertal rejser på hele strækningen.

Det svarer til, at der i alt bliver tilbragt timer svarende til et år og otte måneder mere i togene som følge af DSB's ændringer.

Og ifølge DSB er det ikke rimeligt, at passagererne på strækningen mellem to af landets fem største byer skal bruge så lang tid ekstra på deres transport.

»Nej, det er ikke tilfredsstillende, men ud fra vores materielsituation og hensynet til de fleste passagerer er det den bedste løsning,« lyder det fra DSB i et skriftligt svar til Ingeniøren.

Derfor gamle tog

Baggrunden for nedgraderingen af togene på den jyske strækning er, at DSB på andre strækninger ønsker at sætte flere og længere tog ind for at sikre, at passagererne har siddepladser i togene.

'Hovedstrækningen mellem København og Aarhus oplever passagervækst, ligesom forbindelsen mellem Esbjerg og København er i vækst. Derfor prioriterer DSB, at omlægningerne i køreplanen skal gavne flest muligt danskere med flere siddepladser, og at intercity-togtrafikken styrkes i den kommende køreplan. DSB søger derfor med køreplansomlægningen at imødekomme den store efterspørgsel på pladser i togene på især hovedstrækningen', lyder det fra DSB i en pressemeddelelse.

Men DSB mangler moderne materiel til at klare den opgave. Ingeniøren har tidligere skrevet, at årsagen til, at netop de gamle MR-tog fra 1978 nu findes frem fra garagen, er, at DSB's materielsituation som følge af de massive IC4-problemer er så presset, at MR-togene er de eneste tog, de har i reserve. Derfor støver man nu de gamle MR-tog af og sætter dem i drift igen for at frigøre de mere moderne IC3-tog.

»DSB mangler moderne materiel i de her år blandt andet på grund af de forsinkede IC4-leverancer. Og på grund af den aktuelle materielsituation er det nødvendigt at gennemføre ændringer, som nogle kunder kan se som forringelser, men som for de fleste kunder vil være forbedringer. Så vi vælger løsninger, der hjælper så mange kunder som muligt så meget som muligt,« forklarer Ove Dahl Kristensen, vicedirektør i DSB, i pressemeddelelsen.

Resultatet af ændringerne bliver derfor, at der mellem Esbjerg og København bliver fire nye intercityafgange i hver retning, men at der så til gengæld kommer ældre og langsommere tog på strækningen fra Esbjerg til Aarhus.

»I Esbjerg har vi været nødt til at indsætte MR-tog på strækningen til Aarhus, hvilket desværre medfører længere rejsetid for nogle kunder. Til gengæld sikrer vi, at de vestjyske kunder bliver serviceret med direkte IC3-tog til København hver time,« fortæller Ove Dahl Kristensen om konsekvenserne for DSB's kunder.

Skulle kasseres i 2012

Efter planen skulle DSB's gamle MR-tog have været skrottet med udgangen af 2012, men med DSB's ændringer får de nu forlænget deres levetid og bliver først sendt på pension, når IC4-togene bliver klar til brug.

»Vi vil fremadrettet prioritere at indsætte IC4-togene i stedet for MR-togene på strækningen mellem Esbjerg i takt med, at de bliver klar til drift. Den udskiftning forventer vi vil foregå i løbet af det kommende år,« siger Ove Dahl Kristensen.

Det præcise pensionstidspunkt for MR-togene kendes ifølge DSB endnu ikke, for så længe de ikke har fået nye tog til de flere passagerer, de har fået, må de anvende MR-tog.

Strækningen mellem Esbjerg og Aarhus er den anden jyske strækning, der får IC3-togene erstattet med de ældre og langsommere MR-tog med den nye køreplan. I august i år meddelte DSB, at strækningen mellem Aarhus og Aalborg også får et gensyn med de gamle MR-tog.

Emner : Tog
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

DSB har et akut problem og de skal forsøge at chikanere færrest mulige passagerer med forøget rejsetid eller brug af anden transportform. Set i det lys er det vel rimeligt at indsætte MR-togsæt på de nævnte jyske strælninger.

IC3 tog var tiltænkt blandt andet til pendlere på Sydbanen.

Umiddelbart vil jeg tro at antal passagerer er større på Sydbanen (til og fra København) end på banestrækningen Esbjerg-Århus.

Derfor giver det vel god mening at bruge IC3 (idet omfang man har dem til rådighed) på Sydbanen.

  • 0
  • 0

Plat at lægge alle forsinkelserne sammen på denne måde!

Der er ingen passagerer, som kører med alle tog - det er umuligt! Derfor er det ikke relevant, hvad den samlede forsinkelse af tusindvis af togafgange er.

Det er slemt nok, at rejsen fra Esbjerg til Aarhus bliver 20 minutter længere. Det værste er næsten, at det kommer til at foregå med de gamle tortur-tog... Mage til elendig komfort skal man lede længe efter.

Det er en skandale at de elendige, super-forurenende MR tog stadig kører! :(

  • 0
  • 0

Det er slemt nok, at rejsen fra Esbjerg til Aarhus bliver 20 minutter længere. Det værste er næsten, at det kommer til at foregå med de gamle tortur-tog... Mage til elendig komfort skal man lede længe efter.

Arh skal vi nu ikke lige klappe hesten og trække vejret et par gange. Godt nok er MR et gammelt tog med en kritisabel lav acceleration og tophastighed, og har vidt jeg husker ingen strømstik ved sæderne. Dog er sæderne i mine øjne faktisk mere behagelige end IC3, og jeg kan ikke se hvori torturen ligger. Jeg kørte selv en hel del med disse tog da de kørte på Arriva-strækningerne i vestjylland, og kan ikke genkende den negative beskrivelse af komforten som går igen på diverse ing.dk debatter.

  • 0
  • 0

"hvor 120 passagerer dagligt rejste, og forudsat, at det opgivne passagertal rejser på hele strækningen"

Men eftersom det er regionaltog med stop på de fleste stationer holder netop den forudsætning jo ikke.

Derimod indsættes faste afgange en gang hver time med IC3 materiel, som det står frit for passagererne til/fra netop Esbjerg at vælge.

Hvorfor skal også Ingeniøren kopiere andre mediers bladsmøreri i EkstraBlads stil? Trist.

  • 0
  • 0

Bruger jeg 3½-4 timer på at køre en strækning på 2x 35 km. Hvor meget tid af mit liv er så spildt på dét? Hvad vil samfundet gøre ved det?

Nok- lige nøjagtigt - ingenting!

Men tog-uha uha.

Mvh Tine

  • 0
  • 0

Jeg er selv tvunget til at køre en del med MR, og de er egentlig ikke dårlige tog. De bliver bare ikke vedligeholdt.

Det er forfærdeligt at opholde sig på en station, hvor et MR holder i tomgang i længere tid (og det gør de altså af uransagelige årsager) og sender en blå dyne af uforbrændt olie ud over hele stationen.

Endnu værre er det faktisk at køre i et MR med åbne vinduer, da toget suger sin egen udstødning ind gennem vinduerne. Så om sommeren har man et valg mellem stegning og forgiftning, eftersom togene jo heller ikke har air-conditioning.

Et andet problem er lydtætningen i den luge, der sidder i gulvet i kabinen og åbenbart give adgang til motoren. Den kunne være fint lydtæt. Støjen falder nemlig drastisk, hver gang en person står på den. Så også her er der noget, der nemt burde kunne løses med lidt vedligehold.

Fik man styr på udstødningen - hvilket jo sandsynligvis kræver nye motorer - og andre vedligeholdelsesefterslæb, kunne jeg sagtens køre med MR.

Nåja, det ville absolut heller ikke skade, hvis man lavede en af kupeerne om til stillezone.

  • 0
  • 0

Lige netop på Esbjerg - Århus giver IC4 mening: Togene bliver repareret i Århus Der er kun elektrificeret 1/6 af strækningen De accellererer trods alt hurtigere end MR De må køre hurtigere end MR. Passagermængden* passer med ét IC4

Så det rigtige spørgsmål er: Hvorfor sætter man ikke IC4 ind?

*Jeg har prøvet forbindelsen flere gange, og der var en del rejsende med, så 120 daglige rejsende lyder urealistisk lavt.

  • 0
  • 0

[quote]Det er slemt nok, at rejsen fra Esbjerg til Aarhus bliver 20 minutter længere. Det værste er næsten, at det kommer til at foregå med de gamle tortur-tog... Mage til elendig komfort skal man lede længe efter.

Arh skal vi nu ikke lige klappe hesten og trække vejret et par gange. Godt nok er MR et gammelt tog med en kritisabel lav acceleration og tophastighed, og har vidt jeg husker ingen strømstik ved sæderne. Dog er sæderne i mine øjne faktisk mere behagelige end IC3, og jeg kan ikke se hvori torturen ligger. Jeg kørte selv en hel del med disse tog da de kørte på Arriva-strækningerne i vestjylland, og kan ikke genkende den negative beskrivelse af komforten som går igen på diverse ing.dk debatter.[/quote]

Det kan godt være, at jeg skulle have trukket vejret en ekstra gang. Men i MR togene er siddestillingen meget opret, og der er ofte ikke plads til at glide frem i sædet for at få en mere tilbagelænet stilling, pga manglende benplads. Og hvis man gør, er det helt slut med støtte i lænden, så man får ondt i ryggen. Sidst jeg kørte med MR følte jeg det som meget ubehageligt. Støjen er også i overkanten, men dog til at leve med.

Mit største anke mod MR togene er deres forurening. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har stået på en overdækket perron i Aarhus og ventet på et IC3 tog og været lige ved at blive kvalt af røgen fra et MR-tog i tomgang på en anden perron. Og det på trods af en vind, der gik gennem marv og ben.

  • 0
  • 0

Så det rigtige spørgsmål er: Hvorfor sætter man ikke IC4 ind?

Præcis. Det er kunne tyde på, at man helt har opgivet IC4, men blot ikke fortalt os om det endnu. I K10 kørte man jo netop med IC4 i et regionaltogsløb mellem Århus og Kolding. Det fungerede okay når ellers toget kunne køre. For os som rejser en del mellem Århus og Sønderjylland, var det en klar forbedring at bruge den forbindelse, fordi vi slap for at køre helt til Middelfart og skifte. Desværre faldt forbindelsen væk i K11, hvor man skal vente 45 min. i Kolding, og så kan det bedre betale sig at tage et senere (og ofte totalt overfyldt) intercity-tog fra Århus og skifte i Middelfart.

Mvh MM

  • 0
  • 0

Tror der er en del som undre sig over netop dette for IC4s største problem med sammenkobling af flere tog sæt er der heller ikke brug for på strækningen.

I forhold til MR komfort mm. så vil jeg dog hellere selv personligt som bruger af Esbjerg - Århus strækning køre MR end skulle udsættes for et IC4 som man kan være den heldige vinder af engang imellem. Den smule diesel og ekstra larm er ingenting i forhold til stresset som en IC4 giver. Har heller ikke hørt mange beklage sig over MR togene men de kører ikke vildt hurtige i forhold til IC3.

  • 0
  • 0

Jeg kører selv 3-4 gange om ugen fra Aarhus til Brørup (mellem Vejen og Esbjerg) og har fra sidste køreplansskift sidste år, skiftet bilen ud med toget. Indrømmet: det tager alt sammenlagt lidt længere tid, men jeg kan arbejde undervejs , så der er ingen spildtid på motorvejen ! og med et pendlerkort er det en del billigere end benzinen.

Hvis der sættes MR-togsæt ind på strækningen bliver det fortid, fordi der er ikke internet forbindelse (Aarhus-Fredericia) og et godt bord i de gamle tog. Så tager jeg nok bilen igen !

God idé at sætte IC-4 ind her når de ikke kan sammenkobles alligevel endnu.

Jeg kan desuden hilse og sige at toget altid er godt besat på hele strækningen, især om morgenen og sidst på eftermiddagen. Man kunne måske nøjes med at bruge MR-sæt midt på dagen og aften ?? Det lyder usandsynligt at der kun er 120 rejsende pr. dag ?? På de tider hvor jeg rejser, står man nogle op især mellem Kolding og Århus.

  • 0
  • 0

Så det rigtige spørgsmål er: Hvorfor sætter man ikke IC4 ind?

Hvis du læser artiklen, er det jo netop det, som er planen:

»Vi vil fremadrettet prioritere at indsætte IC4-togene i stedet for MR-togene på strækningen mellem Esbjerg i takt med at de blive klar til drift. Den udskiftning forventer vi vil foregå i løbet af det kommende år,« siger Ove Dahl Kristensen.

  • 0
  • 0

Som tidligere skrevet, kan ingen være i tvivl om, at DSB befinder sig i en vanskelig situation. Det forekommer imidlertid fuldstændig urimeligt, at man samtidig med, at der pga. IC4-farcen er vanskeligheder med at betjene togstrækningerne i det hele taget, for at forbedre trafikken på strækningen Esbjerg - København, yderligere ødelægger banetrafikken i Nordjylland. Trafikbetjeningen her er i forvejen igennem de seneste 7 - 8 år blevet tiltagende forringet, så den nu må betregnes som miserabel. Det skal ses i forhold til, at regionen er hård presset når det gælder en række højtuddannede faggrupper - der har det med at slå sig ned i ex. Århus. Af samme grund er et effektivt pendlersystem afgørende for regionen. Det er muligt at nogle få finder de gamle MR-tog 'gode nok'. Men de fleste, af de mange der i den nordlige del af landet i forvejen kender togene alt for godt, ved også at de ved gud ikke er nogen nydelse at køre med, at de er super langsomme og heller ikke specielt pålidelige. DSB har ved mange lejligheder - fra bl.a. Svendborgbanen - kunnet konstatere, at dårlige forbindelser og tog skræmmer passagererne væk, og, at de er svære at fange igen. Det kræver alt andet lige, en vis overvindelse at vende tilbage fra den lune, behagelige bil til overfyldte, larmende, osende osv. tog. DET MÅ SIMPELTHEN KUNNE GØRES BEDRE!

  • 0
  • 0

Hvis du læser artiklen, er det jo netop det, som er planen:

Jeg har læst artiklen inkl. nævnte plan, men det kan da simpelthen ikke være rigtigt, at man ikke har fem-seks køreklare IC4-sæt til det nævnte løb. Værkstedet i Århus har jo bl.a. travlt med fx at foreslå remotorisering af ME - de skulle koncentrere om at få IC4 ud at rulle i stedet!

  • 0
  • 0

[quote]Så det rigtige spørgsmål er: Hvorfor sætter man ikke IC4 ind?

Hvis du læser artiklen, er det jo netop det, som er planen:

»Vi vil fremadrettet prioritere at indsætte IC4-togene i stedet for MR-togene på strækningen mellem Esbjerg i takt med at de blive klar til drift. Den udskiftning forventer vi vil foregå i løbet af det kommende år,« siger Ove Dahl Kristensen.[/quote]

For snart et år siden kunne daværende adm. direktør Søren Eriksen i en pressemeddelse fortælle at nu kunne IC4 køre sammenkoblet og derved transporterer 410 sidende passagerer.

http://www.dsb.dk/om-dsb/presse/nyheder/ic...

Som så mange andre af Søren Eriksens udtalelser, var den nok ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden - DSBFirst behøves vist ikke nævnt her...

Hvorfor DSB nu ca. 1 år senere ikke kan indsætte enkeltkørende IC4 sæt mellem Esbjerg og Århus vedbliver at være en gåde, enten har man defakto opgivet toget, eller også et kvaliten af toget endnu ringere end det allerede udmeldte.

Som andre skriver så kunne MR være et rimeligt alternativ, men DSB har blot 'glemt' at vedligeholde dem (og litra ME'eren) i de sidste mange år.

  • 0
  • 0

Der kan være flere passager i MR-MRD end i IC3 og derfor burde der sendes flere MR-MRD til sydbanen. ;)

Det var forhåbentlig sarkatisk ment, ellers burde du få en lektion i at lave research inden du udtaler sig.

En IC3 har samlet set 138 siddepladser, heraf 16 på 1. kl. Et MR-MRD-sæt har samlet 112, alle på 2. kl.; så den bemærkning må du længere ud på landet med.

  • 0
  • 0

[quote]Der kan være flere passager i MR-MRD end i IC3 og derfor burde der sendes flere MR-MRD til sydbanen. ;)

Det var forhåbentlig sarkatisk ment, ellers burde du få en lektion i at lave research inden du udtaler sig.

En IC3 har samlet set 138 siddepladser, heraf 16 på 1. kl. Et MR-MRD-sæt har samlet 112, alle på 2. kl.; så den bemærkning må du længere ud på landet med.[/quote]

Det lå på et leje af sarkasme i skyggen af at hverken Sjællænder eller Jyder mener det skal være på deres bekostning at de skal afgive eksisterende tog-materiel. Den næste "limlerlink" lå i at det er kun er meget få pladser der skiller de to tog fra hinanden, for du skal også medtage de klapsæder der er til rådighed plus rådighedsplads MR-MRD har i sine KUN 2 vogne..! ;)

  • 0
  • 0

at lave research.. MR-MRD pladser i alt 132 fordelt på 44,68 m = 2,95 pass pr. m. IC3 pladser i alt 144 fordelt på 58,80 m = 2,44 pass pr. m. Såeh..

  • 0
  • 0

Har det noget på sig at såvel MR som IC3 grundlæggende fremdrives af motorer og gearkasser der stammer fra busindustrien?

I så fald burde det være forholdsvis enkelt at modernisere MR.

  • 0
  • 0

Har det noget på sig at såvel MR som IC3 grundlæggende fremdrives af motorer og gearkasser der stammer fra busindustrien?

I så fald burde det være forholdsvis enkelt at modernisere MR.

Det gælder i højere grad for IC3 end MR.

Man forsøgte på et tidspunkt at udstyre et sæt MR-MRD (tror det var 4075-4275) med den daværende gode IC3-traktion = fem-trins planetgear i stedet for den normale (og håbløse) to-trins hydrauliske. Hvorfor det ikke blev til mere, ved jeg ikke.

Den nuværende IC3-traktion er langsommere og mindre komfortabel end den oprindelige, så det er sikkert "genierne fra Århus", der har være på spil. Begge dele er stort set standardudstyr fra bus/lastbil.

  • 0
  • 0

Spøjs måde at drive journalistik på: "Det er, hvis passagertallet på strækningen forbliver det samme som i 2010, hvor 120 passagerer dagligt rejste, og forudsat, at det opgivne passagertal rejser på hele strækningen". Nonsens! Hvem kan bruge den slags "olysninger" til noget?

Minder lidt om regnetimerne tilbage i 50'erne: Hvis Oles bedstefar kan spise en melon på 10 minutter, hvor længe vil han så.....osv."

  • 0
  • 0

Hvis der sættes MR-togsæt ind på strækningen bliver det fortid, fordi der er ikke internet forbindelse (Aarhus-Fredericia) og et godt bord i de gamle tog. Så tager jeg nok bilen igen !

har du hørt om mobilt internet? smid en dongle i usb porten fra 3....

men forstår skuffelsen. der er kun eet ord passende ord omkring dsb's materielle situation og det er pinligt.

  • 0
  • 0

Arh skal vi nu ikke lige klappe hesten og trække vejret et par gange. Godt nok er MR et gammelt tog med en kritisabel lav acceleration og tophastighed, og har vidt jeg husker ingen strømstik ved sæderne. Dog er sæderne i mine øjne faktisk mere behagelige end IC3, og jeg kan ikke se hvori torturen ligger. Jeg kørte selv en hel del med disse tog da de kørte på Arriva-strækningerne i vestjylland, og kan ikke genkende den negative beskrivelse af komforten som går igen på diverse ing.dk debatter.

Sæderne er smallere (IC3 er 22 cm bredere) så der er ingen armlæn i midten, selvsamme sæder er placeret både lavere og tættere på hinanden, så man ender med ondt i ryggen efter ganske kort tid i toget, med mindre man kan sidde og brede sig over to sæder.

16 pladser i hvert togsæt er endnu smallere fordi udstødningen er ført op langs væggen i begge sider af toget. Ydeligere er der næsten ingen plads til baggage i selve vognen (hverken under eller mellem sæderne) hvilket gør at folk benytter mellemgangen (som i forvejen er for smal) eller sæderne overfor.

“Klima anlægget” har altid været en joke i MR, jeg har aldrig oplevet at der har været behagelig luft inde i toget - det er oftest for varmt fordi fyret af en eller anden årsag ikke stopper før der er 55 grader i vognen. Om sommeren er det næsten umuligt at lufte ordentligt ud, fordi den del af vinduerne der kan åbnes, er på størrelse med en brevsprække. Ydeligere gør designet at det er umuligt at sidde på pladsen bag et åbent vindue fordi gardinet fanger det meste af luften og flagrer rundt under kørslen. Man kan egentlig slet ikke have vinduet åbent under kørslen fordi togets mekaniske dele, hjulene/bogierne larmer helt abnormt - i gamle dage kunne man afpasse det tidspunkt man gik hjemmefra og ned til stationen fordi man kunne høre et MR togs “susen” på lang afstand.

De moduler man har brugt til baggagehylder samt de armaturer som sidder inde ved væggen har det med at rasle højlydt af en eller anden årsag - det er sandsynligvis et vedligeholdesproblem, men det ser bare ud til at gå igen i samtlige MR sæt.

Toget er ca. 12 timer om at accelerere til de 130 km/t, og mens denne acceleration står på lyder det som om motoren er ved at gnave sig op i selve vognen. Desuden er den luge som er i gulvet utæt og ude af stand til at holde motorlarmen tilbage i noget som helst omfang, hvilket gør at det larmer ret meget på de siddepladser, der er omkring motorerne i toget. En del af MR togene er desuden stærkt plaget af resonans når motoren kører i de høje omdrejninger, hvilket det gør 99% af tiden på den jyske længdebane.

Togene er vel ligefrem heller ikke “lavgulv” - der er stejlere trapper end på et IC3 sæt.

Men ok, det er bedre end en bus, men at kalde dem en værdig afløser for IC3 - bare med dårligere acceleration er vist at stramme den ret meget.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten